You are from: United States, Go to our American website.

Projects AbroadProjects Abroad

Arkæologi i Peru - Freja Holde

Frejas store Peru-oplevelser

Fra beslutning til afrejse

Da jeg først havde besluttet mig for at tage et sabbatår efter gymnasiet, fandt jeg ret hurtigt ud af, at jeg ville ud at rejse. Men det skulle ikke bare være en hvilken som helst rejse – nej, jeg ville ud at rejse på en anden måde, en måde, hvor jeg ville få et helt andet indblik i landet og folket, kulturen og naturen og ikke mindst få muligheden for et gensidigt forhold til de lokale, fordi jeg også i deres land var med til at gøre en forskel, ligesom deres land var med til at gøre en forskel for mig. Jeg vidste ikke selv, at Projects Abroad, da de rakte mig en flyer i deres stand i aulaen på mit gymnasium, havde givet mig muligheden for at vælge netop dét.

Af mange personlige grunde havde jeg allerede besluttet, at mit destinationsland skulle være Peru. Siden jeg var helt lille, har jeg været fascineret af den Sydamerikanske kultur, det spanske sprog og ikke mindst Perus fantastiske historie, som jo i høj grad er præget af Inka-civilisationen. Derfor var det også et indlysende valg for mig, at jeg da selvfølgelig skulle på Arkæologi-projektet om, netop, inkaerne.

Men… jeg, som en person, der helst ikke vil gå glip af noget, besluttede mig for, at jeg måtte finde mig et andet projekt efter Arkæologi – om ikke andet end for at se andre udgaver af den peruvianske alsidige natur og de mange forskellige miljøer, landet har at byde på. Mit andet valg var derfor en blanding af udelukkelsesmetoden, at ville gøre noget helt andet end, hvad jeg originalt havde tænkt, samt inspiration fra den pige, som snakkede om hajer på Fiji til informationsmødet i København. Jeg endte med at vælge Natur & Miljøprojektet i Peru som mit andet projekt.

Nu havde jeg valgt mine projekter, og jeg må indrømme, at min tilgang til dem var at have så få forventninger som muligt – med få forventninger kommer nemlig oftest positive overraskelser er min erfaring. Lige præcis de to projekter, jeg havde valgt, er blandt andet kendetegnede ved, at man bor sammen med de andre frivillige frem for hos værtsfamilier, som er det gældende ved eksempelvis lærer-projektet. Det betød, at jeg i forvejen ikke vidste, hvem jeg kom til at bo med eller hvor mange vi var. Men det var også et bevidst valg fra min side, da jeg dermed ikke kun ville få meget kontakt til andre fra Peru, men derimod fra hele verden. Efter nøje gennemgang af pakkelisten (lille tip: man behøver ikke ”sink plug”, hvis man ligesom mig godt kan vaske tøj i en spand) var jeg efterhånden så småt ved at være parat til 2½ måneder på den anden side af Atlanterhavet.

D. 28. februar 2015 stod jeg klar i Kastrup Lufthavn med et par enkelte sommerfugle i maven og var klar til en sådan ca. 36 timers lang flyvetur til Cuzco, Peru. Det vil sige, at det først var d. 1. marts, hvor jeg officielt stod og var klar til at blive hentet af en Projects Abroad-medarbejder. Fordi jeg kom lidt for tidligt, blev jeg først kørt ud til en værtsfamilie, hvor jeg fik lækker frokost, fik opsamlet en smule spansk og mødte to andre piger, som også skulle på Inkaprojektet, hvor vi efter et par timer blev samlet op af Dan, Inkaprojektets super-visionære supervisor samt Jhon, projektets chef-arkæolog.

Inkaprojektet i Huyro

Turen fra Cuzco til den lille landsby Huyro, hvor projektet ligger, tager seks timer, og lige præcis den første biltur, hvor man mentalt stadig sidder i Danmark (sådan næsten) til at opdage, at man faktisk kører mellem bjergene i inkaernes land, må nok have været de seks længste timer af mit liv. Ikke nok med at ens mentalitet smuldrer til tider i løbet af de seks timer, så sidder man altså også klemt i en såkaldt ”collectivo” med plads til syv passagerer og slingrer mellem bjergene til højre og venstre – det tager lidt tilvænning, især hvis man sidder i midten.

