You are from: United States, Go to our American website.

Projects AbroadProjects Abroad

Humanitært arbejde i Rumænien - Stefan S. Sulby

Drum Bun!

Humanitært arbejde i Rumænien

Jeg må starte med at fortælle, at min beslutning om at tage til Rumænien for at arbejde med fattige børnehjemsbørn gik af snørklede veje. Jeg havde, som mange af mine kammerater dengang, lagt en skudsikker plan for, hvordan min tilværelse skulle se ud efter gymnasiet, men grundet mange forskellige omstændigheder, var der ingen af mine planer, som blev til det i virkeligheden, som de i mit hoved gav sig ud for at være.

Humanitært arbejde i Rumænien

På et tidspunkt i efteråret 2012 var jeg nået til et punkt, hvor fremtidsudsigterne så ret triste ud. Jeg havde i foråret og sommeren sejlet i langfart hos Mærsk som aspirant, og arbejdet nogle måneder på en gård, og havde på den måde tjent en smule penge op. Med risiko for at ryge på kontanthjælp og gå hjemme i min lejlighed begyndte jeg at søge lidt desperat efter andre muligheder. Godt inspireret af en rumænsk veninde undersøgte jeg så mulighederne for frivilligt arbejde i hele verden, men med et ønske om Rumænien. Her dukkede Projects Abroad så op på min skærm, og herfra gik tingene af sig selv. Jeg læste lidt om organisationen og andre frivilliges beretninger. Jeg tog straks kontakt og medarbejderne var meget hjælpsomme.

Humanitært arbejde i Rumænien

En måned senere havde jeg sagt min lille lejelighed op og solgt mine ting og sad nu i flyet mod Bukarest. Jeg husker jeg var lidt nervøs for hvordan det skulle gå, om det nu var både tiden og pengene værd? Eller om ikke det var meget bedre at blive hjemme i det trygge Danmark og prøve at finde arbejde? Jeg skulle snart blive forvisset om, at den slags bekymringer ikke gav nogen mening midt i al den menneskelige berigelse, jeg snart skulle opleve. Jeg landede så i Otopeni lufthavn ved middagstid og blev taget imod af en medarbejder fra Projects-Abroad. Vi kørte fra Bukarest til Brasov, en tur på ca. to en halv time. Turen var utrolig smuk, man så først lidt af landet, hvor jeg også for første gang så noget til de fattige roma-familier. Herefter begyndte opstigningen til Karpater-bjergene. Det var så flot med træerne på bjergskråningerne med de efterårsfarvede løvblade glinsende i den sidste efterårssol. Manden fortalte mig undervejs om landet, om de ting vi så, og lidt om kulturen.

Humanitært arbejde i Rumænien

Vi ankom sidst på eftermiddagen til Brasov og vi stoppede udenfor et stort hvidt hus, som tydeligt bar præg af kommunisttiden i landet. En ældre dame kom ud af døren og tog utrolig venligt imod mig. Jeg blev så vist ind i et lille lyst værelse med en køjeseng, et bord, en stol og et skab. Herinde sad en ung mand, en australier, som skulle blive min roomie de næste måneder.

De første dage gik så med rundvisning i byen og lokalområdet, heriblandt en bjergvandring på ”Poiana Mare” (Den Store Sten”) og med at lære de andre volontører i byen at kende. De kom fra over hele verden, der var bl.a. australiere, tyskere, franskmænd, en svensker, en brasilianer og så mig fra Danmark.

Om mandagen skulle jeg så første gang ud på børnehjemmet ”Lizuca” i ”Tarlungeni”, en fattig landsby ca. 10-15 km udenfor Brasov. Jeg fulgtes sammen med min kontaktperson fra Projects Abroad kontoret i byen, samt en svensk volontør, som delvist arbejdede på børnehjemmet, hvor jeg primært skulle være. Jeg blev mødt med nogle meget nysgerrige blikke fra børnene, som i starten var meget tilbageholdende. Men efterhånden, som det gik op for dem, at jeg skulle være volontør hos dem, blev de mere og mere opildnede.

Humanitært arbejde i Rumænien

Nu var jeg så rigtig kommet i gang. Fra nu af skulle jeg så selvstændigt planlægge min hverdag. Jeg skulle finde på en aktivitet, noget at lave sammen med børnene hver dag. For problemet med børnene var ikke primært basale behov som mad, tøj, sanitet etc. Problemet med børnene var primært manglen på folk som rent faktisk gad dem – ikke mindst fordi mindst halvdelen af dem var romaer (sigøjnere) og derfor ikke særlig vellidt af almindelige rumænere. Nok var der personale på børnehjemmet, som tog sig af børnene, men de fungerede mere som en slags serviceydere. For dem var det mere en fast indkomst, end det var et job, som de ville gå op i. De tog sig af det praktiske som at få børnene op om morgenen, give dem morgenmad, og få dem sendt af sted i skole etc. Men ofte var de som sådan ikke særligt interesserede i børnene selv, deres liv og personlighed. Dog fandtes der enkelte undtagelser blandt personalet! Ofte var de heller ikke ansat mere end nogle måneder ad gangen, hvorfor det også var problematisk for børnene at knytte sig til dem. Samme problematik gælder naturligvis også for volontørerne, hvilket man klart skal have tænkt igennem inden man tager af sted, da man ellers nemt kan komme til at tro, at børnene udviser en ligegyldighed over for volontøren, hvilket som regel ikke er tilfældet.

