You are from: United States, Go to our American website.

Projects AbroadProjects Abroad

Humanitært arbejde i Nepal - Familien Cox

Familien Cox’s tur til Nepal

Vores familie består af Sara (mor), Zoë (fyldte 10 år på turen) og Villum (dengang netop fyldt 5 år). Vi var i Kathmandu, Nepal, i 8 uger i juni-juli 2011, hvor jeg skulle deltage som frivillig på Projects Abroad’s projekt for fejlernærede børn. Dette ophold fungerede også som praktik for mig, da jeg er ved at tage en uddannelse, som overordnet handler om global folkesundhed, og hvor jeg personligt brænder for emner indenfor kvinder og børns kost/ernærings-dilemmaer, især i udviklingslande.

Villum og hans yndlingskammerat på NRH, Rajan

Jeg har rejst og boet i udlandet i flere år før, og også efter jeg fik børn. Jeg har hele tiden haft lyst til at berige vores hverdag med rejseoplevelser – og ikke kun som charterturister. Når jeg rejser, vil jeg ”ind under huden” på landet’s kultur og ikke kun være en gennemrejsende. Derfor vil jeg helst opholde mig i et land i en længere periode i stedet for ”bare” at være turist en uge eller to. Jeg har igennem mange år ønsket mig at opleve Nepal, så da jeg tilfældigvis faldt over Projects Abroad’s ernæringsprojekt for kvinder og børn, var jeg solgt – og selvfølgelig skulle oplevelsen deles med mine egne to børn!

For at turen kunne gennemføres, skulle jeg dog have én til at passe Villum og Zoë i de timer, jeg skulle være på projektet, da det ikke var muligt at have dem med hver dag på grund af sygdomsrisikoen (da nogle af de ”indlagte” børn fejler forskelligt). Der ville også være ud-af-huset-aktiviteter, hvor jeg ikke kunne have dem med, og derfor måtte jeg have en back-up. Heldigvis fik jeg igennem en anden dansker, som tidligere har boet i Nepal med sine børn, kontakt med en ung, nepalesisk pige, som gerne ville tjene nogle penge ved at passe børn i sin sommerferie – som heldigvis lå i den periode, vi skulle være i Nepal. Efter ankomsten til Nepal mødte vi så Sukumaya for første gang, og hun viste sig at være en helt fantastisk sød og pålidelig pige, som vi alle tre stadigvæk savner.

Projektet

Zoë og værtsfamilien’s datter, Prekshya, i nepalesisk festtøj

Projektet, hvor jeg skulle være frivillig/være i praktik, fandt sted på det såkaldte Nutritional Rehabilitation Home (NRH). Centeret logerer underernærede børn, samt én tilsynsværge (f.eks. mor, bedstemor, tante) per barn. De bor på centeret indtil barnet har taget tilstrækkeligt på i vægt til at det forsvarligt kan sendes hjem igen. Under opholdet, som er gratis for de logerende, gives der adskillige måltider i døgnet, 24-timers sygepleje (f.eks. vaccinationer), kosternæring og hygiejne/sanitets-undervisning. Projects Abroad frivillige fra forskellige lande tager sig så af børnene ved eksempelvis at lege med børnene. Selvom børnene godt nok er fysisk svage på grund af manglende kost, så er de i hvert fald alligevel nysgerrige og klar på at lege og fjolle!

Børnene holdt især af at tegne og at lege med balloner, modellervoks og sæbebobler. Nogle af de ældre børn syntes også, det var sjovt at lære lidt engelsk og matematik. Efterhånden som børnene blev trygge ved de frivillige, udviklede vi os fra at være fremmede for dem til at blive kaldt for “didi”, som betyder “storesøster” – og hver dag blev vi mødt af knus og store smil af de smukke, tillidsfulde børn.

Udover de daglige legeaktiviteter hjalp vi frivillige også med at undervise børnene og deres tilsynsværge med at vaske hænder med sæbe (eftersom dét ikke er normal procedure i landområderne i Nepal). Vi malede også en masse blomsterkrukker foran centeret i flotte, glade farver, samt opfriskede centerets opslagstavler. Derudover deltog vi i en outreach camp, som fandt sted i en lille bjerglandsby, hvor vi hjalp til med at måle og veje 260 børn.

