You are from: United States, Go to our American website.

Projects AbroadProjects Abroad

Medicin & Sundhed, Almen Medicin i Nepal - Agnete Granau

Om den nepalesiske kultur på godt og ondt

Agnete og andre frivillige på bustur i Nepal

Jeg gik ned ad en smal gade i Chitwan, Nepal, hvor solen var på vej ned og børn legede i vejkanten, alt imens de voksne havde travlt med at sælge forskellige varer på det nærtliggende marked, da det gik op for mig, at jeg var glad. Ikke bare glad, som når man får en julegave, men gennemført lykkelig for første gang i mit liv. Ikke fordi jeg har haft et dårligt liv – tværtimod. Men jeg har aldrig før i mit liv gået ned af gaden på vej hjem efter en, i virkeligheden, helt normal dag og kunne føle helt ned i knoglerne at jeg var 100% tilfreds med tilværelsen. Intet vejede på mine skuldre, alle de trivielle first world problems, som jeg havde derhjemme var glemt. Alt var lige som det skulle være i det øjeblik, og alt andet var i virkeligheden irrelevant.

Jeg tog afsted 12 uger til Nepal på et medicin og sundhedsprojekt med en forventning om at lære en masse om den nepalesiske kultur og få medicinfaglig erfaring. Jeg havde ikke gjort mig de store tanker om, hvordan min rejse eller de bekendtskaber jeg ville gøre mig på min rejse ville påvirke mig - men det er dem, der står klarest i min hukommelse nu.

Agnete med nye venner i Nepal

Jeg arbejdede på et hospital i Chitwan, som ligger ca. 6 timer i bus fra Kathmandu og boede hos en lokal familie på 5 - far, mor, to døtre og en søn. Jeg arbejdede omtrent 4 dage om ugen som regel fra 7-13. I starten fyldte arbejdet alt og overskuddet, når jeg havde fri, var småt, for ikke at sige ikke-eksisterende. Men som ugerne gik og jeg fik skabt en hverdag kom arbejdet mere og mere i baggrunden og min familie og de andre frivillige fik det meste af min opmærksomhed.

Når det så er sagt var arbejdet utrolig interessant. Hospitalet var langt bedre end forventet og lægerne og især de medicinstuderende var utrolig gode til at forklare og hjælpe. Medicinuddannelsen i Nepal foregår på engelsk, så selvom deres accent var umådelig broget, så havde de styr på fagtermerne. Jeg roterede rundt mellem forskellige afdelinger og jeg valgte selv, hvor jeg ville hen.

Hospitalet Agnete arbejde på set udefra

På hospitalet er det meget op til en selv, hvor meget man får lov til at gøre. De beder ikke en om noget, men hvis man tager initiativ og selv spørger, så er de meget imødekommende og vil gerne lære fra sig. De tydeligste minder jeg har fra hospitalet er også de voldsomste. Det er patienterne, der har det værst som gør størst indtryk på en. For bare at nævne lidt af hvad jeg har oplevet på hospitalet, så så jeg blandt andet en patient med tetanus (på dansk stivkrampe). Grundet vacciner er sygdommen udryddet i vesten og selv i Nepal bliver man vaccineret nu. De ældre medlemmer af samfundet er dog oftest ikke vaccineret. Vi fik en ældre mand ind, som var faldet på cykel et par uger forinden og fået et småt sår på storetåen. Det var nok til at introducere bakterien til systemet og da han kom til os, kunne han ikke bøje de fleste led og han var i store smerter. For at gøre det værre var der ikke plads på intensiv, så han lå midt på skadestuen og skreg. Alt vi kunne gøre var at give noget smertestillende og fastlåse hans krop så meget som muligt, for at mindske unødvendig bevægelse. Tetanus behandles let herhjemme, men medicinen han skulle bruge var ikke tilgængelig i den del af landet vi var i. Det var utrolig fascinerende at se en sygdom, som jeg nok aldrig kommer til at se igen og samtidig meget ubehageligt at se en patient have det så dårligt, velvidende, at hvis vi bare havde været et andet sted kunne vi let have kureret ham.

Agnete nyder den flotte udsigt i Nepal

Den patient der står klarest for mig er dog ikke ham, men en ældre dame der kom ind med hjertestop. Som sådan ikke noget specielt i det. Men overlægen spurgte os frivillige (på det tidspunkt 3 personer) om vi kunne hjælpe med førstehjælp, da de ikke havde så mange frie hænder og brystkompressioner er meget hårdt fysisk. De to andre frivillige havde ikke lyst, da de ikke havde prøvet det før, men jeg sprang til og hjalp. Vi var to der roterede om at give brystkompressioner, imens vi ventede på at medicinen ville starte hendes hjerte igen. Man kunne løbende mærke hendes krop blive koldere, i takt med at blodet ikke blev ordentligt cirkuleret i kroppen og til sidst da jeg bad lægen om at tage over, så jeg kunne få en pause, sagde overlægen at vi godt kunne give op. Hun var død.

Det var den første patient, som jeg har været med til at behandle, som døde. Og det var selvfølgelig ikke sjovt. Men bagefter stod jeg med en følelse af at jeg havde gjort alt hvad jeg kunne. Og hvad mere kunne jeg så have forventet? Så selvom jeg da havde foretrukket at hun var overlevet, lærte det mig at så længe jeg prøver så er der ingen skam i at fejle og jeg tror i virkeligheden det påvirkede de to frivillige der bare havde kigget langt hårdere.

Agnete og andre frivillige med traditionel ansigtsmaling i Nepal

Jeg var som sagt afsted i 12 uger og selvom arbejdet var spændende, blev det til sidst til hverdag. Der kom ikke så mange nye ting ind og det blev meget rutine. Det gav mere plads til overskud i fritiden, hvilket jeg og de andre frivillige udnyttede fuldt ud. Vi rejste stort set hver weekend og det blev tradition at en gang om ugen mødtes vi på taget hos en af de andre frivillige og spillede kort og så på stjerner. Jeg er klar over at det lyder utrolig corny, men når man kan se mælkevejen fra sin vens tag, så er det sgu svært at sige nej til.

På trods af mange gode faglige oplevelser og spændende rejser var højdepunktet klart menneskerne. Både de andre frivillige, men også nepaleserne og mest af alt min værtsfamilie. Efter at have boet 12 uger med så skøn og åben en familie kan man ikke andet end at savne dem. De fik mig til at føle mig hjemme. Som min værstmor sagde: “while you live with me, you are my daughter, same as Zarna and Nimisha (mine to værtssøstre)”. Og jeg var en del af familien. Jeg fejrede festival med dem, jeg blev tvunget ud i adskillige traditionelle danse (og drillet med mine manglende dansetalenter) og jeg hjalp med alt fra madlavning til gedeslagtning i anledning af festivalerne. Der gik ikke lang tid før jeg kaldte det for mit hjem, og hvis der er en ting jeg har taget med mig fra dem, så er det altid at have min dør åben og hjælpe til, hvor jeg kan. Uanset hvem, hvor eller hvordan, så kan man altid gøre andres dag lidt bedre.

En ting er i hvert fald stensikkert. Jeg skal tilbage til Nepal igen og gerne snart.

Læs mere om projektet her

Se videoer om Medicin & Sundhed her

Agnete Granau

Tilbage til Frivilliges beretninger

Kontakt os på:
(+45)­­ 42 40 90 20

Abonnér via RSS

Frivilliges Beretninger Feed
Back to top ▲