You are from: United States, Go to our American website.

Projects AbroadProjects Abroad

Humanitært arbejde i Ghana – Cecilie Bak

Mit navn er Cecilie, jeg er 19 år, er lige blevet færdig med STX og nu sidder jeg i Ghana. Jeg er snart halvvejs i mit ophold på i alt fire måneder. Mange folk siger at tiden går utroligt hurtigt, men jeg ved ikke om jeg kan erklære mig 100 % enig. De første to-tre uger er gået før man får set sig om, for her er alting nyt, og også en smule skræmmende.

Jeg husker tydeligt første dag jeg skulle finde vejen frem og tilbage fra arbejde. Jeg var opmærksom på alt og alle og utrolig nervøs, men jeg klarede det overraskende nok i første forsøg, og så strålede jeg af selvtillid. Jeg var ikke til at skyde igennem! Det er den fedeste følelse. Jeg var virkelig stolt af mig selv - og hvis en ghaneser hørte mig nu ville han/hun grine højt, fordi for dem er trafikken her, det mest naturlige i verden, men for mig er det første gang jeg har oplevet noget så kaotisk. Det skal så siges at man vænner sig til det ret hurtigt, og nu virker det genialt. Det er så billigt og let og selv de mest øde og ubeboede steder kan man finde en tro tro der kører derhen hvor man skal. Jeg er meget imponeret.

Emilie Winther

Jeg arbejder på et børnehjem i Kumasi. Der er tre forskellige huse, et pigehus, et drengehus og et hvor de handicappede børn bor. Jeg har arbejdet i pigernes hus i en måned, men har ofte besøgt drengenes hus, for der sker lidt mere = de har brug for hjælp en gang imellem. Men det er meget svært at beskrive det sted. Det har været forfærdeligt og fantastisk på én gang. Ikke forfærdeligt som i: Dér skal jeg aldrig hen igen, men mere som i: Nogle gange skal man være taknemmelig for at bo i Danmark. Der er altid beskidt, for de går med sko indenfor, de har ingen støvsuger, men koste lavet ud af strå, det regner ofte og udenfor er der rødt mudder, så det giver en god beskidt blanding. Derudover vasker de ikke hænder som vi gør derhjemme, der er ingen håndvaske, de tørrer bare hænderne af i tøjet og så er det fint. Der er ikke noget legetøj, udover det de frivillige har taget med, og hvis man ikke opfører sig ordentligt bliver man slået og sendt hen i "kravlegården" til de handicappede børn. Men der er SÅ meget der vejer op for alt det ubehagelige.

Emilie Winther

Jeg kan huske at jeg var meget nervøs for om børnene ville være bange for mig, men da jeg trådte ind i "pigernes hus" blev jeg nærmest overfaldet. De var super glade og gav mig en varm velkomst. Fra dag et følte man sig værdsat. Og det er ikke sådan at denne glæde over at se en ny frivillig holder op, man kan mærke på dem, hver eneste dag, at de synes det er fedt når vi kommer og leger med dem. Så hvis man ikke kan mærke glæden fra "husmødrene", så kan man i hvert fald mærke den fra børnene. For jeg kan huske at jeg syntes "husmødrene" var lidt skræmmende. Der er en bestemt en, Miss E, hun er en stor, sort kvinde, meget bestemt og man ser hende ikke smile. Hun var den der skulle tage imod mig den første dag, I kan ellers tro at jeg makkede ret med det samme. Men når man har været der i en uges tid og de har set én an, så er der ingen problemer og de er super flinke, man skal bare have modet til at begynde at snakke med dem, selvom man føler at de hader en. Jeg husker hvordan jeg kom i snak med dem, de sad udenfor og lavede "grød" til børnene, og så gik jeg hen til dem, spurgte om jeg skulle hjælpe med noget, men i stedet gav de mig en stol og begyndte at spørge om hvordan tingene fungerer i Danmark. Jeg viste hende billeder af min familie og venner og snakkede om en helt masse. Jeg har altid en falsk vielsesring på (i øvrigt en rigtig god ide!), så man slipper for alle frierierne, men altså, en af husmødrene spurgte til hvem min forlovede er, og jeg måtte så lige opdigte en fyr, så langt så godt, men så begyndte hun at spørge hvornår vi skulle giftes, om jeg kunne lave mad, hvilket arbejde han har osv. Her blev det mere indviklet, for hun ville jo have at jeg skulle gå derhjemme og passe kødgryderne mens han arbejdede, men fik forklaret hende at det ikke foregår sådan i Danmark. Her deler man opgaverne lige imellem sig, også de huslige pligter, og man får altså ikke en masse penge af ens mand når man gifter sig. Hun forstod det vist ikke helt, men var mere forarget over at jeg i det hele taget vil giftes hvis det er sådan realiteterne ser ud. Fra den dag kaldte hun mig for sin datter.

