You are from: United States, Go to our American website.

Projects AbroadProjects Abroad

Undervisning i Senegal - Andreas Hansen

En oplevelsesrig måned i Senegal

Jeg har altid godt kunnet tænke mig at komme til Afrika som andet end helt almindelig turist – hvilket vil sige indgå på en arbejdsplads, og som en del af det almindelige samfund. Da jeg samtidig er glad for mit nuværende arbejde, og egentlig ikke har lyst til at tage en længere orlov herfra, havde jeg egentlig mere eller mindre sat ideen på hold. Dog ikke mere end at jeg fortsat undersøgte mulighederne lidt og opdagede, at det er muligt med Projects Abroad at tage på en måneds ophold i et andet land. Dette betød pludselig, at jeg rent faktisk havde mulighed for at tage afsted i min sommerferie. Selvom jeg egentlig synes, at man bør tage på et længere ophold, gav det mig trods alt en mulighed for at snuse lidt til mit gamle ønske. Og det skulle vise sig at blive en oplevelsesrig måned…

Andreas Hansen

Sammen med Ahmed besøgte jeg stranden på en af mine første dage i Senegal. Hurtigt fattede nogle af de lokale interesse for min blege krop og benyttede muligheden til at afprøve deres engelskkundskaber. Jeg er her ved at fortælle om nødvendigheden af solcreme for ”tubabben”. Den generelle interesse for udefrakommende blandt mange senegalesere, ville jeg gerne have fortalt mere om. Ahmed har taget billedet uden min viden

Lyntransport ud af Dakar i den mørke nat og ind i St. Louis i de smukke morgentimer

Senegal i Vestafrika blev landet, jeg valgte til mit ophold. Årsagen hertil var dels, at det senegalesiske folk i vid udstrækning er fransktalende (så kunne jeg støve mit skolefranske af), og at størstedelen af befolkningen er muslimer (jeg ville gerne til et muslimsk land).

Jeg ankom en sen nattetime til Senegals hovedstad Dakar, hvor to medarbejdere fra Projects Abroad, Tayeb og Shabib, tog imod mig med stor venlighed. Det var meningen, at jeg skulle tilbringe en nat i Dakar, før turen gik videre til St. Louis, hvor jeg skulle bo og arbejde. Imidlertid var der politisk uro i det ellers normalt stabile land, da præsident Wade havde fremsat forslag om at sænke den nødvendige stemmeandel for valg af en præsident og samtidig ønskede at oprette en vicepræsidentpost, som skulle besættes af Wades søn. Dette betød, at der var store demonstrationer i Dakar, og at politiet for at dæmpe gemytterne var tyet til tåregas og gummikugler. Grundet urolighederne blev jeg vækket efter en lille times søvn og kørt direkte til St. Louis allerede om natten. Jeg mærkede ikke selv noget til urolighederne, men sikkerheden for en ”gæstearbejder” blev åbenbart prioriteret meget højt. Præsident Wade trak i øvrigt forslaget tilbage, og freden i Senegal blev hurtigt genetableret – så bare rolig, der bør ikke være de store farer ved at besøge landet.

Ren visuelt viste tidspunktet for den 6 timer lange køretur sig at være lidt af et scoop. Fra bilen kunne jeg betragte det senegalesiske landskab, mens nattens mørke blev forvandlet til morgenens lys – et fantastisk syn. Den røde jord, de savannelignende træer (væksten er koncentreret på træernes top) og de små landsbyer gjorde det klart for mig, at jeg rent faktisk var i Afrika.

Efter køreturen kunne jeg i de sene morgentimer sige goddag til min værtsfamilie i St. Louis.

Andreas Hansen

Liv i St. Louis

To enker og børn i alle aldre

Min værtsfamilie bestod af to enker (i Senegal kan en mand have flere hustruer) – Madame Aida Fall og Bique. De to enker havde hver især givet deres bidrag til videreførelsen af Homo Sapiens, hvilket medførte, at de fleste aldre op til 30 år var repræsenteret blandt familiens hjemmeboende børn (der var også nogle børn, der var flyttet). Jeg vil lige nævne navnene (med forbehold for stavefejl) for at give en fornemmelse af familiesammensætningen. Af hjemmeboende drenge var der Ahmed, Modou, Abdou, Fass og Basu. Af hjemmeboende piger var der Meyan, Coumba, Sonja, Diarra, Khady og Amy. Hertil kom, at der jævnligt var besøg fra venner og kusiner, så persongalleriet var noget større, end man kender det fra den danske kernefamilie.

