You are from: United States, Go to our American website.

Projects AbroadProjects Abroad

Genopbygningsprojekt i Nepal

Kontraster og kulturchok

Elefant i Nepal

At beskrive mit ophold i Nepal er en længerevarende og utrolig svær proces. Hvordan kan man kort og godt beskrive hvor meget sådan et ophold gør for én som person? Hvordan kan man beskrive, hvilke udfordringer man møder? Og hvordan får man beskrevet hvor stor en del af ens liv, denne oplevelse bliver efterfølgende? Det er noget, jeg har overvejet længe. Og efter en del tanker og følelser, har jeg fundet frem til, at kontrasten står stærkest, hvis man kigger på starten og slutningen af min dagbog fra Nepal.

Jeg rejste for første gang nogensinde alene ud i verden i september 2015. Jeg har siden jeg var helt lille drømt om at komme ud som frivillig og valgte at følge denne drøm, så snart jeg var færdig med gymnasiet. Jeg er meget rejseerfaren og har været i rigtig mange lande både i og udenfor Europa, men jeg har altid haft min trygge familie og deriblandt min meget velorganiserede 'jeg-har-styr-på-det-hele' - type af en far med mig.  Hvis noget ikke gik efter planen - kufferterne var væk, vi missede et tog, rod med hotellet osv. - så har far altid løsningen.  Men sådan går det ikke, når man pludselig rejser alene til den anden ende af verden, i et meget uorganiseret og  anderledes land som Nepal. Og på trods af mange lektioner fra hjemmefronten, og hvad jeg følte var en meget grundig mental forberedelse hjemmefra, så ramte kulturchokket mig langt hurtigere og meget hårdere end jeg nogensinde havde drømt om.

Fundamentet lægges til ny bygning i Nepal

Jeg landede i Kathmandu og blev mødt af en chauffør, som ikke var særlig god til engelsk. Han fik fortalt mig, at vi ventede på en anden, men det var også, hvad samtalen nåede til. Jeg blev sat ind i et lig af en bil, uden seler, med buler over det hele og hvor ledninger hang ud fra panelerne rundt omkring. Her ventede jeg i godt 20 minutter, før en anden mand satte sig ind, og vi sammen kørte af sted. Køreturen bød på et kæmpe kaos af biler, som kører i alle sider og retninger af vejen, konstant dytter og hvor man ikke får indtrykket af den fjerneste kontrol. Knallerter, cykler og diverse andre køretøjer er proppet med læs i op til tre meters højde, og køer og hunde løber forvirrede rundt over det hele. Jeg var fascineret - og skræmt helt ind til knoglerne - allerede ved dette syn. Jeg blev sat af på hotellet, hvor jeg blev mødt af venligt personale, som dog ikke kunne fortælle mig andet, end at de havde et brev til mig fra Projects Abroad. I dette bød de mig velkommen, opfordrede mig til et bad og afslapning, inden jeg skulle mødes med dem dagen efter. Jeg satte mig på sengen, og så ramte det mig. Jeg var alene. Der var ingen jeg kendte indenfor rækkevidde, og jeg var meget utryg ved tanken om at gå ud for mig selv, da alle jeg kendte havde frarådet mig at gå alene rundt som ung pige i et fremmed land. Jeg ringede grædende hjem og fortalte både mor og far det samme, som jeg skrev i min dagbog: Jeg var i tvivl om, hvorvidt jeg havde gjort det rigtige. Jeg savnede min familie, min kæreste og mine venner, og på trods af der kun var gået 20 timer, ville jeg bare hjem. Det hjalp at tale med dem derhjemme, men min nedtrykthed fortsatte indtil dagen efter, da jeg mødte den ene koordinater fra Projects Abroad. Jeg fortalte hende om min frygt, og hun valgte at bruge sin fritid på at vise mig centrum af Kathmandu.  Mit humør vendte 180o og jeg havde igen lyst til at være der.

