You are from: United States, Go to our American website.

Projects AbroadProjects Abroad

Dyrepasning i Sydafrika - Luise Rasmussen

Min tid med pingvinerne

Luise Rasmussen

Jeg er udlært frisør, og efter 4 år trængte jeg til at prøve noget nyt, det blev til 2 år i butik, og efter 2 år der, trængte jeg endnu engang til at prøve noget nyt. I julen 2012 tog jeg beslutningen om at næste jul ikke skulle fejres under danske himmelstrøg. Derefter gik jagten ind på at finde ud af hvad jeg så ville. Jeg havde en veninde der havde været af sted som frivillig på et børnehjem, og jeg syntes det med frivilligt arbejde lød rigtig spændende, og som noget jeg rigtig godt kunne tænke mig. Jeg vidste med mig selv, at jeg gerne ville arbejde med dyr, så jeg begyndte at lede på nettet efter organisationer der arrangerede denne slags projekter, jeg fandt Projects Abroad, og sendte fluks en e-mail af sted, Projects Abroad var super hjælpsomme hele vejen igennem, og besvarede med glæde alle de underlige spørgsmål jeg havde. Og ja, før jeg vidste af det, var alting planlagt, og jeg var klar til at rejse af sted til Sydafrika, og SANCCOB hvor jeg skulle arbejde som frivillig de kommende måneder.

Jeg brugte de 2 første uger med min familie på ferie i Port Elisabeth (1 times flyvetur væk fra Cape Town) og da ferien lakkede mod enden, steg jeg ombord på flyet med retning mod Cape Town. Jeg kan ikke huske hvornår jeg nogensinde i mit liv har været så nervøs. Her stod jeg – første gang helt alene ude i den ”virkelig verden” - der var rigtig mange spørgsmål der kørte rundt i mit hoved under flyveturen ”er der virkelig nogen i lufthavnen når jeg ankommer?” ”hvordan er min værtsfamilie?” ”hvordan er SANCCOB?”.

Da jeg kom til Cape Town

Luise Rasmussen

Jeg landede i Cape Town og fik min bagage, og bevægede mig mod udgangen, hvor Denver heldigvis stod og ventede på mig med et skilt med mit navn på. Pyha, så langt så godt. Vi kørte af sted mod min værtsfamilie, og Denver fortalte en hel masse ting undervejs, jeg var stadig ret nervøs, så jeg fik vist mest bare sagt ja eller nej.

Efter omkring 40-45 minutter ankom vi hos min værtsfamilie i Table View, dette havde jeg jo også været ret nervøs for, jeg havde set billeder af dem, vidste hvad de hed – men det var nærmest også det! Men jeg blev glædeligt overrasket da jeg mødte Petra og Bernie, søde ældre mennesker der tog imod mig med åbne arme, og bød mig velkommen ind i deres hjem. De viste mig rundt i huset, og viste mig mit værelse, og vi fik snakket en hel masse. Allerede fra første sekund, kunne jeg mærke at det her nok skulle blive RIGTIG godt. Om aftenen tog de mig på sightseeing i området, viste mig hvor jeg skulle arbejde, hvor shoppingcenteret og butikkerne var, viste mig stranden og den smukke udsigt over Table Mountain. Jeg fik ringet hjem til min familie, og fortalt at jeg var kommet godt frem, så de kunne godt ånde lettet op, og nyde resten af deres tur hjem til Danmark.

Om mandagen kom Projects Abroads koordinatorer, Meschak og Samantha, og hentede mig, de hjalp mig med at få fat i et sim-kort til min telefon, viste mig hvor jeg kunne hæve penge, shoppe, hvor jeg skulle arbejde, sørgede for at jeg fik et kort til bussen, og fortalte mig ellers om de forskellige praktiske ting som jeg nu skulle huske.