Jeg faldt imidlertid glimrende til i familien og blev også mere følelsesmæssigt knyttet til dem, end jeg havde forventet. Jeg havde forventet, at jeg ville synes, at det var en interessant oplevelse, men også at jeg ville have forholdsvis let ved at tage afsked med familien igen. Her må jeg dog indrømme, at jeg trods kun en måneds ophold mærkede lidt snurren i maven og en mild fugt i øjnene, da jeg vinkede farvel til dem fra taxaen, som skulle føre mig tilbage til Dakar. En lille lektie om følelsesmæssige reaktioner…

Andreas Hansen

Madame Aida Fall

Fælles spisning med familien

I familien foregik spisningen ved, at man sad i en rundkreds på en dug på gulvet og spiste af en stor gryde i midten. Det er vigtigt for senegaleserne, at man som gæst får rigeligt at spise, og at man får noget af det gode! Derfor hørte jeg ofte ordet ”mange”, som betyder ”spis”, når jeg efter egentlig at have fået nok, tøvede lidt med at fortsætte. Samtidig blev der ofte sendt fisk, kylling og auberginer i min retning af gryden, så jeg fik del i de gode dele af måltidet. Selv de mindste børn sendte goderne i min retning, hvilket min samvittighed blev tynget lidt af. Men man må jo følge den lokale kultur og tage del i den ære, som man tildeles. Senere kom der også en englænder og en amerikaner til familien, og herefter fik vi nogle mindre skamler, vi kunne sidde på, når vi spiste.

Den senegalesiske mad består fortrinsvis af ris blandet med lidt grøntsager og enten kylling, æg eller fisk. Maden er ganske krydret, og det tager gerne langt tid for familierne at lave. Jeg kan mægtig godt lide den senegalesiske mad, men en ting, jeg nu sætter stor pris på i København, er de større muligheder for variation i kosten.

Andreas Hansen

Fællesspisning med værtsfamiliens kvinder – det er Bique (den andenenke) i forgrunden

Arbejdet som engelsklærer

Mit arbejdsprojekt bestod i, at jeg skulle undervise i engelsk på en Summer School. Da senegaleserne (bl.a. som følge af Senegals fortid som fransk koloni) generelt ikke har de store engelskkundskaber, men samtidig ønsker at skabe kontakt til en større del af verden, er der et udbredt ønske om at blive bedre til engelsk. Derfor er der i Senegal en stor interesse i at få engelsksprogede personer til landet.

Jeg blev introduceret til min undervisningsopgave af den lokale lærer Ibrahime og dennes assistent Djieby (Djieby er studerende). Her fortalte de mig om mine kommende elevers forventede niveau, og om visse kulturelle kendetegn ved den senegalesiske adfærd, der var værd at være opmærksomme på. Bl.a. fortalte de mig om yidi (jeg er ikke sikker på, at ordlyden i dette begreb helt lyder sådan), der betegner den senegalesiske skik om, at man giver sig tid til at hilse og tale med hinanden på gader og stræder. Da det betragtes som lidt uhøfligt blot at besvare en hilsen kort for derefter at haste videre, har senegalesere ofte svært ved at overholde aftalte mødetidspunkter. Derfor blev det gjort klart for mig, at jeg skulle betone over for eleverne, at det var vigtigt, at de kom til tiden! Dette gjorde jeg så, men ikke alle lykkedes med at gøre sig fri af den kulturelle yidi-ballast. Omvendt var der stor respekt for undervisningen under timerne, og som lærer blev man generelt mødt med stor velvillighed.

Jeg blev sat til at undervise flere forskellige niveauer, hvilket gav forskellige udfordringer. Dels havde jeg en gruppe, der gennem flere år havde modtaget engelskundervisning i skolen, og hvor aldersspredningen var mellem 15 og 20 år. Dels havde jeg en gruppe af nybegyndere, hvor deltagerne i teorien kunne sprede sig over hele aldersfeltet.

