You are from: United States, Go to our American website.

Projects AbroadProjects Abroad

Mit Tanzania

Anna Gregersen

”I korte træk; livet hernede er skønt!” Sådan lød min besked hjem til mine forældre efter 4 uger i Dar es Salaam, Tanzania. Jeg sidder nu i kolde Danmark 4 måneder efter min hjemkomst og tænker tilbage på hele opholdet. Et ophold, der er helt umuligt at beskrive på 1 side.

D. 19. august 2013 kom dagen. Sammen med en veninde skulle jeg rejse fra Kastrup lufthavn til Tanzania, hvor vi skulle begynde vores 2 måneders lange eventyr.

De første par dage var fulde af forskellige indtryk. Morgenmaden var stegte bananer, det daglige bad foregik vha. en spand med koldt vand, planlægning/tidsfornemmelse var en by i Rusland, men vigtigst af alt – et mere åbent og imødekommende folkefærd, skal man lede længe efter.

Anna Gregersen

Det var fuldstændig umuligt at færdes i Tanzania uden overalt at blive mødt med et ”mambo” – og i de noget mere lokale egne ”mambo mzungu” (mzungu=hvid person). Samtidig skulle man gøre sig selv bekendt med udtrykket ”pole, pole” – tag det roligt! I Tanzania tager tingene den tid, de tager – og hurtigere går det ikke ;)

Der gik ikke længe før alle de nye indtryk blot var en del af hverdagen. Vi boede hos Manka og Jay, som var en meget åben familie med 2 søde drenge – Jay jr og Santy. Vi arbejdede på et børnehjem, som lå ca. 5 km væk. Hver morgen tog vi dalla dalla’en (bussen) på arbejde. Man fandt hurtigt ud af, at en dalla dalla ALDRIG er fyldt. Det var ikke usædvanligt, at man nærmest hang ud af døren, mens en venlig sjæl inde i bussen holdte ens ting. På flere måder vejede solidariteten meget højere end sikkerheden!

Anna Gregersen

På børnehjemmet blev man også mødt med venlighed og smil fra alle børnene. Vi mødte ind om morgenen, stod for noget undervisning, hjalp til ved spisetid og legede en masse med dem.
Der var 90 børn på børnehjemmet og køkkenet bestod ad et lille bål på gulvet. På trods af de begrænsede ressourcer, har jeg aldrig set så glade og kærlige børn.

Udover arbejdet på børnehjemmet fik vi også rigeligt med tid til weekendture med de andre frivillige, safari, Zanzibar, volleyball på stranden og ren afslapning ved de lækreste bountystrande. En fast tradition var, at alle os frivillige hver torsdag spillede beachvolley og bagefter spiste pizza på Saverios. Jeg fandt ud af, at verdens bedste pizzeria åbenbart lå i Tanzania!

Når jeg tænker tilbage på Tanzania, er det med et smil på læben. Hvis jeg fik chancen, tog jeg uden tøven et ophold mere!

Anna Gregersen, Humanitært arbejde i Tanzania

Tilbage til nyhedslisten

Kontakt os på:
(+45)­­ 42 40 90 20

Abonnér via RSS

Nyheder Feed
Back to top ▲