You are from: United States, Go to our American website.

Projects AbroadProjects Abroad

En mørk rejse gennem moderne verdenshistorie

  Kommentarer

01. august 2014Asien, Historie, Kultur, Rejsetips
Forfatter: Josias Juliussen


Skulls

Foto af Josias Juliussen

Jeg vil vove at påstå, at besøg på morbide museer, mørke monumenter og massegrave sjældent ligger i toppen på ønskelisten over den perfekte ferie. Solbadning, snorkling og shopping vil nok i de fleste tilfælde vinde over førnævnte.
Nok det så er sagt, findes der rejsemål, hvor det vil være en synd ikke at fordybe sig i landets moderne historie, ved at bruge en eftermiddag på at besøge steder, der får det til at løbe koldt ned ad ryggen og efterlader dig målløs, eftertænksom, skræmt eller på randen til tårer.

I turismetermer kalder man det ”dark tourism”, hvilket hurtigt afslører at dette ikke just afstedkommer smil, latter og en solbrun kulør. Derimod skal denne form for turisme, der bliver mere og mere populær, lære os rejsende noget om andre landes ofte meget nylige og tragiske historie.

Eksempler på den mørke turisme er blandt andet museet og monumentet for 11. september i New York, Berlinmuren og koncentrationslejren Auchswitz i Polen. Alle står de som klare minder om frygtelige tragedier, der på hver sin måde ændrede vores verden,

Der findes utallige eksempler på tidligere tragedier og store historiske begivenheder, der er blevet til populære turistattraktioner. Jeg vil løbende her på bloggen fremhæve de oplevelser inden for denne kategori, der har gjort størst indtryk på mig.
Personligt synes jeg, det er virkelig vigtigt at forstå, at dette ikke er gamle støvede, museumsgenstande fra en svunden tid. Det skete for få årtier siden, mens jeg var i live eller mens mine forældre var unge – og har haft kæmpe betydning og indvirkning på mange af de mennesker, du kommer til at møde i det gældende land.

Dette indlæg handler om mine oplevelser med Cambodjas hovedstad Phnom Penhs mørkeste attraktioner.

BarbedWire

Foto af Josias Juliussen

Cambodja: Et af de mørkeste kapitler i verdenshistorien

De Røde Khmerers rædselsrevolution er muligvis et af de mørkeste kapitler i historien, og besøger man Cambodja, er det umuligt at komme udenom årene 1975-1979.

Det var i løbet af disse år at diktatoren Pol Pot og hans rødklædte hær, forsøgte at forvandle landet til et kommunistisk bondesamfund, hvilket i processen kostede næsten to millioner mennesker livet. De fleste døde af sult og sygdom, men mange, heriblandt intellektuelle, byboere og minoriteter, blev koldblodigt henrettet af regimet.

I hovedstaden findes stadig to vigtige, men utroligt uhyggelige påmindelser, på de rædsler landet og dets indbyggere, måtte gå i gennem.

Mr. Lans historie

Dagen efter vi var ankommet til Phnom Penh og det var tid til at rejse tilbage i landets skræklige historie, blev min rejsemakker syg med madforgiftning og kunne ikke tage med. Jeg kunne ikke aflyse, da denne dag stort set var den eneste grund til, vi var taget hertil.
Lettere konfus og ærgerlig over at skulle af sted alene, satte jeg mig ind i den tuk-tuk, der ventede på mig ude foran hotellet. Inden chaufføren Mr. Lan kørte, vendte han sig om og begyndte uventet at fortælle mig sin egen historie.

MrLan

Foto af Josias Juliussen

Mr. Lan var syv år, da de røde khmerer myrdede hans forældre. Han fortalte detaljerede og chokerende historier om, hvordan han og resten af familien flygtede fra Phnom Penh og gemte sig i junglen, hvor de måtte leve af insekter og kryb. Og om hvordan hans farmor til den dag hun døde, stadig håbede og troede på, at hendes søn ville komme hjem igen.
Mens han fortalte, fik han våde øjne og jeg selv måtte kæmpe for ikke at gøre det samme. Det slog mig først dér (trods research og forhåndslæsning af bøger!), at det vitterligt ikke er mere end små 40 år siden, folkedrabet fandt sted. Hvilket betyder at de fleste cambodjanere enten har oplevet det med egne øjne eller på andre måder, stadig er dybt påvirkede af det den dag i dag.

High School of Horror

ToulSleng

Foto af Josias Juliussen

Første stop var Tuol Sleng, en skole, der under regimet, blev omdannet til torturfængsel (S-21) og som i dag er et museum og mindesmærke for de indsatte, der blev dræbt og tortureret der.
Efter mr. Lans historie og påmindelserne om de forfærdelige ting, der var sket netop dette sted, var det ærlig talt rigtig svært at finde den rigtige grimmasse.

Celler

Foto af Josias Juliussen

Det gamle fængsel står nogle steder, som man må antage, det også gjorde dengang med bittesmå, rå fængselsceller. Andre rum med jernsenge, forskellige torturvåben eller levn fra skoletiden i form af en tavle.
De sværeste rum at komme igennem var dem, hvor billeder af de indsatte – mænd, kvinder og børn – var blevet arrangeret langs de golde vægge. Ved ankomsten af en ny fange blev personen nemlig fotograferet og bedt om at udlevere alle personlige informationer og historik. Og det er disse skæbner og historier, man som besøgende husker, det som virkelig skærer en dybt i hjertet.

