Frivilliges beretninger: Arkaeologi i Peru af Brain R

Man følte sig lidt som Indiana Jones…

Min beslutning om at rejse til Latinamerika og lave frivilligt arbejde har været den bedste beslutning jeg nogensinde har taget. Jeg valgte at rejse til Peru for at arbejde på arkæologiprojektet og derefter tage til Costa Rica for at studere spansk i 2 måneder.

Da jeg ankom til Peru blev jeg hentet af supervisoren fra Inkaprojektet, en gut fra Irland der kunne fortælle røverhistorier og fyre jokes af dagen lang. Han bragte mig ud på en 5-timer lang køretur, op og ned af alle bjergene, og selv om turen tog 5 timer kedede man sig ikkei et eneste sekund, når man kunne sidde og se på Perus flotte natur, alle lamaerne og alle de fattige mennesker der boede oppe i bjergene.

Da vi ankom til landsbyen Huyro introducerede han mig til de andre arkæologer der holdte søndag nede foran den lokale købmand med 1 liters ølflasker i hånden og de bød mig på en lille en, så allerede der følte jeg mig godt tilpas.

På projektet boede alle vi frivillige, arkæologerne, gartneren og madkonen sammen i en gammel stald, hvor der havde gået køer rundt og sagt ”muuuhh” engang. Selvom det var en gammel stald var den blevet shinet gevaldigt op med køkken, bibliotek, 4 soveværelser og kolde brusebade. Da jeg ankom var vi 10 frivillige med 9 forskellige nationaliteter fra hele verden. Vi arbejdede, spiste og hang ud sammen hver dag, så man følte på et tidspunkt at vi alle sad sammen som en stor familie.

Hver morgen stod vi op kl. 7 og spiste morgenmad, som bestod af brød med smør og syltetøj, eller pandekager (der kun blev serveret om fredagen, nice). Derefter var det ud at slibe sin machete og hoppe ind i bumlebussen, og så var det ellers ud og udforske nogle bjerge efter fortidsruiner fra inka-tiden, for flere 100 år siden. Man følte sig lidt som Indiana Jones, når man vandrede op af bjergene med sin machete i hånden og sin hat på hovedet for at lede efter "den gyldne skat", jeg manglede bare en pisk, så var den der.

Det er bare meget vigtigt at smøre myggebalsam på arme og ben; på min første arbejdsdag fik jeg 200 myggestik, da jeg ikke havde smurt nok creme på, ups!

I de 4 måneder jeg var der fandt vi inkamure, ofringspladser, inkastier, en kæmpe stor hvid sten der blev brugt til gamle præsteritualer, et enormt vandfald og så fandt vi masser af keramik når vi gravede i jorden. Hvis vi ikke fandt noget gik vi op til de inkaruiner der allerede var opdaget. Vi rensede dem for alle de planter der var groet ind over ruinerne.

Nogle gange skulle vi også rense keramikstykker for jord, så vi kunne se hvilket materiale de var lavet af og hvordan de havde lavet dem, og så vi til sidst kunne lime dem sammen. Hver torsdag skulle vi bruge 2 timer på et bibliotek for at lære de små børn fra landsbyen engelsk. Derfor synes jeg at inkaprojektet er et fantastisk projekt, for det fokuserer ikke kun på arkæologi-arbejdet, men også på Samfundsarbejde. For eksempel brugte vi også en uge på at undervise i engelsk på den lokale skole og vi brugte mange timer på værkstedet på at fremstille små tablets, der skulle forbedre børnenes muligheder for at lære tallene fra 1-10.

Selvom der var meget arbejde at lave, hyggede vi os altid sammen - også mens vi arbejdede. Alle var i samme situation, alene ude i verden med folk de kun lige havde mødt, så der var ingen der følte sig udenfor, og efter noget tid kendte man hinanden rimelig godt.

Især efter weekenderne blev det interessant at få fortalt det man havde oplevet. Fra fredag kl. 12 til mandag morgen havde vi nemlig weekend og kunne gøre hvad vi ville. Jeg tog næsten altid til den nærmeste storby Cusco for at slå mig løs med de kollegaer der nu fulgte med, og så stod den ellers på pubcrawls, drikke pisco-sour og danse på salsaklubber med alle señoritaerne.

Weekenderne bød også på river-rafting,macchu picchu, weekendtur til Quillabamba og sightseeing til de forskellige ruiner ved Cusco. Der var masser af ting at snakke om når man kom tilbage til projektet efter en weekend, især når man bliver inviteret til at feste sammen med 30 andre peruvianere i en party-bus og vinder dansekonkurrencer midt ude på gaden.

Det har været en tur med både op og nedture, men jeg fortryder ikke en eneste ting, og jeg ville aldrig glemme de minder jeg har fået og alle de timer nede på bænken i Huyro sammen alle de andre.