Emilie Winther

Jeg arbejder som sagt i "pigehuset", hvor 13 piger i alderen 2-8 år og 6 piger i alderen 14-18 år bor, alle helt fantastisk søde. Der er altid to "mødre" på arbejde og de skifter tre gange i løbet af dagen. Jeg møder som regel mellem 8-8.30 og mit arbejde går egentlig "bare" ud på at underholde og beskæftige børnene. De havde sommerferie på det tidspunkt, så der var ret tit kaos og skænderier, men det meste af tiden er alt fryd og gammen. Det er ikke fordi der er legetøj eller noget, men et stykke stof eller en dametaske kan underholde dem i flere timer. Når jeg tænker på hvordan børnene hjemme i Danmark hvert år til jul pakker den ene gave op efter den anden uden egentlig at interessere sig for dem overhovedet, bliver jeg en smule forarget. For hvis man kommer herned skal der ingenting til for at imponere børnene og gøre dem glade. Fx: Da en af de andre frivillige havde sidste dag på børnehjemmet ville vi give ham en afskedsgave, så jeg havde købt papir og farveblyanter så mine piger kunne tegne nogle tegninger til ham. Da vi var færdige med tegningerne og jeg gav blyanterne til pigerne var reaktionen overvældende - det var som om jeg lige havde givet dem et gavekort på 2000 kroner til Fætter BR. Det reddede deres dag og de har blyanterne endnu. Her bruger børnene faktisk de ting de får stukket i hænderne, og det er lige indtil det falder fra hinanden, og ikke engang dér stopper de.

Emilie Winther

Udover at underholde børnene består mit arbejde også i at tage mig af de handicappede piger. Der er tre og hver dag klokken 12.00 bliver de madet, får skiftet ble, bliver badet og får rent tøj på. Min første dag på børnehjemmet skulle dette selvfølgelig også gøres. Jeg fik stukket en flaske i hånden med noget flydende grød af en slags, jeg skulle made den mindste af pigerne, hun er blind og hendes arme og ben er helt stive, så hun kan ikke bevæge sig. Denne dag ville hun ikke spise så en af mødrene tog over. Hun vendte nærmest bare bunden i vejret på flasken og så havde pigebarnet ellers bare af at sluge det. Det var meget ubehageligt at se på, men det hjalp og hun fik spist op. Når de bliver vasket kommer de op i et lille badekar en efter en, her vasker de dem med en lille klud, og da de ingen tandbørster har, får de børstet tænder med den samme klud som de får vasket deres krop med, med sæbe vel og mærket. Deres tandkød bløder altid efter denne seance og ja.. Det er egentlig ikke særlig rart det hele, men man vænner sig til det og finder ud af at det er sådan det fungerer.

To uger inden skolestart var jeg på en lille outreach med skoleinspektøren Shirley, og Mike - en anden frivillig. Vi var ude at kigge i kvarteret omkring børnehjemmet. Man skal ikke gå særlig langt før man ender i det fattige kvarter. Her mødte vi nogle børn og de vidste tydeligvis hvem kvinden vi havde med var, de sagde i hvert fald: Ham her går ikke i skole, og pegede på en lille dreng, Kwami. Vi fandt hans familie, det viste sig at hans mor døde da hun fødte Kwami, faren havde én gang afleveret Kwami på børnehjemmet, men hentede ham igen, gav ham til sin bror hvorefter han drak sig ihjel, dagen efter fandt broderen ham i grøften. Drengen havde hverken trøje eller sko på, han legede med en lille plastikbold, han var tydeligvis ikke bange for hvide mennesker, i hvert fald så hang han op ad os på vejen videre til de næste huse. Men vi fik overtalt hans familie til at sende ham i skole på børnehjemmet og det var et held, for det går rigtig godt. Nogle gange er der problemer, for han har ikke haft nogen forældre, så jeg tror det er underligt for ham lige pludselig at skulle indrette sig efter andre og høre efter hvad der bliver sagt. Men jeg har taget ham til mig, trøster ham når han græder, for jeg tror jeg kan forestille mig hvor svært det må være. Børnene fra børnehjemmet har 100 andre søskende, han har ingen. Han er en herlig lille dreng, har det sødeste ansigt og hvis man beder ham stille og roligt om at høre efter eller gøre hvad der bliver sagt, så gør han det. Den dag vi fandt Kwami, fik vi yderligere 6 børn til at starte på vores skole. Det er en af de dage jeg føler jeg har gjort den største forskel. Vi fik forhåbentlig reddet disse 7 børn fra at skulle sælge plantain chips resten af deres liv.