Begge grupper var interessante, men på hver deres måde. Hvis vi starter med min erfaring med de 15-20årige, blev det hurtigt klart for mig, at sprogundervisning i høj grad også er kulturundervisning. Flere af eleverne havde et ganske godt niveau på det grammatiske plan, men brød sig ikke helt så meget om at tale sproget. Slet ikke hvis de skulle tale til hele klassen. Derfor bestod en stor del af undervisningen i, at jeg slet og ret underviste dem i præsentationsteknikker og i at tale højt og klart. Dette gav også mig mulighed for at lære lidt om Senegal. En central øvelse blev nemlig at lade eleverne præsentere en person, de beundrede, for hele klassen. Her hørte jeg om senegalesiske journalister, præsident Wade, Bin Laden og en muslimsk helgen på 6 år. Sidstnævnte var især interessant, da jeg dels hørte en sjov pointe, og dels fik en sjov snak om religion med nogle, der, sammenlignet med gennemsnitsdanskeren, rent faktisk tror på en gud. Pointen i historien bestod kort og godt i, at den omtalte 6-årige havde sagt noget i denne stil:

”Hvis vejen er smuk, men endemålet ondt er der grund til bekymring. Hvis vejen er ond, men endemålet smukt, skal du derimod ikke bekymre dig om det onde på din vej.”

Citatet drejer sig om den troendes vej gennem livet på jorden til paradis. Historien affødte en lettere fnisen blandt nogle af de øvrige elever, som anså det for lidt fjollet, at en 6-årig skulle have fremført en sådan pointe. Derfor spurgte jeg dem, om de troede på historien, som jo så vidt jeg havde forstået, var en del af deres religiøse overleveringer. Dette ændrede deres tilgang til historien til det mere positive og forstående, hvilket gav mig en fornemmelse for de religiøse skrifters autoritet for personer, som rent faktisk tror på en gud (igen sammenlignet med mine erfaringer fra Danmark).

I løbet af min måned i Senegal nåede jeg rigtig langt med at få eleverne til at blive mere talende. Derfor ærgrede det mig især på dette punkt, at jeg ikke havde mulighed for et længere ophold. Min sidste time var helt fantastisk med sang – både fra mig og dem…

Som skrevet havde jeg også en gruppe af nybegyndere. Her måtte jeg i høj grad tage mit begrænsede franske i brug, når jeg skulle indføre dem i øvelser o.l. Det passede dog i virkeligheden ok, da de introducerende engelske sætninger stemte fint overens med mit niveau på fransk. Dog var der en udfordring i og med, at ikke alle elever kunne fransk – nogle talte blot det lokale sprog wolof. Her måtte jeg gøre brug af tolke blandt de fransktalende, hvilket var til stor moro for klassen. Nybegyndergruppen havde en dejlig positiv tilgang til undervisningen og var meget glade for muligheden for at stifte bekendtskab med det engelske sprog. Flere kom op og takkede mig efter undervisningen, og jeg følte næsten, at det var for meget, når nu jeg blot var her en måneds tid.

Andreas Hansen

Eleverne blev mere og mere ”højttalende”, som tiden gik. Jeg ville ønske, at jeg kunne have haft klassen i længere tid

Turisme skal der også være plads til

Udover livet med familien og jobbet som underviser blev der også tid til at besøge nogle af seværdighederne i området. Projects Abroad havde en amerikansk frivillighedskoordinator ved navn Erica, som sørgede for, at der blev arrangeret diverse forskellige aktiviteter for de frivillige. Disse arrangementer gav desuden mulighed for at møde diverse forskellige nationaliteter, hvor en overraskelse for mig var, at jeg mødte flere japanere, som foretrak at tale fransk frem for engelsk.

Den største seværdighedsmæssige oplevelse var uden tvivl et besøg til Touba, der er de senegalesiske moudiristers mest hellige by. Senegalesisk moudirisme er en gren i Islam, som følger Sheik Ahmadou Bambas lærdom. Her besøgte vi en af Afrikas største moskeer, Bambas grav og Bambas bibliotek. Biblioteket består af 7 tons bøger om alverdens emner, fra matematik og økonomi til litteratur og religion. Ifølge moudiristerne har Ahmadou Bamba selv skrevet samtlige 7 tons bøger, hvilket kunne lade sig gøre, da han arbejdede nat og dag – og knap nok sov om natten. Med sin sædvanlige danske skepsis kan man have sin tvivl om, hvorvidt der ikke har været en del hjælpere i produktionen af litteraturen.

