You are from: United States, Go to our American website.

Projects AbroadProjects Abroad

Humanitært arbejde i Ghana - Maria Brydensholt

I Kpong fik vi besøg af en abe

I efteråret 2011 tog jeg først to måneder til Sydafrika. Derefter gik turen videre til Ghana, hvor jeg var i en måned. Jeg ankom til Ghanas hovedstad Accra om eftermiddagen og blev her mødt af Nyame, en meget smilende mand, der kørte mig til hovedkontoret i bydelen Pig Farm. Her fik jeg noget mad og så lagde jeg mig ellers til at sove. Jeg var godt træt efter at være fløjet fra Cape Town, via Dubai til Ghana. Omkring klokken 3 om natten blev jeg vækket og bragt til busstationen. Herfra skulle jeg videre til Kumasi, Ghanas næststørste by, som også var min endelig destination.

Det var meningen, at vi, de frivillige, skulle have kørt i en minibus, men da der ikke var nogen, var vi nødt til at tage en tro-tro. En tro-tro er en form for bus. Hver bus har deres bestemte ruter, men de er mindre (for det meste på størrelse med en varevogn). Sæderne sidder så tæt op af hinanden, at man tit er nødt til at trække knæene helt op under hagen for at kunne være der. Dette kunne godt komme til at gøre lidt ondt, efter 4 timers kørsel. Det tog cirka 5 timer at køre fra Accra til Kumasi. Da vi ankom til Kumasi var det blevet lyst. Ved ankomsten til Kumasi blev jeg mødt af Gabi, en af PA’s koordinatorer, der kørte mig hjem til min værtsfamilie. Her fik jeg lov til at slappe lidt af. Senere på dagen tog vi en tro-tro tilbage til Kumasi, hvor jeg blev vist rundt af Chief, min værtsbror, som også er koordinator. Kumasi er utroligt overvældende. Der er mennesker over alt, det lugter af bilos, og alle vil snakke med én. Jeg begyndte hurtigt at genkende ordet ubruni (hvid person), som blev råbt efter én hvor end man bevæger sig hen. Heldigvis er ghanesere nogle fantastiske søde mennesker, så det blev ikke ubehageligt på nogen måde.

Næste dag blev jeg vist hen på børnehjemmet, hvor jeg mødte de andre frivillige på mit projekt. Her var der to andre danskere og en belgier, som alle var rigtig søde. De viste mig rundt og fik sat mig i gang, hvilket var heldigt, for de voksne på hjemmet var ikke særlig imødekommende. For det meste sad de bare og så tv, og så kunne vi frivillige gøre det hele. Det var lidt af en udfordring, men efter nogle dage fandt man en rytme, og når man om morgenen ankom til glade børn, der alle råbte ”Ubruni, ubruni!” var det umuligt ikke at blive i godt humør. Jeg arbejdede først med de helt små børn, hvilket for det meste gik ud på at trøste dem, når de græd, og give dem mælk, når d var sultne. Senere besluttede jeg mig dog for at bruge min tid på de handicappede børn, der for det meste bare gik rundt udenfor, uden at få noget opmærksomhed.

I det hele taget var det utroligt chokerende at se, hvordan børnene havde det. Stedet bar præg af manglende overskud og energi. Det var svært at sluge nogle gange, men i stedet forsøgte vi at skabe nogle forbedringer via vores koordinatorer, der så gik i dialog med børnehjemmet. Det kunne vi gøre hver onsdag, hvor der var møde på kontoret. Her mødtes alle de frivillige for at snakke og have det hyggeligt sammen. Der blev blandt andet arrangeret quizzer, sproglektioner samt spisning. Det var dejligt at møde de andre frivillige, der arbejdede på andre projekter i Kumasi.

Morgen i Cape Coast

Efter en uges tid valgte jeg at flytte hjem belgieren, der også arbejdede på børnehjemmet, da han boede langt tættere på. Ellers tog det mig cirka 3 timer at komme på arbejde, så jeg var meget glad for, at det kunne lade sig gøre. I weekenderne havde jeg fri. Min første udflugt i Ghana gik til Cape Coast, en by på sydkysten. Vi boede på et hotel lige ned til vandet. Her sov vi i en hytte, der fungerede som sovesal. I løbet af dagen blev vi underholdt af god musik fra rastafaria-fyrene, der prægede byen. Hver morgen stod jeg op kl. 5 og nød den ghanesiske solopgang, og så de lokale trække fiskenettene i land, mens de sang lystigt. Det kan varmt anbefales!

