You are from: United States, Go to our American website.

Projects AbroadProjects Abroad

Humanitært arbejde i Bolivia - Kristina Thuehøj

Det kribler i mine fingre for at få lov til at give dig et lille indblik i, hvad min rejse til Bolivia har betydet for mig. Men det er som om tankerne strømmer helt ukontrolleret rundt mellem hinanden, som om nogle forsøger at lave en snedig indenom overhaling alt imens andre dytter af ren og skær mangel på tålmodighed. Tja, mine tankers strømmen kan vel næsten sammenlignes med Cochabambas finurlige og ikke mindst hektiske morgentrafik.

Keti Dinulovic, Brasilien Humanitært arbejde

Den 3. september 2011 er en af de dage, hvor jeg har haft flest sommerfugle i maven, og det er på trods af, at det forgangne forår var fyldt med eksamener og resulterede i en lille fin rød hue. Den dag - sen aften (boliviansk tid) stod jeg efter en halv jordomrejse og uden min bagage foran en hvid hoveddør, hvor på der stod ”Carolina”. Hun kunne åbne døren hvert sekund og fra netop det øjeblik ville jeg møde den kvinde, der skulle være min værtsmor de næste 3 måneder. Hun endte ikke kun med at åbne døren ind til sit hjem, men hun lod også døren til sin familie, sit liv og hjerte stå på vid gab. Hun påtog sig rollen som mor. Hun var den der serverede friskpresset juice til mig om morgenen inden jeg skulle på arbejde, så vel som den der gav mig en mindre opsang, når jeg kom for sent hjem efter hyggeaftener og byture med de andre volontører.

Timerne gik hurtigt, dagene gik hurtigt, ugerne gik hurtigt - de tre måneder på børnehjemmet gik ALT for hurtigt. Jeg smiler ved tanken om de 4-årige rødder, 22 af slagsen, der så tit efter lærerens instrukser forsøgte at sidde stille på de små træstole. Mange vil måske mene, at det må være svært at føle sig nyttig i et land som Bolivia, der ikke umiddelbart er kriseramt, men det var nu ikke tilfældet for mig. Keti Dinulovic, Brasilien Humanitært arbejde Jeg fik lov til at indgå i undervisningen og fik frit råderum til f.eks. at kombinere matematik og idræt. Som timerne skred frem, var det måske ikke helt med samme entusiasme som i starten. Jeg hjalp børnene én efter én med at tælle til 10 samtidig med, at de hinkede igennem banen som vi havde lavet tidligere på dagen. Men derimod ville gejsten ingen ende tage, da vi alle 23 (børnene og jeg) en af de sidste dage hinkede på liv og løs og kunne tælle til 10 på spansk, så godt som uden tøven. Noget så oldnordisk, som at hinke, er et af de bedste minder jeg har fra børnehjemmet. Børnene fyldte min hverdag i Bolivia med utallige smil, grin og uforglemmelige stunder og ikke mindst hundredevis af spanske ord, jeg aldrig rigtig helt forstod. Problemerne med sprogbarriererne viste sig dog kun at være udfordringer efter mødet med den bolivianske pige Laura. Hun var i gang med et praktikforløb på børnehjemmet. Hun havde i den sammenhæng bemærket, at en af de fraser jeg var bedst til med børnene var ”Que?” (Hvad?). Da hun selv var datter af to engelsklærere mente hun ikke, at det ville være så svært at lære mig lidt spansk. Laura blev en tæt veninde, og hun er en af dem jeg stadig holder kontakten med.

Keti Dinulovic, Brasilien Humanitært arbejde

Kigger man til højre, ser man en billboard-reklame for den nyeste iPhone, mens man til venstre ser en barfodet indianerkvinde med stråhat og lange sorte fletninger sælge bananer fra et tæppe på jorden. Diversitet er at finde over alt; i kulturen så vel som i naturen. Den bolivianske natur byder på alt lige fra verdens største saltørken i syd, den levende regnskov Amazona i nord og ej at forglemme den eventyrlige ø Isla Del Sol i Titicaca søen i vest. Men forskelligheden var ikke kun at finde i naturen og hos nationalbefolkningen. Den fandtes lige så vel blandt os volontører. Jeg var omgivet af to håndfulde vidt forskellige nationaliteter. Trods deres forskelligheder udgjorde de tilsammen min faste base; min vennekreds. Det var for mig en utrolig kulturel oplevelse at rejse med en så international organisation som Projects Abroad. Det gav min rejse en uvurderlig ekstra dimension.

Ja tænk - nu sidder jeg her! Til trods for at det næsten er et år efter får jeg alligevel en lille klump i halsen. Min rejse var mere end en oplevelse. Jeg må konstatere at H.C. Andersen ikke var helt skævt på den, da han i sin tid så præcist konkluderede; At rejse er at leve. Jeg har aldrig følt mig så levende indeni, som jeg gjorde under min rejse. Det var 4 skelsættende måneder (først 3 måneder med Projects Abroad i Bolivia og derefter backpacking på egen hånd i to af Bolivias nabolande - Argentina og Peru), som forvandlede mig til en sprudlende og dansende Ole Henriksen: ”I love it, I love it, I love it!”.

Læs mere om projektet her

Se videoer om Humanitært arbejde her

Kristina Thuehøj

Denne frivilligberetning kan indeholde referencer til frivilligt arbejde på børnehjem. Find ud af mere omkring Projects Abroads nuværende holdning til frivilligt arbejde på børnehjem, og vores fokus på helhedsorienteret arbejde med børn.

Tilbage til Frivilliges beretninger

Kontakt os på:
(+45)­­ 42 40 90 20

Abonnér via RSS

Frivilliges Beretninger Feed
Tilbage til toppen ▲