You are from: United States, Go to our American website.

Projects AbroadProjects Abroad

Veninder i ørkenen: Nomadeprojekt i Marokko

Sine Østerby og Anne-Katrine Højland, Nomadeprojekt - MarokkoVi ville gerne prøve noget helt anderledes. Da vi læste om nomadeprojektet i Marokko, var vi ikke et sekund i tvivl om, at det var helt specielt. Det skulle prøves!

Det nye hjem midt i ørkenen

Vi kører på en lang lige vej omgivet af ørken og nogle enkelte træer der popper op her og der. Pludseligt stopper bussen og vi bliver læsset af ude midt i den varme ørkenen. Ikke et hus at se. Få øjeblikke senere møder vi for første gang nomadefar og én af de fem sønner som kommer kørerne i en gammel minibus. Vi kører tre km gennem ørkenen og ender på en lille Jesus-og-Josefine-agtig gård omgivet af en stor køkkenhave. Her skal vi tilbringe de næste 2,5 uge.

De hjemmeboende familiemedlemmer møder os med åbne arme og vi bliver straks vist ind i et mørkt og køligt rum, hvor kvinderne forbereder mint-te på en helt særlig måde. Sine Østerby og Anne-Katrine Højland, Nomadeprojekt - MarokkoDet viser sig at blive det første ud af 170 glas te, vi kommer til at drikke de næste uger. Familien taler arabisk og fransk, og det er derfor lidt udfordrende at kommunikere, men vi finder dog hurtigt måder at tale sammen på. Vi bliver præsenteret for familiens dyr. En stor flok geder, tre køer, to æsler, høns, hunde og katte. Køkkenhaven har alle de eksotiske frugter man kan drømme om; meloner, figner, granatæbler, bananer, æbler, kokosnødder og oliven. Her kom vi heldigvis til at bruge meget tid. Vi var så heldige at ramme den tid på året, hvor melonerne var blevet modne nok til høstning. Vi fik en urtekniv, og så var det bare at skære melonen af de stikkende planter. Herefter skulle de samles ind og læses på bilen, så sønnerne kunne sælge dem marked. Det hårde arbejde belønnes med, at der må spises ubegrænset af melonerne under høsten J

De daglige gøremål

Dagens gøremål var husligt arbejde og landsmandsarbejde i marken og køkkenhaven. Alt laves fra bunden og uden brug af maskiner. Alting er en længere proces end vi er vant til som danskere. Før brødet kan blive bagt, skal der findes brænde, og laves bål i stenovnen. Pløjning af marken er ren håndkraft med et værktøj, som ligner en skovl. Stenene fra de flere tusind oliven skulle prikkes ud med en form for hvidløgspresser, og mælken fra køerne skulle rystes til smør i en særlig dunk indrettet hertil. Gederne skulle luftes flere gange om dagen og der skulle altid være en til at holde øje med flokken.  Sine Østerby og Anne-Katrine Højland, Nomadeprojekt - MarokkoFamilien behandler dyrene utroligt godt, og hvis et dyr virker træt eller er syg, har de indrettet et lille dyrehospital, hvor de kommer hen og får et hvil og ekstra god mad.  

Når vi trængte til en afkøling i det hårde arbejde, sprang vi i familiens algebelagte ”pool” bygget til at opsamle regnvand, som så kan bruges til vanding af markerne. Det var en sejr i sig selv at kunne stå oprejst i poolen pga. de mange alger, som gjorde poolen glat!

Livet med familien

Familien lavede en masse sjov med os. De klædte os ud i muslimsk festtøj, hvorefter vi dansede til trommespil og sang. En af sønnerne tog os en sen eftermiddag med op på et bjerg. Det var lidt af en udfordring at bestige bjerget, da der var fyldt med løse sten og mørket var på vej. Men vi nåede toppen og der var en fantastisk udsigt over Sahara. Stjernehimlen i ørkenen er helt unik. Himlen er helt stjernebelagt og det føles som om at stjernerne er meget tæt på. Stjerneskud er ikke et sjældent syn, så hver aften lå vi på taget af huset, og kiggede op i stjernehimlen. Stilheden i Sahara er også helt fantastisk. Ingen støj fra biler og maskiner, kun lyden af en ko der brøler eller en hane der galer i ny og næ.

Sine Østerby og Anne-Katrine Højland, Nomadeprojekt - MarokkoNogle aftener sad vi ude i familiens hjemmesyede telt og hyggede med spil, bål og te. Det var helt fantastisk!  Det var sørgeligt, da dagen kom, hvor vi skulle tage afsked med familien. Familien var altid søde, glade og åbne overfor os, og aldrig blege for et godt grin. De gik meget op i, at vi havde det godt.
Nomadeoplevelsen har lært os en masse om os selv og vores grænser. Nomadelivet er meget primitivt og meget kontrastfyldt til livet som dansker, hvor eksempelvis strøm, mad og et bad hver dag er en selvfølge.  
Oplevelsen har givet et helt unik indblik af en meget anderledes kultur, levemåde og religion. Vi vil ikke være oplevelsen foruden og vi vil aldrig glemme nomadefamilien i Marokko. Det er helt klart en anbefalingsværdig oplevelse, hvis man for alvor vil kastes ud i en helt anderledes levemåde.


Sine Østerby og Anne-Katrine Højland, Nomadeprojekt i Marokko

Tilbage til nyhedslisten

Kontakt os på:
(+45)­­ 42 40 90 20

Abonnér via RSS

Nyheder Feed
Back to top ▲