Der er ikke så meget at lave i Kumasi, når man har fri. Kumasi er et af de mere stille byer i Ghana. Så de fleste dage tog vi på byens eneste velfungerende internetcafé (også dens eneste nogenlunde moderne bygning) eller nød en god frokost bestående af ris, bønner og nudler ved siden af børnehjemmet. Det var utroligt varmt, og selvom man vænnede sig til det efter en uges tid, følte jeg mig ikke motiveret til at komme på de helt store spadsereture eller ekstravagante udflugter.

Weekenderne gik med ture rundt omkring i landet. I min sidste weekend besluttede vi os for at tage til Volta-søen. Vi tog tro til Accra, hvor vi overnattede hos Frelsens Hær, og derfra videre til Hohoe, en by længere nordpå. Her fandt vi et hyggeligt hotel, hvor vi overnattede. Den helt store optur kom, da vi fandt et supermarked i byen, der solgte tun og toastbrød. På trods af, at den ghanesiske mad er enorm god var det nu dejligt med noget, der mindede lidt om gode gamle Danmark. Så besluttede vi os for at tage til Amadzofe-vandfaldet, som skulle være flot. Vi var seks stykker der rejste sammen, men formåede alligevel at mase os ind i én taxa. Da vi var ca. 10 minutter fra Amadzofe skete der dog det, at vores taxa brød sammen – og det midt på en bakke! Da vi mærkede, at den begyndte lige så stille at trille baglæns, skyndte vi os ud. Der var ikke noget at gøre for motoren i taxien, hvorfor vi hoppede over i en tro- tro, der tog os videre til landsbyen. Her fandt vi os en guide, Gordon, som ledte os igennem junglen og hen til vandfaldet.

Nedgangen til vandfaldet var rigtig stejlt og mudret, og det eneste vi kunne var, at holde fast i den række af pæle, der var forbundet med reb. Flere steder var pælene dog blevet revet op af jorden, hvorfor vi bad for vores liv, hver gang vi tog fat i et nyt stykke reb. Jeg følte virkeligt, at jeg var langt væk fra de vestlige sikkerhedsstandarder, og det var både skræmmende og spændende på samme tid. Efter mange strabadser nåede vi endelig ned til vandet. Det viste sig, at det var hele turen værd! Vi var ca. midt på; over os kom vandet plaskende ned i en lille sø. Kravlede man videre ned på en afsats kunne man se vandet falde videre ned i afgrunden, mens man havde en spektakulær udsigt over junglen. Endelig var man væk fra det støvede Kumasi, og kunne nu nyde et Afrika, der lignede noget fra Løvernes Konge på en prik!

Kumasi Children’s Home

Næste dag besluttede vi os for at tage til The Eco Village, som vi fandt i vores guidebog. Vi lejede vores egen tro-tro, men efter 3 timers kørsel langs Voltasøen, gennem 2-meters højt græs og små landsbyer, måtte vi erkende, at der ikke længere eksisterede noget Eco Village. Vi besluttede os for i stedet at køre længere nordpå, indtil vi kom til Tafi Atome Monkey Sanctuary. Her blev vi vist hen til et lille hus lige i udkanten af junglen, hvor vi kunne få lov til at overnatte. Om morgenen rejste vi tilbage til Tafi Atome Monkey Sanctuary, da vi kunne side bagpå motorcykler. Derfra gik vi ind i junglen, hvor vi fik lov til at håndfodre mona-aberne. Aberne sad simpelthen på ens arm og skrællede selv deres banan! Det var ret fantastisk.

Vi tog videre til byen Kpandu, hvor vi fandt et hyggeligt hotel. Indehaveren insisterede på, at vi kaldte hende Mama, og hun tog sig også af os som om vi var hendes egne børn. Der var en stor have, hvor vi kunne ligge og slappe af. Det var en dejlig afveksling fra gårdagens lange køreture. Jeg er rigtig glad for at jeg fik set det område før jeg tog afsted – det er noget af det smukkeste, jeg nogensinde har set.

Min tur til Ghana var en stor personlig udfordring. Toiletter i jorden, kolde bade og ris hver aften kunne jeg let klare, men det hele tiden at blive snakket til, at skulle leve med de ansattes behandling af børnene, og det at skulle vende sig til, at der let kunne ske uheld i trafikken og på turene, var hårdt. Men når jeg ser tilbage på min tid i Kumasi, synes jeg, at jeg er vokset enormt meget som person, og jeg har fået oplevelser og venner for livet.

Maria Brydensholt

Tilbage til nyhedslisten

Kontakt os på:
(+45)­­ 42 40 90 20

Abonnér via RSS

Nyheder Feed
Tilbage til toppen ▲