Min primære opgave i forhold til børnene var altså at udvise individuel opmærksomhed og prøve at skabe glæde og smil i deres tilværelse, virkelig at ville hvert enkelt barn. Men børnenes lyse sind gjorde mit arbejde nemt. Hver dag lavede jeg en aktivitet med børnene, fodbold, perler, tegninger, mandalaer, smykker, træpistoler, kridt, dans, leg, hvad man nu kunne komme på, og hvad der kunne lade sig gøre. Og det var en ubeskrivelig glæde, at se børnenes ansigt lyse op - i dag kan jeg stadig høre deres glade stemmer og deres lette latter, og det holder lysten og længslen efter en dag at rejse ud igen oppe.

Humanitært arbejde i Rumænien

Selve landsbyen Tarlungeni, hvor børnehjemmet var, var meget fattig. Her boede mange romaer i ret simple huse. Man glemmer hurtigt, at man befinder sig i Europa, når man går en tur i gaderne der. Der var mange børn og hjemløse hunde og som løb rundt på vejene. Langt de fleste familier var romaer, hvorfor mange også var fattige og uden reel beskæftigelse. Mange kørte sharks, dvs. illegal taxi-virksomhed i udslidte biler, som regel af mærket Dacia. Jeg benyttede disse sharks hver dag mellem Brasov og Tarlungeni, for bussen kørte meget uregelmæssigt og ikke særlig ofte. Det var spændende hver gang, for man viste aldrig om man rent faktisk nåede frem. Ofte kørte de tør for benzin eller brød sammen, og sikkerheden var i bund. Man viste aldrig hvem man kom ud at køre med, med langt de fleste var lokale venligtsindede romaer, og det gav mig en mulighed for at få et indblik i deres liv, og se tingene i deres perspektiv. Andre var beskæftiget ved simpelt jordbrug, færre havde små boder/butikker, men mange levede et fattigt og usikkert liv.

Som regel var jeg på børnehjemmet om formiddagen, da deres skolegang ofte lagde om eftermiddagen. Eftermiddagen brugte jeg så på planlægning og forberedelse til næste dag og sparring med de andre volontører. Jeg ville dog ønske, at jeg havde haft mulighed for at tilbringe e større del af min tid sammen med børnene, men dette var ikke rigtig muligt, men til gengæld havde jeg rig mulighed for, at sørge for, at den tid vi havde sammen hver dag, blev af høj kvalitet, hvilket nogen gange er bedre en for meget tid sammen.

Humanitært arbejde i Rumænien

Mange weekender var der arrangeret ”social events” med de andre volontører. Det var en mere turistpræget del af mit ophold, men under disse ture lærte man samtidig en stor del om landet, folket og kulturen. Turene kunne være meget forskellige. En tur gik fx. til Sibiu med tog, en by der mindede meget om Brasov, en anden gik til toppen af de omkringliggende bjergtinder til fods.

Andre gange samledes vi til større begivenheder fx på nationaldagen hvor der var militærparade og optog, og til tændingen af det store juletræ foran det gamle rådhus. Ofte var vi også samlet i byen over en øl eller en kop kaffe, og her nød vi stor glæde af hinandens selskab, og det var også nødvendigt, hvis man ikke skulle tabe tråden, for det kan være svært at opholde sig så lang tid i en ny og fremmed kultur. Her blev også knyttet mange venskaber på disse aftener volontørerne imellem, venskaber, som er sjove at have bagefter, når alle er rejst hjem igen, og sidder på hver sin side af kloden.

Humanitært arbejde i Rumænien

Alt i alt må jeg sige, at mit ophold i Rumænien har været det hele værd. Ikke et øjeblik har jeg fortrudt, og jeg er klart vendt hjem langt rigere end jeg tog af sted. Man lærer glæden ved at give frem for at modtage, og man vender hjem med et helt andet syn på verden og mennesker. Til alle jer der overvejer om man skulle tage af sted eller ej vil jeg bare sige: Gør det! Verden er fyldt med mennesker, som godt kunne bruge lidt af dig, og man har intet at tabe ved at få det prøvet. Så: God tur eller ”Drum bun”!

Stefan – Humanitært arbejde i Rumænien

Læs mere om projektet her

Se videoer om Humanitært arbejde her

Stefan S. Sulby

Denne frivilligberetning kan indeholde referencer til frivilligt arbejde på børnehjem. Find ud af mere omkring Projects Abroads nuværende holdning til frivilligt arbejde på børnehjem, og vores fokus på helhedsorienteret arbejde med børn.

Tilbage til Frivilliges beretninger

Kontakt os på:
(+45)­­ 42 40 90 20

Abonnér via RSS

Frivilliges Beretninger Feed
Tilbage til toppen ▲