Bjerg og flod i Nepa

Genopbygningsprojektet i Nepal blev jeg introduceret til to dage efter, og det gik ud på at grave huller, skabe et fundament, murer vægge op, lægge gulv, mikse cement og male de færdige lokaler. En proces jeg var så heldig at følge hele vejen i løbet af mine otte uger, mens andre frivillige, som var i Nepal for en kortere periode, gik glip af nogle af trinene. Projektet var ekstrem hårdt, specielt da vi begyndte med at grave med hakker og skovle jord for at gøre klar til nye lokaler - uden tag og derfor i direkte sol. 10 vabler på hænderne på én gang blev min rekord, på trods af gode kvalitets arbejdshandsker, som jeg havde fået med hjemmefra. Men det var også ekstremt fedt! Humøret var altid godt, og jeg har delt så mange fantastiske øjeblikke med de andre frivillige dernede, som jeg aldrig vil glemme. I modsætning til mange andre projekter, er man rigtig mange frivillige om ét projekt. Vi var et hold på mellem 6 og 15 mennesker i den tid jeg var der i alle aldre og fra alle steder af verden. Det var simpelthen så spændende at høre alle disse forskellige og fantastiske menneskers historier.

Jeg boede hos en skøn værtsfamilie, sammen med en del af de andre frivillige, og de tog mig fuldstændig under deres vinger. De forskellige eftermiddage har budt på caféture, sang på taget, små og store vandreture og kulturelle oplevelser. Og da jeg på obligatorisk vis blev meget syg under mit ophold - uanset forberedelse hjemmefra og diverse piller, som skal modvirke, er det umuligt ikke at blive ramt af nogen form for maveproblemer og sygdom i Nepal - tog familien simpelthen så meget hensyn og viste ekstrem stor omsorg. Min værtsmor lavede en speciel risret til mig hver dag, som skulle hjælpe på maven, på trods af, at ingen andre skulle have det. I løbet af dagen fik jeg varm mad og i en periode holdt de sig vågne og sov med åben dør, for at kunne tjekke til mig i løbet af natten. Det betød, at jeg følte mig bedre tilpas og langt mere tryg på dette tidspunkt end noget andet, på trods af at det normalt er  i sådanne situationer man får mest hjemve. 

Helene og andre frivillige i Nepal

Jeg kom så tæt på familien og de andre frivillige, at da datoen for hjemrejsen kom, begyndte frygten at presse på i omvendt forstand. Var det det rigtige at tage hjem igen så tidligt? Var jeg klar til at forlade Nepal? Ville jeg nogensinde komme til at se min Nepalesiske familie igen?  Jeg kom til at elske Nepal så meget, at jeg i et godt stykke tid overvejede meget seriøst at takke ja til familiens tilbud om at blive adopteret og bo hos dem for good. Min sidste beretning i min dagbog var derfor fyldt med tvivl om hvorvidt jeg skulle forlade Nepal, i modsætningen til starten, hvor jeg kæmpede for at overbevise mig selv om at blive.

Kort fortalt. Nepal er et fantastisk land, som byder på så mange vilde oplevelser både indenfor kultur, natur og sociale omgivelser. Overvejer du at tage af sted ? GØR DET! Du vil ikke fortryde det nogensinde. Men forbered dig selv på et kæmpe kaos, mangel på tryghed, kæmpe kulturchok og at blive godt og grundigt rystet når det kommer til dine personlige grænser. Nepal har givet mig så meget. Jeg har lært så meget om mig selv. Men jeg havde aldrig troet at det ville være så hårdt, at gøre noget så godt for en selv.
Et godt tip: Slip frygten og i nogen grad forbeholdene. Der er altid en risiko ved at rejse alene og selvfølgelig skal man være opmærksom på hvilket kvarter man er i og bevæger sig rundt i. Men man kan godt gå på opdagelse alene. Set i bakspejlet ville jeg ønske, at jeg i større grad var blevet opfordret til at gå ud på opdagelse og fare vild i gaderne i Kathmandu, for på den måde at lære området og mig selv bedre at kende. For at låse sig inde på værelse i frygt for dét, som er anderledes, og ringe hjem, gør kun kulturchokket meget værre og sværere at komme igennem. 

Af Helene Christensen

Du se flere af Helenes billeder og  læse mere om oplevelserne i Nepal på hendes blog:  http://minturtilnepal.blogspot.dk/

Tilbage til nyhedslisten

Kontakt os på:
(+45)­­ 42 40 90 20

Abonnér via RSS

Nyheder Feed
Tilbage til toppen ▲