Selve moskeen var utrolig flot, og den eneste udfordring var, at man ikke måtte tage billeder, hvorpå både mænd og kvinder optræder. Derfor skulle man se sig godt for, før man lod fotografiapparatet arbejde.

Andreas Hansen

Den flotte moske i Touba

En lille sjov sidehistorie til besøget i Touba er, at min værtsfamilie var moudirister. Derfor var de meget begejstrede over, at jeg skulle besøge Touba, hvilket medførte et ønske om, at jeg under besøget var iklædt en hellig moudiristisk dragt. Englænderen Matt, der også boede hos værtsfamilien, og jeg fik derfor hver vores dragt til besøget (vi lånte af sønnerne i familien). Dragterne var ganske flotte…

Andreas Hansen

Foran indgangen til den store moske. Matt og jeg er til venstre i vores nydelige dragter

Køb af afrikansk tøj

Når nu jeg har bevæget mig ind på tøjområdet, må jeg også hellere berøre mine oplevelser i forbindelse med køb af senegalesisk tøj. Jeg havde nemlig besluttet mig for, at jeg ville have nogle rigtige afrikanske bukser med hjem, og at jeg i det hele taget ville købe noget afrikansk tøj til min danske familie. Jeg forhørte mig derfor om mulighederne hos min senegalesiske familie, der satte en af døtrene, Diarra, på opgaven. Familien satte en ære i, at jeg som tubab (senegalesisk for hvid mand) ikke blev taget ved næsen af de lokale handlende, hvorfor det var vigtigt for dem, at jeg ikke kom til at betale en højere pris end det for senegalesere normale niveau. Diarra gik derfor med mig til tekstilhandleren (hvor jeg først skulle købe stof til tøjet) og skrædderen (som skulle sy selve tøjet), så jeg havde forhandlingsmæssig kompetence lige ved hånden. Her fik jeg endnu et lille sjovt indblik i kultur. Under forhandlingerne med tekstilhandleren iklædte Diarra sig generelt et meget bekymret ansigt på nippet til at bryde ud i gråd (og forlade butikken), hvilket førte til en meget overkommelig pris for tøjet. Derimod brød hun ud i latter under forhandlingerne med skrædderen, hvilket jeg først forstod som, at skrædderen var kommet med en sjov kommentar eller lignende. Efterfølgende viste det sig, at skrædderen havde bedt om en meget høj pris (fordi der var en tubab på slæb), og at prisen altså var så høj, at den ikke en gang fortjente bekymring – nej den var decideret grinagtig. Så en rettesnor var tilsyneladende, at en lidt høj pris mødes med bekymring, mens en meget høj pris mødes med et grin.

Resultatet blev i øvrigt glimrende – tøjet var lige præcist, som jeg havde ønsket.

Andreas Hansen

Diarra med mit ”billige” afrikanske tøj – som følge af hendes veludviklede forhandlingsevner…

Død og liv

Ligesom i resten af verden var der i min senegalesiske familie dage, der var bedre end andre. En aften, da jeg kom hjem fra arbejde, kunne jeg mærke, at stemningen var lidt trykket. Det viste sig, at et af Madame Aidas udeboende børn var afgået ved døden som følge af en kræftsygdom. Trods sorgen ved at skulle tage afsked med et familiemedlem, blev tungsindigheden dog ikke dyrket i overdreven grad. Set fra en danskers verden var det forbløffende, hvor hurtigt det blev hverdag igen. Der var en meget afklaret forståelse for, at døden indtræffer med jævne mellemrum, og er en del af tilværelsens betingelser. Jeg blev inviteret med til en form for begravelsesceremoni, hvor stemningen ikke just var overdreven sørgmodig. I stedet mødtes folk for at spise godt og snakke lidt om løst og fast. Inden spiseriet gik gæsterne dog en tur forbi den afdødes enke og gav hende lidt penge som hjælp til den nærmeste fremtid. En lille pudsig episode her er, at min værtsfamilie bad mig om at tage mine nye farvestrålende afrikanske bukser på til begravelsesceremonien. Jeg havde ellers i første omgang iklædt mig mine (i mine øjne) pæne, konservative, europæiske bukser for at vise den fornødne respekt for den afdøde. Men denne fejlvurdering fik min værtsfamilie hurtigt rettet op på.