El Establo (Stalden), som indkvarteringsboligen passende er døbt, ligger i landsbyen Huyro men tilpas langt nok gemt væk blandt marker og jungle-lignende tilstande til at man hurtigt får fornemmelsen af at være meget langt væk fra civilisation. Selve El Establo består af en stor staldlignende bygning (så passer navnet jo) med tilsvarende mindre bygninger omkring. Da vi trådte indenfor, blev vi mødt af hundredevis af beskeder, interne jokes, malerier og håndaftryk rundt omkring på væggene i fællesarealet – levn fra de tidligere frivillige.

Rummene varierede i primitivitet, men på grund af min tidligere nævnte ingen-forventninger-filosofi blev jeg positivt overrasket og vænnede mig faktisk rimelig hurtig til mange myggestik, følelsen af altid at være beskidt samt kakerlakker på badeværelset – sidstnævnte kan udryddes hurtig med noget ”Mata todo”-insektspray. Faktisk fandt jeg, at det var en form for befriende følelse at have mudder i hovedet og myggestik på armene – og desuden helt ok, for alle andre havde det også.

Første dag på projektet gik til dels med en rundvisning i området omkring El Establo – med tilhørende områder, hvor vi blandt andet dyrker frugt. Desuden blev vi introduceret til, hvad vi refererede til som ”Corn Duty”. Helt enkelt forklaret havde El Establo haft en stor majshøst det år, og det blev vores opgave at frasortere de enkelte majs fra kolben – der er noget særligt ved relationer, som til dels er blevet til ved samtaler over majssortering.

Den dag fik vi desuden en god introduktion til det hele af Dan (supervisor), hvor vi blandt andet fik information om hvordan en uge generelt ser ud på projektet, hvilke planer de har for projektets fremtid og hvordan projektet startede. En typisk uge på inkaprojektet i foråret anno 2015 under regntiden så for os ca. sådan her ud: Mandag-Onsdag: det hardcore arkæologiarbejde. Fordi det i marts-april stadig er regntid i Peru, er der i disse måneder ikke så meget udgravning involveret i projektet. Derimod har vi muligheden for at udforske områder for at prøve at finde nye sites – vi fandt et par stykker. Torsdag: frivilligt arbejde i lokalsamfundet.

Frivillige på arbejde på Inkaprojektet i PeruI marts brugte vi en eftermiddag på det lokale bibliotek med de lokale børn, hvor vi spillede spil. Fredag brugte vi oftest omkring El Establo, hvor vi ordnede, hvad der end skulle ordnes af majs, havearbejde, frugtplukning og lign.

Jeg kan ikke vælge mellem mine to yndlingsaktiviteter, som begge foregik i arkæologi-dagene: Det ene var arbejde i bjergene, hvor vi skulle bruge macheter til at cleare omkring de arkæologiske udgravningssteder, der var fundet. Hvorfor var det mit yndlings? Fordi der er noget psykologisk rensende ved at stå på et bjerg, du selv har besteget, med en machete i hånden og hakke løs på ubudne planter omkring et stykke mur eller lign. som engang tilhørte én af de største civilisationer på jorden.

Min anden yndlingsaktivitet var ”keramik-dagene”, hvor vi kategoriserede de mange keramiske fund efter type af pasta, farve, form osv. for blandt andet at datere dem. Keramik-rummet blev hurtigt et sted for filosofiske samtaler og desuden en kilde til meget forskellig viden, om inkaerne såvel som alt mellem himmel og jord – noget, vi mest af alt kan takke vores meget kloge arkæolog Jhon for.

På Inkaprojektet leder de frivillige efter gamle stier i den Hellige DalEfter 5 ugers hårdt men tilfredsstillende arbejde, gode vandreture op ad nogle af de både kendte og mindre kendte bjerge, majs og ikke mindst en helt ufattelig mængde kulturelle og lokale oplevelser som eksempelvis en hårklipningsfest for en peruviansk pige i Huyro, var det tid til at tage videre mod Natur- & Miljøprojektet. Jeg må indrømme, at jeg fældede et par tårer på flyturen fra Cuzco til Puerto Maldonado, og det var også hårdt den første dag.