Mit projekt med fuglene

Luise Rasmussen

Tirsdag startede jeg hos SANCCOB. Louise startede med at introducere mig for det hele vise mig rundt, hun fortælle mig en masse ting omkring SANCCOB – mildt sagt var det hele meget overvældende, men Louise forsikrede mig om, at det ville blive meget bedre i løbet af et par uger. Der var så meget nyt at huske, og jeg var ret så forvirret, og tænkte ”det her, lærer jeg ALDRIG”, men så huskede jeg hvad Louise fortalte, og ikke mindst hvad alle de andre piger fortalte mig – de første dage er vildt forvirrende, specielt fordi alting er nyt, og fordi der er så mange ord i sammenhæng med pingvinerne som KUN eksisterer på engelsk, og som jeg aldrig havde hørt før. Jeg startede min første dag i Generel, hvor jeg arbejde sammen med en pige fra Australien, i Generel bliver al maden, fisk, væskerne osv. forberedt, samt opvask i abnorme mængder.

De første 2 dage brugte jeg i Generel, og derefter kom jeg ud i området hvor pingvinerne er. Jeg startede i Pen 10 hvor jeg igen arbejde sammen med pigen fra Australien, her hjalp jeg med at gøre rent osv. Efter nogle dage på denne måde, fik jeg selv lov til at prøve at tube, og fodre pingvinerne under kyndig vejledning fra en af de ansatte på SANCCOB.

I starten er det meget grænseoverskridende at man skal sidde og stikke en ”slange” ned i halsen på de stakkel små dyr, og tvangsfodre (man har dem siddende imellem benene, åbner deres næb, og ”tvinger” maden ned i halsen på dem) dem med fisk, og ikke mindst skal man vænne sig til at blive bidt – hele tiden. Den Afrikanske pingvin er kun lidt over en halv meter høj, og umiddelbart ser de ikke ret stærke ud, den idé får man dog hurtigt slået ud af hovedet, når man første gang bliver bidt af en adult (voksen pingvin) efter mine 2½ måned på SANCCOB var mine arme fuldstændig dækket i sår og blå mærker.

Min første uge på SANCCOB var der ikke så mange pingviner, men i starten af december begyndte der VIRKELIG at komme mange pingviner (op til 100 om ugen) Sommeren er højsæson for pingviner på SANCCOB, grundet at forældre pingvinerne skifter fjer, og derfor ikke kan gå i vandet for at fange fisk til deres babyer, derfor bliver de nødt til at ”frastøde” dem, og de bliver efterladt i naturen til at dø. Heldigvis er der nogle helt fantastiske mennesker som sætter en dyd i at finde disse chicks (babypingviner) og bringe dem til SANCCOB, hvor vi passer og plejer dem indtil de er store og stærke nok til at komme tilbage til naturen igen (alt fra et par måneder til flere år).

Jul om sommeren

Luise Rasmussen

Sommeren/Julen er det tidspunkt hvor SANCCOB har færrest frivillige, og flest pingviner. Imellem jul og nytår havde vi knap 500 pingviner og kun omkring 7 frivillige – til forskel har de om vinteren omkring 100-200 pingviner og 20+ frivillige, så overvejer du at tage af sted, og vil du rigtig gerne arbejde ”hands-on” med pingvinerne, så er sommerperioden/julen helt klart det tidspunkt hvor du skal tage af sted.

Langsomt som du bliver bedre og bedre, får du også mere og mere ansvar, jeg endte med til sidst at have ansvar for omkring 150 pingviner, der var også noget af en mundfuld, når fodring, tubing, medicinering, rengøring, svømmeture osv. skal gå op i en højre enhed. Normalt arbejder man 4-5 dage om ugen imellem 8-17 (i perioden hvor jeg var der, have man dog langt fra fri kl. 17 pga. alle de pingviner der skulle fodres) så havde man et par dage fri, også af sted tilbage på job igen. Man får et helt fantastisk sammenhold med de mennesker man arbejder sammen med, nu kender jeg stort set mennesker fra hele verden, og glæder mig til at rejse ud og besøge dem.

Det er meget mærkeligt at arbejde i december måned/julen i 30 graders varme når man er vant til kulde og sne derhjemme fra, men SANCCOB gjorde meget ud af at gøre det hyggeligt for os med juletræ og pynt. Jeg fik lov til at holde fri den 24., hvor jeg skulle fejre jul med min værtsfamilie. Den 25. (som er den rigtige jul dernede) havde SANCCOB arrangeret en masse lækker julemad til alle os frivillige, som tak for at vi arbejdede på denne specielle dag.

