You are from: United States, Go to our American website.

Projects AbroadProjects Abroad

Humanitært arbejde i Bolivia - Sarah Ridha

Min tid på Villa Infantil Nueva Esperanza

Humanitært arbejde i Bolivia

Inden jeg kom til Bolivia havde jeg ikke rigtigt et forhold til børnehjem, men allerede første dag på Villa Infantil Nueva Esperanza følte jeg mig hjemme. Jeg går ud fra at det var en blanding af børnenes varme velkomst og det faktum at der var norske frivillige overalt, som jeg – i modsætning til den lokale befolkning - kunne kommunikere med. Det skal lige siges. at jeg trods tre års spansk i gymnasiet egentlig ikke rigtigt kunne noget spansk i praksis, hvilket der dog blev lavet om på i løbet af de første par uger, både fordi jeg tog spansktimer men også fordi børnene gladelig lærer mig nye ord.

Humanitært arbejde i Bolivia

Faktisk har forholdene på mit børnehjem vist sig at være rigtigt gode i forhold til nogle af de andre steder, som jeg har hørt om, hvilket muligivs er værd at tage i betragtning inden man rejser hjemmefra; altså hvilken form for børnehjem man godt kunne tænke sig at arbejde på. Grunden til de ”fine forhold” på Villa Infantil er at børnehjemmet i 1984 blev startet af den kristne bevægelse, Pinsevennerne, fra Norge, som blandt andet har sponsoreret en bus til børnehjemmet og derudover sørger for faddere til børnene. Det utrolige er at det er tilfældigt hvilke børn der kommer til Villa Infantil og hvilke der kommer på de offentlige børnehjem – en tilfældighed som højst sandsynligt afgør deres fremtid.

Humanitært arbejde i Bolivia

Børnene på Villa Infantil er så søde og man knytter sig virkelig hurtigt til dem! Det er helt vemodigt at tænke på at jeg kun har to uger tilbage med dem; jeg kommer til at savne hver enkelt men derudover er det mærkeligt ikke at vide hvad der bliver af dem (selvom jeg ikke er i tvivl om at lige netop børnene fra Villa Infantils fremtid ser lys ud).

I forhold til mit arbejde med børnene, hjælper jeg dem oftest med lektier og leger med dem og sidst på eftermiddagen har vi nogle former for ”workshops” hvor børnene er delt op efter alder – her har jeg blandt andet undervist i engelsk. Det har dog for det meste været nogle pædagogstuderende der har styret grupperne, hvilket har fungeret rigtig fint, samtidig med at det har været en god måde at lære nogle af de lokale at kende på.

Humanitært arbejde i Bolivia

Selvom jeg er rigtig glad for at have en fast hverdag og rutine her i Cochabamba er det alligevel rart at rejse rundt eller gå ud med de andre frivillige i weekenderne. Cochabamba ligger mere eller mindre centralt, hvilket betyder at de fleste ture kan klares på en weekend. Vi har blandt andet været i junglen, i hovedstaden La Paz og i nogle vildt imponerende nationalparker. Efter knap to måneder i Bolivia kan jeg konkludere at det er et yderst undervurderet land – alle burde tage en tur hertil!

Læs mere om projektet her

Se videoer om Humanitært arbejde her

Sarah Ridha

Tilbage til Frivilliges beretninger

Kontakt os på:
(+45)­­ 42 40 90 20

Abonnér via RSS

Frivilliges Beretninger Feed
Back to top ▲