You are from: United States, Go to our American website.

Projects AbroadProjects Abroad

Den første uge

Prøver lige at gøre det lidt mere læseligt ved at skrive bloggen på min egen computer, lægge den over på et usb stik og så oploade den på internetcafeen inde i byen.

Arbejdet på hospitalet er stort set det samme, jeg laver ikke så meget, observerer mest, men det er egentligt også okay, for jeg ville ikke kunne stå inde for tingene hvis jeg skulle gøre det på samme måde som sygeplejerskerne. I fredags var jeg ude for noget lidt grotesk, da jeg fulgte lægerne på stuegang. Vi kom ind til en dreng i isolation, som var blevet indlagt med feber, mavesmerter og aggressiv opførelse. Da vi så til ham var han bevidstløs. Da lægerne ikke anede hvad der var galt med ham, stod vi fire læger, tre sygeplejersker, hans forældre og så mig og kiggede på ham i næsten en time. Nogle af lægerne bladrede i deres bøger, for at se om de ikke kunne komme frem til en diagnose, det lykkedes dog ikke, så i stedet tog de en rygmarvsprøve, som blev sendt til laboratoriet. Det groteske ved situationen var dog at mens vi stod der inde, og man kunne se på forældrene at det var virkeligt hårdt for dem, begyndte lægerne at fortælle noget sjovt, og så grinte både læger og sygeplejersker. Det skete op til flere gange, mens vi var derinde og er bare slet ikke passende, når både patienten og de pårørende er i rummet.

"Men for at gå til noget lidt mere positivt, så var vi på outreach i torsdags. Det betyder at alle de medicinske frivillige tog ud til en skole ude på landet og behandlede de børn der var der. Børnene var vildt glade for at se os, og de ville alle sammen løftes og tages billeder af, de har lidt svært ved at forstå konceptet med at de kan se sig selv på billeder. De var endda helt vilde med at blive behandlet, selv om det må have gjort ondt. Vi behandlede nemlig alle deres sår med blegemiddel, inden de fik noget gaze med penicillin creme på og så noget tape, til at holde det fast. Bagefter uddelte vi vitaminpiller til dem alle sammen, og til slut legede vi med dem, nogle af de frivillige havde medbragt bolde og balloner, så det var et stort hit. Alt i alt en rigtig god dag, der blev afsluttet med et besøg forbi Koforiduas berømte perle marked.

For at det hele ikke bare skal handle om arbejde, tog vi til poolen i går og tilbragte hele dagen der, hvilket var rigtig skønt.

Noget man skal vende sig til her er tiderne. Når vi kommer hjem fra arbejde omkring kl. 2, slapper vi af eller tager ind til byen igen efter middagsmaden. Men vi skal helst være hjemme inden kl. 6, da det på dette tidspunkt er blevet mørkt, og så er det ikke så sikkert at færdes ude mere, desuden spiser vi også aftensmad tidligt. Og så går vi faktisk i seng ved 9 tiden, da der ud over kortspil og dårlige film i fjernsynet ikke rigtig er noget at lave om aftenen.

En anden ting er den konstante opmærksomhed vi får. Alle, både børn og voksne, råber Obroni efter os, hvilket bliver rimeligt belastende i længden. Og så vil de alle sammen have ens mobil nr., men man vender sig efter hånden til at sige at man ikke har en, eller bare ignorere dem. Tænker bare på hvilket postyr der ville blive hvis vi i Danmark råbte: "Fremmede" eller "Sort Mand" hele tiden.

Men nok for denne gang.
Thilde

Tilbage til nyhedslisten

Kontakt os på:
(+45)­­ 42 40 90 20

Abonnér via RSS

Nyheder Feed
Tilbage til toppen ▲