Et par dage efter begravelsesceremonien vågnede jeg ved 4-5tiden om morgenen, da der var heftig aktivitet i haven. En gruppe af kvinder snakkede ivrigt, mens de trods tidspunktet var i færd med at tilberede et større varmt måltid. Undrende spurgte jeg Coumba (en af døtrene) om, hvad der var grunden til aktiviteten. Hun fortalte mig, at der var født et lille barn i et af nabohusene, og at det altså blev fejret ved en lille morgenfest. Således var jeg inden for få dage blevet vidne til, hvordan man griber død og liv an i Senegal.

Andreas Hansen

Den evigt arbejdsomme Coumba kunne fortælle mig, hvordan en fødsel fejres i Senegal

Islam, afrikansk rytmik og fysisk træning

En af de ting, der fascinerede mig meget i Senegal, var mikset mellem en lidt stram religiøs livsstil og den fysiske musikalitet, som jeg i hvert fald forbinder med Afrika. Det klareste eksempel herpå er mine oplevelser fra et skolearrangement, som jeg deltog i sammen med nogle af familiemedlemmerne. Skolearrangementet bestod i, at skolens elever optrådte på forskellig vis. Den første halvdel var en opvisning i oplæsning fra koranen, hvor eleverne reciterede diverse koranvers. Dette blev i anden halvdel fuldt op med et danseshow uden lige, hvor eleverne udviste en udsøgt rytmik til ivrige trommerytmer. Sikken dog en herlig modsætningsfyldt kombination.

Andreas Hansen

Den afrikanske dans er i gang efter oplæsningen af koranen

En anden interessant ting var måden, hvorpå religiøs og fysisk disciplin – i hvert fald for nogle senegalesere – spillede sammen. Jeg var flere gange i løbet af mit ophold ude at løbetræne kl. 5 om morgenen med en af familiens sønner, Ahmed. Årsagen til morgentræningen var dels, at varmen endnu ikke var så tung, men også i høj grad, at det passede som en naturlig forlængelse af Ahmeds morgenbøn. På den måde kunne det fysiske ordnes i forlængelse af det religiøse. I øvrigt indkaldte moskeerne til bøn hver dag ved 5-tiden, så jeg blev under alle omstændigheder vant til en kort opvågnen på dette ukristelige tidspunkt.

Andreas Hansen

Ahmed på stranden. Han løb ikke hver morgen – men der gik ikke en dage uden armstrækkere…

Wolof og afslutning på beretningen

Som jeg sidder her og skriver, får jeg lyst til at fortælle mere og mere. Samtidig synes jeg, at det er tid til at holde inde, så eventuelle læsere ikke trættes af alt for mange historier. Jeg vil derfor slutte af med at kommentere mine oplevelser med det lokale sprog wolof. Wolof er det mest udbredte sprog i St. Louis-området, men der tales andre afrikanske sprog andre steder i Senegal. Jeg kunne ikke lade være med at interessere mig lidt for dette fremmedartede sprog og forsøgte derfor at lære nogle gloser. Min værtsfamilie fandt det også sjovt at lære mig lidt sproglige blomster, så det viste sig også at være en oplagt måde til socialisering. Under mit ophold købte jeg en bog om wolof, hvori der var en række forskellige wolof-talemåder. Det var sjældent, at familien havde hørt om talemåderne, men mine forsøg på at presse dem ind i vores samtaler vakte en vis glæde. Særligt én talemåde er jeg blevet meget begejstret for. Talemåden kan bruges af enhver god kujon, som ønsker at vende fokus fra sit manglende mod. Den lyder sådan her på wolof:

”Nen du bëreek doj!”

Og oversat til dansk lyder talemåden i al sin visdom:

”Et æg kæmper ikke mod en sten!”

Andreas Hansen

Abdou var en af mine dygtigste wolof-lærere. Han var desuden i lære som skrædder og en af dem, jeg gerne ville have fortalt mere om

Læs mere om projektet her

Se videoer om Undervisning her

Andreas Hansen

Tilbage til Frivilliges beretninger

Kontakt os på:
(+45)­­ 42 40 90 20

Abonnér via RSS

Frivilliges Beretninger Feed
Tilbage til toppen ▲