You are from: United States, Go to our American website.

Projects AbroadProjects Abroad

Jura & Menneskerettigheder i Ghana - Cecilie Rudbeck

Akwaaba! – You are welcome!

Med en kandidat-eksamen i baglommen og ingen umiddelbar udsigt til et job i den nærmeste fremtid, kastede jeg mig ud i mit første møde med ’Sub-Saharan’ Afrika.

Emilie Winther

At lande i lufthavnen i Accra var på mange måder en oplevelse. Jeg trådte direkte fra flyveren ud på landingsbanen og blev budt velkommen af den massive varme, som hersker i Ghana. I lufthavnen blev jeg mødt af en meget begejstret ghaneser – Nyame. Allerede her skulle min introduktion til den ghanesiske kultur begynde. Her lærte jeg blandt andet at mit ghanesiske navn er Amaa – ’Saturday-born’. Nyame er også født på en lørdag, så det krævede naturligvis en ’high-five’ førend vi kunne fortsætte ud til chaufføren.

Emilie Winther

Nyames entusiasme og begejstrede væsen viste sig at være et gennemgående træk hos ghaneserne. Overalt hvor jeg færdedes i Accra og på vores weekendrejser blev vi mødt af smilende og nysgerrige ghanesere, der interesseret spurgte ind til hvor vi kom fra og hvorfor vi var i Ghana.

I Accra arbejdede jeg som frivillig på Projects Abroad Human Rights Office (PAHRO), hvor jeg både var tilknyttet et par retssager om krænkelse af menneskerettighederne – hovedsageligt sager om hustruvold, og projekter, der baserer sig på at advokere for menneskerettighederne gennem forskellige former for out-reaches.

Allerede den første dag af mit ophold ved PAHRO blev jeg sendt med Mr. Hans i retten til en sag om hustruvold. Retssagen foregik ex parte, men var ellers en utrolig spændende sag, der virkelig fik mine øjne op for det kultur-clash der opstår, når den traditionelle afrikanske kultur og samfundsforståelse møder menneskerettigheds-idealet.

Emilie Winther

Netop denne sag kom jeg til at følge gennem hele mit ophold ved PAHRO, hvor jeg også fik lejlighed til at hilse på den forurettede kvinde, som dagligt kæmpede for at slippe væk fra sin eksmand uden at opnå hjælp eller forståelse fra sine naboer. Jeg fulgte også et par andre lignende sager mens jeg var en del af kontoret. Desværre er retssager en langstrakt proces i Ghana, så jeg nåede ikke at opleve en afslutning på nogen af dem under mit ophold der.

Ligesom alle andre frivillige ved PAHRO var jeg også blevet tilknyttet flere projekter, der fokuserede på at advokere for menneskerettighederne i forskellige sammenhænge. Det mest aktive projekt under mit ophold var oprettelse og træning af en Community Policing Unit. Et rigtig fint projekt hvor PAHRO sammen med politiet i Accra har samlet grupper af lokale engagerede borgere i Accras yderområder, som fungerer som et civilt vagtkorps i deres lokalområde.

Emilie Winther

Mange steder i Ghana er der en tendens til selvtægt på grund af manglende tiltro til politiet, som har ry for at være korrupt. Med det civile vagtkorps forsøger politiet at samarbejde med velansete lokale borgere, som skal agere politiets øjne og ører på stedet. PAHROs rolle i denne sammenhæng er at undervise politiet – og især Community Policing Unit i de grundlæggende menneskerettigheder – herunder rettigheder for mistænkte og børn og kvinders rettigheder.

Allerede på min anden dag i PAHRO blev jeg sendt af sted til et lille muslimsk community for at undervise i menneskerettighederne. Det var fantastisk at opleve, hvordan de lokale havde taget fri fra arbejde for at deltage i undervisningen, som på ægte ghanesisk manér blev forsinket ca. halvanden time. De lokale ghanesere var utrutroligt engagerede, og nikkede bifaldende under vores oplæg om menneskerettighederne.

Udover arbejdet i PAHRO bød Ghana på utrolig mange spændende oplevelser – både i forhold til kultur, natur og menneskelige relationer. Fritiden gik med at følge Ghanas Black Stars i African Cup of Nations sammen med de lokale, hænge ud og høre reggae på Labadi Beach, og turist-shoppe og spise frisk ananas på Oxford Street i Accra.

Emilie Winther

En af fordelene ved at opholde sig i Ghana er, at det er utrolig nemt at rejse rundt med i landet som turist – selvom det tager tid. Jeg brugte mine weekender på at rejse rundt i Ghana med de andre frivillige fra Projects Abroad, hvor vi oplevede både storbyliv i Kumasi og masser af natur i Wlii og elefant-safari nordpå i Mole National Park.

Mit ophold i Ghana har ikke kun givet mig et indblik i arbejdet med og for menneskerettigheder i et uland, men har også været en fantastisk oplevelse af det store arbejde og engagement mine med-frivillige har lagt i arbejdet for en sag, som de tror på. Det har på alle måder været inspirerende og livsbekræftende at være en del af PAHO i Ghana.

Læs mere om projektet her

Se videoer om Jura & Menneskerettigheder her

Cecilie Rudbeck

Tilbage til Frivilliges beretninger

Kontakt os på:
(+45)­­ 42 40 90 20

Abonnér via RSS

Frivilliges Beretninger Feed
Tilbage til toppen ▲