Resultatet af mit arbejde

Jeg var så heldig at jeg nytårsaftensdag fik lov til at komme med på Release sammen med 2 af de andre frivillige; her kørte vi med bilen fyldt op med pingviner (som var store, og stærke nok til at komme ud i naturen) til Boulders Beach hvor de kære små blev sat tilbage til naturen. At være med til dette satte virkelig tingene i perspektiv; pludselig kunne man se et formål med alt det hårde arbejde, som man lavede hver eneste dag.

For når man sidder der, dag ud og dag ind, med pingviner til op over begge ører, så glemmer man lidt ”hvorfor” det er at man gør det, men når man så kommer derned, og ser pingvinerne blive sat ud i naturen igen, så er det pludselig ALTING værd, ja selv alle de blå mærker. Pludselig går det op for en, at man faktisk er med til at redde den her race, af uddøende pingviner – og helt ærligt, hvor mange kan sige, at de har været med til det?

En masse oplevelser rigere

Luise Rasmussen

Med de andre frivillige, min værtsfamilie og vildt fremmede mennesker fik jeg set Table View, Cape Town, utallige shoppingcentre, Robben Island, Cape Point, masser af museer, smuk natur, masser af smukke strande, smukke solnedgange, paragliding, red på elefanter, klappede løver, safari, dykkede med hajer, besøgte Cape Towns akvarium, World Of Birds, mountainbikede, besteg både Lions Head og Table Mountain – ja, jeg tror næsten ikke der er det, jeg ikke har oplevet i min tid dernede!

Jeg skulle have været hjemme i starten af januar, men sandt at sige var jeg blevet fuldstændig hovedkulds forelsket i Sydafrika, så jeg besluttede mig, for at blive dernede måneden ud indtil mit visum udløb. Jeg havde fået et helt fantastisk forhold til min værtsfamilie, så dem fik jeg lov til at blive boende ved i min resterende tid dernede. I denne periode fik jeg set endnu mere og mødt endnu flere mennesker.

Jeg havde som så mange andre hørt rigtig meget om Sydafrika inden jeg rejste af sted, og jeg var selv en smule nervøs og bekymret for hvad jeg kom ned til. Heldigvis var der på ingen måde hold i mine bange anelser. Selvfølgelig er tingene meget anderledes end vi er vant til herhjemmefra: der er mure, hegn og alarmer alle vegne. Generelt er der rigtig meget sikkerhed, vagter og politi alle steder. Men hvis man tænker sig om, og bruger sin almindelige sunde fornuft, samt lytter til hvad ens værtsfamilie fortæller en – så er der INTET at være nervøs for.

Min tid i Sydafrika er noget af det bedste der er sket i mit liv. Det har ændret mit syn på alting, og jeg er på ingen måde det samme menneske, som jeg var før jeg tog af sted. For første gang i mit liv var jeg tvunget til at stå på egne ben, og få det bedste ud af enhver given situation. Det var rigtig hårdt, og udfordrende at arbejde på SANCCOB, og et par gange havde jeg da også lyst til at give op og kaste håndklædet i ringen, men så mindede jeg mig sig selv om, hvorfor jeg egentligt havde valgt at gøre det her, og at det alt sammen, var med til at gøre mig bedre, og ikke mindst var med til at flytte mine grænser.

Mit engelsk blev også markant forbedret, faktisk så meget, at jeg næsten ikke kunne huske at snakke dansk da jeg kom til Danmark igen. Jeg planlægger allerede at tage tilbage, for der er SÅ meget af Sydafrika som jeg endnu ikke har set. Det har været en oplevelse for livet, og jeg glemmer den aldrig!

Læs mere om projektet her

Se videoer om Dyrepasning her

Luise Rasmussen

Tilbage til Frivilliges beretninger

Kontakt os på:
(+45)­­ 42 40 90 20

Abonnér via RSS

Frivilliges Beretninger Feed
Tilbage til toppen ▲