Natur & Miljø i Taricaya

Som jeg før nævnte består Peru af fantastisk mange forskellige klimaer og miljøer i selve landet, og denne forskel var det første, der ramte mig, da jeg stod af flyet og blev ramt af varmen i Puerto Maldonado. At tage fra kolde og til tider regnfulde Cuzco 4 kilometer over havoverfladen, hvor bjergene står omkring én til alle sidder, og så til den fugtige varme og junglen ved Amazonas kan give ligeså meget kulturchok som at tage hjem til Danmark igen. Selvom det tog mig et par dage at vænne mig til varmen, var naturbevaringsprojektet ligeså fantastisk som arkæologiprojektet. En times tid i en lille blå og gul ”speedbåd” op ad floden, Madre de Dios, og man når til Taricaya; lodgen og redningscenteret, hvor projektet foregår.

Frivillige sejler fra Puerto Maldonado ind i regnskovenTaricaya består af en gruppe træbungalows på pæle med flere fællesrum samt nok værelser til at huse omkring 40 mennesker – vi var nok omkring 15-20 i de 5 uger, jeg var der. Arbejdet, som vi udfører, er til fordel for den omkringliggende natur og ikke mindst for de dyr, som passes i redningscenteret. Her var der meget forskellige typer arbejde, og ingen uger lignede hinanden, for der skulle hele tiden forbedres eller tages fat på nye projekter.

I mine 5 uger oplevede jeg blandt andet: opsættelsen af det nye sommerfuglehus, plantning af mahognitræer på den nye plantage, bygning af nye burer og reparation af tapirburet, hvor vi opsatte bambusstolper omkring buret (nok noget af det hårdeste fysiske arbejde, som vi lavede – men samtidig meget belønnende, når man ser det færdige arbejde, som alle på skift har været med til at give en hånd med).

Frivillige sejler fra Puerto Maldonado ind i regnskovenSamtidig er der også en vis genkendelse i nogle af opgaverne – dyrene skal have mad hver dag, deres bassiner skal gøres rent et par gange om ugen, frugt skal hentes fra de omkringliggende plantager. Endelig er der de særlige arbejdsopgaver og oplevelser, som også gør, at man får en helt speciel oplevelse i junglen, mens man samtidig hjælper lokalmiljøet og -samfundet: Den 45 meter høje kanape, hvorfra man kan kigge ud over junglen og hjælpe med at opdage nye fugle og registrere, hvilke man kan få øje på, er én af disse oplevelser og ligeledes er eksempelvis ”birdbanding”, hvor man indfanger fugle og registrerer alle de fakta, man kan, om dem, hvorefter man får lov til at holde dem i hånden, inden de flyver tilbage, hvor de kom fra.

På naturbevaringsprojektet har jeg fået så mange unikke oplevelser i junglen, som jeg aldrig ville have fået, hvis ikke jeg var taget af sted med en organisation. Dette bliver især muliggjort af de fantastiske medarbejdere – en blanding af lokale og tidligere frivillige, som helt forståeligt valgte at blive. Af disse kan jeg blandt andet nævne Rachel, vores supervisor og fuglenørd, hvis fortjeneste det er, at jeg til sidst var i stand til at bruge en kikkert.

Frivillige ordner vasketøj når de har friI min sidste uge tog alle de frivillige en aften efter mørkets frembrud med Stuart Timson, direktør for naturbevaringsprojektet, på kamanjagt. Kamaner er en slags alligator, hvor man, hvis man lyser dem direkte i øjnene, kan se refleksionen. Vi fandt ekstremt hurtigt (i forhold til normalt, siger Stuart) en dværgkaman, som blev bragt ind i båden, så alle kunne se den… og tro mig, når jeg siger, at jeg aldrig har set noget så tæt på at være en dinosaur.

Jeg har grublet meget over, hvad jeg egentlig føler, har ændret mig mest på min tur i Peru, eller hvad jeg har taget mest til mig, og jeg er kommet frem til, at det må være en værdsættelse af alle de vilde oplevelser, som bestemt ikke skal tages for givet: at kunne se hele mælkevejen, fordi man står i en lysning midt i junglen på en klar nat, hvor der ingen lys fra byen er til at genere stjernerne, at kigge ud over et tåget Machu Picchu kl. 7 om morgenen efter at være klatret op af selv samme bjerg, at sidde 45 meter oppe i kanapeen og opdage, at der er en fuglelyd, man kan genkende, at plante et mahognitræ og vide at, om tre år er det voksent og hjælper det biologiske system rundt omkring Taricaya.

Læs mere om projektet her

Se videoer om Arkæologi her

Freja Holde

Tilbage til Frivilliges beretninger

Kontakt os på:
(+45)­­ 42 40 90 20

Abonnér via RSS

Frivilliges Beretninger Feed
Back to top ▲