Frivilliges beretninger: Børnepasning & lokalsamfund i Sri Lanka af Signe K

JAHUALA, JAMU eller som vi ville sige her i Danmark, VENNER, KOM SÅ

I foråret 2015 tog jeg hvad der viste sig at være den bedste beslutning jeg nogensinde havde taget. Sommerferien skulle tilbringes som frivillig i Sri Lanka.

Jeg tilmeldte mig et inspirationsmøde i Esbjerg, og så gik det stærkt. Jeg kunne ikke komme afsted hurtigt nok. Jeg fik hurtigt tilmeldt mig på et af ungdomsprojekterne for 16-19 årige, og så sneglede tiden sig ellers bare afsted. Hver dag føltes som 10, med tanken om, at jeg snart skulle ned og få mit livs største oplevelse. Og jeg fik ret.

De oplevelser jeg fik på min tur, har sat sit præg på mig. Bare efter to uger i skønne Sri Lanka, kunne jeg mærke hvordan jeg var blevet mere voksen, moden og ansvarsbevidst.

Sri Lanka har sat sit præg på mig, og har været med til at forme mig. ”Vi har det jo alligevel meget godt i lille Danmark” og ”vi skal være taknemmelige for alt det vi har” kan jeg huske, var nogen af de første sætninger jeg sagde til min mor, da hun hentede mig i lufthavnen.

Følelsen af taknemmelighed, følelsen af at gøre en forskel og glæden ved dette, er bare nogle af de 1000 følelser der strømmer igennem min krop, her 3 måneder efter jeg er kommet hjem. Og det vil de højst sandsynligt gøre resten af mit liv.

En af de oplevelser, der virkelig har sat præg på mig, skete på sidste dagen. Jeg arbejde på en pre-school i Bopitiya nær Negombo, hvad vi i Danmark vil kalde en børnehave, hvor børnene var 3-5 år. Her tilbragte vi det meste af vores tid.

Om formiddagen, hvor vi enten legede eller lavede små skoleaktiviteter med børnene, eller om eftermiddagen, hvor vi gav skolen en ”make-over”, hvilket den virkelig trængte til. Det var fredag, og vi skulle sige farvel. Det var vores sidste dag, og selvom der kun var gået to uger, var vi alle på grådens rand. Så skete det. Når jeg lukker øjnene og drømmer mig tilbage, kan jeg stadig se situationen tydeligt.

En af mødrene kom hen til os, og takkede af hele hendes hjerte. Og så begyndte tårerne at trille ned af hendes kinder. Hun forklarede, hvordan hendes barn hver dag var kommet hjem fra skole i disse to uger, glad, smilende og stolt.

Følelsen af, at vi havde givet en person, både mor og søn, sådan en glæde var ubeskrivelig. En følelse jeg ønsker for alle de oplever.

Følelsen af stress, nervøsitet og så mange sommerfugle i maven at det gjorde helt ondt, havde flyveturen mod Sri Lanka været plaget af. Jeg skulle for første gang i hele mit liv, selv rejse ud i den store verden, og så helt om på den anden side af jorden, og gud, hvad havde jeg dog tænkt på.

Flyveturen hjem var dog noget anderledes. Følelsen der fyldte mest var ærgrelse. Ærgrelse over, at jeg kun havde valgt to uger i lessona (smukke) Sri Lanka, ærgrelsen over, at jeg måske aldrig ville se de andre frivillige piger igen, som man havde fået sådan et tæt bånd til, og ærgrelsen over, at nu var mit eventyr slut. Jeg skulle hjem til velkendte Danmark. JEG VIL IGEN, JEG VIL IGEN, fór gennem mit hoved mindst en million gange.

OG JEG SKAL IGEN, det er 100 % sikkert. Jeg håber inderligt, at folk giver sig selv lov til denne oplevelse. Det er vildt grænseoverskridende, fysisk hårdt, psykisk hårdt, udmattende og man får det sygeste kulturchok, men det er det hele værd. Alle glæderne overgår disse ting flere millioner af gange.

Jeg vil ikke fortælle mere mine oplevelser, og den bedste beslutning i mit liv, men vil i stedet lade DIG tage den bedste beslutning i DIT LIV, og lade DIG skabe dine egne oplevelser. Jeg lover dig, det er noget du aldrig kommer til at fortryde.

STUTI STUTI STUTI, som de ville sige i Sri Lanka, eller bare et KÆMPE STORT TAK til Projects Abroad, for at give mig alle disse uforglemmelige oplevelser. Jeg skal helt sikkert afsted igen.