Emilie Winther

Jeg har nu arbejdet i skolen i en måned og jeg elsker det. Jeg er hjælpelærer i en KG2 klasse, børnene er cirka 5-7 år, og halvdelen af dem er børn jeg kender fra børnehjemmet. Der er en anden lærer i klassen sammen med mig, for børnene forstår ikke særlig meget engelsk. Men jeg er utrolig glad for at jeg får så stort spillerum som jeg gør. Jeg er med til at planlægge undervisningen, læreren Christiana spørger om jeg har ideer til hvordan vi kan lærer dem de forskellige ting, jeg får lov at undervise selv osv. Jeg føler at jeg gør en forskel, og eftersom jeg er i skolen i tre måneder, får jeg endda lov at se hvordan børnene udvikler sig. Man behøver nu ikke engang være der i så lang tid, for det går stærkt. Der er stor forskel på hvor meget de kan, og nu hvor de har en ekstra lærer i klasseværelset er der lige pludselig mulighed for at hjælpe de børn, der har det svært uden at spilde de andre elevers tid. Hver morgen inden timen starter synger vi og laver fagter, ligesom: "hoved, skulder, knæ og tå", nogle gange på twi, andre gange på engelsk. Men det er simpelthen så sjovt og det er en fantastisk start på dagen. Man kan kun blive i godt humør!

Emilie Winther

Før jeg tog af sted troede jeg, at det der ville fylde mest ville være det at arbejde på børnehjemmet, men jeg fandt hurtigt ud af at det kun er det halve. For når vi ikke arbejder, så mødes alle de frivillige i fritiden, vi tager hen på et hotel for at svømme i poolen, vi tager ud og spiser, vi tager på bar eller diskotek eller også mødes vi bare på netcafeen. Vi har malet børneafdelingen på et af hospitalerne i Kumasi, og hver onsdag er der møde hvor vi har quiz eller lærer twi. Det er hvad man får hvis man vælger Projects Abroad, man kan være sikker på at der altid er personale til at tage sig af dig hvis du er syg, har brug for hjælp eller bare føler du har noget du gerne vil tale om. Da jeg var syg, fik jeg besøg af en af fyrene fra organisationen. De to første dage bliver man vist rundt, og så er man sikker på aldrig at kede sig. Det er meget mere socialt end jeg havde regnet med og vi har været alt fra 6-16 frivillige i Kumasi, næsten hver weekend tager vi på tur. Jeg har snart rejst Ghana tyndt.

Vi har blandt andet set: Lake Bosumtwi, Vandfald, Kakum National Park, Lake Volta, Busua, Kokrobite, Mole National Park

Derudover har vi været i Cape Coast, blandt andet hvor der var festival, hvilket var en fed oplevelse, alle folk var glade og der var musik i gaderne, så der blev danset overalt, mellem taxaerne, i butikkerne, og selvfølgelig på Oasis, som er det mest populære sted at overnatte hvis man er Obruni. Jeg har været i kirke og til bryllup med min værtsfamilie, jeg har været i en landsby hvor de væver og meget meget mere.

Der er ikke kun frivillige der arbejder på børnehjemmet, der er også medicinske frivillige. Hver torsdag og fredag tager de på "medical outreach". Jeg har nu været med to gange og det er virkelig fedt. Vi tager ud på skoler og så behandler vi børnene, hvis de har ringorm, eller infektioner fx. De er altid rigtig glade for at se os, og det ender ofte i leg i stedet for behandlinger, men sjovt er det i hvert fald.

Emilie Winther

Alt i alt så har dette været den bedste oplevelse nogensinde! Jeg har fået venner for livet, børnene på børnehjemmet vil aldrig blive glemt, de har gjort stort indtryk på mig. Det ghanesiske folk er det mest venlige folkefærd jeg nogensinde har mødt og de skal være stolte af det de har at byde på. Jeg er forbløffet over at se folk der ingenting ejer, men alligevel tager hver dag med et smil. Alle her arbejder fordi de skal overleve. Hvor folk i Danmark brokker sig over at de skal sidde i Netto til klokken 20, så går der her piger rundt med kæmpe baljer på hovedet, i 30 graders varme og på alle tider af døgnet. Det de skal leve af, er de penge de tjener ved at sælge vandposer til 20 øre pr. styk. De aner ikke hvad morgendagen bringer, men hvis de ikke sælger deres vand, deres plantain chips, FanIce, Mentos eller peanuts, så må de gå sultne i seng.

Ofte har jeg set folk på gaden og nogle gange tænker jeg på om det mon er børn, der engang har boet på børnehjemmet, om lille Kwami ender der om 20 år, eller om han er en af de heldige der får et job og kan forsørge sin familie.

Ghana har helt sikkert været en øjenåbner, og jeg vil aldrig glemme de mennesker jeg har mødt eller de steder jeg har set. Jeg føler at jeg har gjort en forskel her og jeg håber, at børnene om mange år vil tænke tilbage på de frivilliges besøg og huske det som et lyspunkt i deres barndom.

Tilbage til nyhedslisten

Kontakt os på:
(+45)­­ 42 40 90 20

Abonnér via RSS

Nyheder Feed
Tilbage til toppen ▲