Mine børn var med mig på arbejde af og til, og især Villum nød oplevelsen og legede nemt med de nepalesiske børn, der var indlogeret på centeret.

Værtsfamilien

Morgenmad svævende i skyerne

I løbet af vores tid i Nepal, boede vi hos en meget gæstfri værtsfamilie. De havde en datter på 9 år, som Villum og Zoë blev meget gode venner med, og som de legede med hver dag, når hun kom hjem fra skole. De kommunikerede med hinanden på engelsk, og ellers nød de også at se tegnefilm på nepalesisk sammen. Vores værtsmor tog af og til børnene med til poolen, når hun selv og datteren skulle af sted, og vi spiste alle måltider i huset sammen. Vi kom meget tæt på familien i løbet af de to måneder vi var der, og da afrejsedagen oprandt, var det med en tårevædet afsked.

Fritiden

Villum og Zoë planter ris i det nepalesiske mudder!

I weekenderne tog børnene og jeg på udflugter til de omkringliggende landsbyer udenfor Kathmandu for at nyde naturen, udsigten, stilheden og den renere luft (i Kathmandu er luften meget forurenet). Vi sov på små hoteller og vandrede i de lave bjerge omkring Kathmandu-dalen. Èn af dagene vandrede vi næsten 10 km ned ad et bjerg efter at have set solen stå op henover nogle af de højeste bjerge i verden. det var en fantastisk oplevelse – og der var trætte ben om aftenen!

Vi deltog også i én af Projects Abroad’s udflugter, som var risplantning. Dét var en fantastisk oplevelse! Villum og Zoë levede sig ind i arbejdet og plantede mange grønne strå side om side med de andre (voksne) frivillige og lokale, nepalesiske kvinder i de smukkeste klædedragter

Kulturforskellen

Kathmandu er en beskidt og lugtende by på grund af ringe kloakforhold og skrald smidt og efterladt i gaderne. Man ser ofte rotter langs husmurene, og hellige køer, løsgående geder og herreløse hunde huserer i gaderne og spiser af skraldet – og deres efterladenskaber ligger også alle vegne. Vi var alle tre lettere chokerede, da vi oplevede hvordan de lokale børn ved markederne sad og besørge midt på gaden – da der ingen andre steder var at gøre det. Offentlige toiletter hænger ikke på træerne i Nepal! Det var også hårdt at opleve sultne, beskidte børn på gaden, især i de tilfælde, hvor børn, yngre end Zoë og Villum, bar rundt på deres yngre søskende, mens de tiggede.

Summa summarum

Med lykkebringende tørklæder om halsen og ”tikka” i panden, sagde vi farvel til NRH og Nepal for denne gang!

Det var en kæmpe oplevelse for mig at have mine to børn med på denne rejse. Turen har givet os en masse at snakke videre om efter vi er kommet hjem til Danmark, og vi oplever ofte, at vi refererer til forskellige situationer, vi oplevede sammen i Nepal. Turen har sat en masse ting i perspektiv hos os, selv hos Villum, som kun lige var fyldt 5 år, da vi var af sted.

Før vi tog af sted, havde jeg forventet, at de største øjeblikke på turen til Nepal ville være at opleve udsigten til Mount Everest og de omkringliggende tinder. Jeg havde mange gange forestillet mig, hvor stort det måtte føles at opholde mig dette sted. Derfor var det overraskende for mig at opleve, at de allerstørste øjeblikke faktisk opstod, når mine børn eller jeg selv delte den allermest basale form for kommunikation med lokale nepalesere, som vi ikke delte sprog med. Det var smilene og den gæstfrie varme, som nepaleserne udstrålede og modtog os med, lige meget hvor vi begav os hen. Det har plantet sig dybt i os, og som vi har taget med os hjem til Danmark. Det har været en rejse, som uden tvivl har vist mig, hvor stort det er at tage sine børn med til et udviklingsland for en periode, og det har kun givet mig lysten til at gøre det igen – og helst så hurtigt som muligt!

Læs mere om projektet her

Se videoer om Humanitært arbejde her

Familien Cox

Tilbage til Frivilliges beretninger

Kontakt os på:
(+45)­­ 42 40 90 20

Abonnér via RSS

Frivilliges Beretninger Feed
Back to top ▲