You are from: United States, Go to our American website.

Projects AbroadProjects Abroad

Humanitært arbejde i Costa Rica - Stine Kyhn

Fra høje hæle til vandrestøvler i Costa Rica

Frivillig foran vandfald i Costa Rica

Man lærer hvem man er når man rejser. Man lærer hvad man kan, hvilke begrænsninger man har og hvordan man kaster sine begrænsninger ud af vinduet og vokser som menneske.

August 2014 kontaktede jeg Projects Abroad og købte en billet til Costa Rica.

Mit navn er Stine, jeg var 25 år, bange for højder, edderkopper og for at være alene. Jeg gik altid i høje hæle og kjoler, jeg kunne ikke drømme om at få jord under neglene, eller mere end en time uden adgang til internettet. Livet uden min iPhone var jeg ikke sikker på var værd at leve.

Abe i træ i Costa Rica

1.februar landede jeg i Alajuela Costa Rica, og begyndte hvad der ville være mit livs største eventyr (indtil videre). Jeg rejste til Nikoya, Guanacaste for at begynde min måned i Barra Honda nationalpark, og blev samlet op ved busstationen af Tony og Coco, som arbejdede i parken.

De to unge fyre begyndte straks godmodigt at drille mig med den fuldstændigt latterlige mængde tøj jeg havde slæbt med tværs over planeten (jeg havde betalt ALT for meget i overvægt, og de fik ret… Jeg brugte det ikke…).

Tony viste mig rundt i lejren, hvor vi skulle bo i barakker/sovesale, spise i et åbent køkken og mere eller mindre bo midt i skoven. Han kiggede på min lille yndige sommerkjole og mine sandaler og stillede spørgsmålet som vi ville grine af utallige gange senere hen: ”ehm… Did you bring pants?”.

Tony fortalte mig senere at han troede jeg ville løbe væk efter en uge, tilbage til at være en Big City Girl. Men efter en uge kom jeg i stedet stormende ind på hans kontor og sagde at jeg aldrig ville væk fra parken. Vi sad sammen på toppen af bjerget og talte fugle, da han fik besked fra Projects Abroad om at jeg kunne forlænge mit projekt, og jeg var så lykkelig for at jeg ikke skulle sige farvel til det magiske sted så tidligt alligevel.

Frivillig undersøger en flagermus

Efter en måned i Barra Honda rejste jeg til Heredia for at lære spansk og arbejde i en børnehave. Her fik jeg de bedste kollegaer og den sødeste familie man kunne drømme om. Heredia er et dejligt sted, hvor man ikke skal være nervøs for sin sikkerhed. Jeg gik alene på arbejde hver morgen og løb hjem hver eftermiddag.

Mine kollegaer inviterede mig på eventyr i de omkringliggende parker, på vandreture op ad vulkanerne og til forskellige traditionelle festivaler i byen. Min familie hjalp mig med mine spansklektier og med at øve sproget.

Efter 7 uger i Heredia kunne jeg kommunikere nogenlunde på spansk og havde meget lettere ved at følge med mine søde kollegaer på arbejdet, der ikke talte et ord engelsk. De inviterede mig alle sammen til at besøge dem hvis jeg kom tilbage til Costa Rica, og på min sidste dag holdt børnehaven stor middag for mig, skrev mig en anbefaling og tudede sammen med mig, fordi vi ikke ville sige farvel.

Da Tony kom til Heredia for at hente mig og en anden frivillig tilbage til parken, kunne han næsten ikke tro sine egne ører. Vi var begge enige om at den bedste måde at lære sprog på, var at flytte til et land og tale med de lokale.

Frivillige hygger sig sammen ved vandfald i Costa Rica

Tilbage i parken fik vi lov til at deltage i en masse spændende biologiske projekter, samt velgørende arbejde i de nærliggende landsbyer. Jeg var med ude og male skoler og undervise børn i naturbevarelse. Passede på de røde papegøjer, fangede og kategoriserede sommerfugle og flagermus, samt udforskede skoven og grotterne i området.

Om eftermiddagen lærte Oscar Rosales os at danse Bachata på den lokale lille bar nede af vejen, hvor vi også tit tog ned om aftenen for at øve os selv.

4 måneder går så stærkt når man har det sjovt. Nu sidder jeg igen hjemme i Danmark, og kan næsten ikke forstå at jeg er hjemme igen.

Jeg hedder stadig Stine, nu er jeg 26 år, jeg fjernede selv en skorpion i mit badeværelse i parken og er ikke længere bange for edderkopper. Jeg klatrede 20 meter lodret ned af en stige i en grotte og hoppede Latinamerikas højeste Bungee Jump.

Jeg ejer mit første par vandrestøvler og ved hvordan man skifter et sprængt vandrør (Costa Rica Style). Jeg brugte 4 måneder i Costa Rica, lærte at koble fra, gå offline og hvor mange ting jeg egentlig kan. Jeg har lært at sige ja, og prøve grænser. Men vigtigst af alt: Jeg har fantastiske venner i hele verden.

Jeg tæller dagene til mit næste eventyr.

Stine Kyhn, Natur & Miljø samt Humanitært arbejde i Costa Rica

Læs mere om projektet her

Se videoer om Humanitært arbejde her

Stine Kyhn

Tilbage til Frivilliges beretninger

Kontakt os på:
(+45)­­ 42 40 90 20

Abonnér via RSS

Frivilliges Beretninger Feed
Back to top ▲