You are from: United States, Go to our American website.

Projects AbroadProjects Abroad

Kenyanske smil

Den store beslutning

Frivillig holder kenyansk pige

Beslutningen var vi ikke lang tid om at tage, Sara og jeg. At rejse med en organisation er en dyr måde at rejse på, men som to 19-årige piger havde vi behov for den tryghed som følger med, når du er tilkoblet en organisation og et fysisk kontor i det land du kommer til. Men hvor ville vi hen? Vi ville se noget autentisk, ville vi!

Afrika var ikke det oplagte valg, idét ebola var på sit højeste, da beslutningen skulle tages. Og det var da også sygdommen, der dominerede den typiske reaktion vi blev mødt med, når vi fortalte hvor vi skulle hen. Desværre danner rigtig mange vestlige mennesker (mig selv inklusiv) fordomme om mennesker, lande, begivenheder osv. når vores viden om emnet er begrænset.

Sara og jeg blev klar over, at den eneste måde vi kunne danne os et troværdigt billede af Kenya på var ved at opleve det selv. Sådan tror jeg i øvrigt det er med langt de fleste lande. Med rygsækken pakket var vi klar på 7 ugers afrikansk eventyr. Så klar som man nu kan blive i hvert fald..

En typisk dag som frivillig

To kenyanske drenge fra humanitært arbejde

(Værts)mor Jacinta banker på døren ind til vores værelse og sikrer sig, vi er stået op. Vi spiser morgenmad sammen hver eneste dag, og vender lige verdenssituationen inden arbejdet kalder.

Jacinta bor alene og lever af at have frivillige boende fra Projects Abroad. Hun er en moderne kvinde, dog med respekt for de afrikanske traditioner, og utrolig nem at snakke med. Lejligheden er i god stand og sikret mod både uvedkommende mennesker og dyr, og vi er trygge.

Vi tager på arbejde, med enten Matatu (mini-bus) eller på gåben, og bliver mødt med smil fra både børn og voksne. Vi arbejder på Cherish Exchange Foundation, som er en gratis skole for børn som er i stor risiko for at være eller blive gadebørn.

Vi har ansvaret for at undervise 1. klasse i alle deres fag, og vi har meget frie rammer. Klasseværelset bærer præg af meget begrænsede ressourcer. Faktisk er der ikke noget gulv, og børnene har ikke meget plads at være på ved de små bænke. Desuden er taget fuld af huller, og der er ikke nogen dør.

På trods af alt dette er skolen børnenes lyspunkt, og de smiler fra de kommer om morgenen til de går hjem om eftermiddagen. Vi underviser efter bedste evne med begrænsede midler, og ikke mindst får vi børnene til at smile og i særdeleshed også omvendt. Desuden griber vi enhver chance for at hjælpe med arbejde hvor vi kan se et resultat af det med det samme, at male for eksempel.

Børnenes humør er fantastisk når man tænker på, hvad de tog hjemmefra i morges. Måske har mor AIDS, og far er alkoholiker. Måske er der slet ikke nogen mor eller far.Det er en af de ting, som sætter sig dybt indeni.

Dyreliv i Kenya

Når vi har fri, tager vi som regel ind på enten Projects Abroad-kontoret, eller en lille café med wifi. Vi er to og vender derfor altid dagens begivenheder, gode eller dårlige. Det betyder meget at kunne gøre det på ’sit eget’ sprog, og man finder hurtigt ud af, hvor vigtigt det er at få fortalt om de tunge ting man oplever.

Aftensmaden, som er dejlig autentisk og afrikansk, står klar når vi kommer hjem, og Jacinta uddeler kram, hvis der er brug for det. Henover aftensmaden bliver der både vendt tunge politiske emner og grint, helt til vi får ondt i maven. Jacinta gør en kæmpe forskel for vores ophold. Som regel er vi trætte og overskuddet til TV er begrænset, når vi går i seng om aftenen.

Alle tankerne bagefter

Præcis som vi havde håbet, er Kenya fantastisk autentisk, og det at bo hos en værtsfamilie er muligvis den bedste måde overhovedet at opleve kulturen på.

Omfanget af fattigdommen overraskede mig, og jeg har oplevet at være meget tæt på grænsen for, hvor meget elendighed jeg kan tage ind, inden det bliver overvældende. Jeg har lært noget om Afrika, om verden og ikke mindst en masse om mig selv. Jeg har fået gode oplevelser med andre frivillige fra forskellige lande, og jeg har oplevet at være en del af den 3. verden som så tit omtales i medierne herhjemme.

Èn følelse overskygger dog alle andre, når jeg tænker tilbage på mit ophold i Kenya. Taknemlighed er den største gave jeg har fået med hjem i rygsækken, og den er jeg sikker på at kunne bruge resten af mit liv.

Julie Terkelsen, Humanitært arbejde og Undervisning i Kenya

Tilbage til nyhedslisten

Kontakt os på:
(+45)­­ 42 40 90 20

Abonnér via RSS

Nyheder Feed
Tilbage til toppen ▲