Children

Foto af Josias Juliussen

Der var en rolig og respektfuld atmosfære på hele fængselsområdet, hvor hvidblomstrede træer og solstråler bag tunge skyer, var med til at mildne omstændighederne. Efterhånden som gruen, frustrationen og alle de andre følelser, jeg var gået i gennem, havde lagt sig en anelse, blev jeg glad for at dette sted, trods alt stadig har fået lov til at stå som forhåbentlig en af verdenshistoriens værste og største lærestrege.

View

Foto af Josias Juliussen

Jeg har som udgangspunkt rigtig svært ved museer. Jeg mister hurtigt både interesse og fokus, også selvom emnet er interessant, æstetisk og vigtigt.
Men da jeg igen mødte mr. Lan ude foran fængslets mure, var der gået over to timer, og han udtrykte sig undrende, men også en smule imponeret over, at jeg havde været derinde så længe. Men jeg havde faktisk haft svært ved at gå. Havde jeg fået det hele med? Havde jeg forstået det hele? Var jeg blevet følelsesmæssigt involveret nok?

Musik mellem massegravene

Jeg havde mulighed for at synke oplevelserne i Tuol Sleng og tygge lidt på mine spørgsmål, mens vi kørte ud af byen – ud mod Choeung Ek, hvor de henrettede fanger fra S-21 blev begravet i massegrave på markerne. Langsomt forsvandt byens kaos og omgivelserne blev mere landlige – idylliske nærmest.

CountrySide

Foto af Josias Juliussen

Men jeg vidste godt, at det langt fra blev en ”tur i haven” og at, hvis dagens tidligere oplevelser var en indikator, ville mødet med massegrave, mord og massakre, blive endnu en hård omgang.

På overfladen var her dog grønt, et smukt monument tronede op i midten af det hele og igen var der en næsten meditativ ro og respekt. Hvis man har rejst i Sydøstasien, er det ikke nødvendigvis en selvfølge!

Monument

Foto af Josias Juliussen

Ved indgangen fik alle besøgende udleveret en slags lydafspiller med tilhørende høretelefoner.
Det fungerede overraskende godt, og lod mig stille og roligt i eget tempo følge en rute, imens en forhenværende fange fra fængslet, fortalte om de uhyrligheder, der var fundet sted lige præcis der, hvor jeg stod. Fortælleren i den lille radio havde en utrolig behagelig stemme og selvom emnet, er noget af det mest forfærdelige, blev det aldrig overdramatiseret. Ved enkelte stop kunne man høre beretninger fra andre, der f.eks. havde mistet et barn eller var blevet voldtaget. Råt, ærligt og rystende.

massgrave

Foto af Josias Juliussen

Efter at have vandret fordybet rundt mellem træer, massegrave, marker og under omstændighederne smukke omgivelser, nåede jeg et stop ved en sø, hvor der i radioen blev spillet et stykke klassisk musik. Det var skrevet af en cambodjansk komponist til ære for alle ofrene. Det var simpelthen så hjerteskærende smukt, at jeg flere gange måtte sætte mig hen i et hjørne for at samle mig lidt. Jeg var dog langt fra den eneste af de besøgende, der ikke kunne holde masken i særlig lang tid.

Lake

Foto af Josias Juliussen

En håbefuld middag

Efter at have takket mr. Lan for sin venlighed og lyst til at dele sin historie, sluttede jeg dagen af med et måltid på restauranten Friends, hvor overskuddet går til at hjælpe byens gadebørn. Blandt andet er tjenerne og kokkene tidligere børn fra gaden eller andre udsatte miljøer. Organisationen bag sørger for at de kommer i skole og om aftenen, tjener de til dagen og vejen og får erfaring med restaurantionsbranchen. Det var uden tvivl et af de bedste måltider, jeg fik i Cambodja, serveret med et håb om en bedre fremtid for disse fantastiske mennesker og et perfekt sted at reflektere over dagens oplevelser.

Der er ingen tvivl om, at det ikke bliver det sjoveste, du kommer til at opleve på dine rejser – men det er netop heller ikke meningen. Det er enormt lærerigt og sundt at blive rusket rundt følelsesmæssigt, sætte tingene i perspektiv og blive lidt mere taknemmelig for sit eget liv og så forhåbentlig bruge det positivt i forhold til sig selv og måske andre.

Hvis du også har besøgt de her steder eller andre såkaldte mørke seværdigheder, så vil jeg virkelig gerne høre om dine oplevelser!

Tak fordi du læste med…

Josias

Del artiklen:

Glem ikke at sprede ordet og fortæl endelig, hvad du synes om bloggen!

Søg i bloggen efter kategori

Søg i bloggen

Følg os

Abonnér via RSS

Projects Abroad Blog Feed
Kontakt os på:
(+45)­­ 42 40 90 20

Søg i bloggen

Abonnér via RSS

Projects Abroad Blog Feed

Søg i bloggen efter kategori

Tilbage til toppen ▲