You are from: United States, Go to our American website.

Projects AbroadProjects Abroad

Lad være med at tænke for meget over det

Louise Damgaard Pedersen

Min tid i Sydafrika er den bedste tid i mit liv. Det var en fantastisk oplevelse, som har ændret mit syn på verden. Jeg havde muligheden for at give noget til andre uden at forvente at få noget igen.

Men efter to måneder i en sydafrikansk børnehave har jeg fået utrolig meget tilbage. Børnene, menneskene og kulturen har gjort et stort indtryk på mig. Frivilligt arbejde er den bedste beslutning, jeg nogensinde har taget, og det er en oplevelse, jeg aldrig vil glemme!

Jeg rejste til Cape Town i august 2013. På flyveturen derned var jeg meget nervøs, og jeg blev i tvivl, om det overhovedet ville være noget for mig. Men i dag er jeg glad for, at jeg tog afsted, selvom det var svært at vænne sig til det hele i starten. Det vigtige er at gå ind i det med et åbent sind og acceptere, at det er en anderledes verden.

Louise Damgaard Pedersen

Min familie bestod af min værtsforældre og deres to døtre. Udover min familie boede jeg sammen med syv andre frivillige fra forskellige lande. Jeg boede på værelse med tre andre piger, og de var med til at give mig en fantastisk oplevelse. Vi havde det rigtig godt sammen, og fordi vores kulturer og lande mindede meget om hinandens, føltes ens hjem ikke altid så langt væk.

Vi havde fri i weekenderne, så vi planlagde altid et eller andet, vi gerne ville se eller lave. Vi tog ofte ind til Cape Town, hvor vi shoppede og gik rundt i de forskellige kvarterer. Jeg nåede også at bestige Table Mountain, mens jeg var der, og jeg brugte en weekend på en Garden Route-tur, hvor vi kørte langs Sydafrikas kyst. Det var en helt fantastisk oplevelse og en rigtig god weekend, hvor jeg bl.a. fik taget billede med en gepard, fodrede både strudse og elefanter – og jeg red også på en elefant. Weekenden sluttede med en safaritur, som var en rigtig fed oplevelse.

Louise Damgaard Pedersen

Jeg arbejdede i en børnehave, hvor der var omkring 40 børn. Der var kun to kvinder, som arbejdede der, så de havde nok at se til. Derfor ved jeg også, at mit arbejde blev værdsat. Min dag gik ud på at hjælpe med at give børnene mad og lege med dem. Man skal være indstillet på, at lærerne ikke altid er specielt aktive med børnene og sjældent deltager i leg. Så initiativet skal komme fra en selv, hvilket jeg i starten syntes var svært.

Jeg var primært sammen med de yngste børn, og hver dag tog jeg dem med udenfor, hvor de havde en lille legeplads. Børnene var dem, der overraskede mig mest. De er utrolig glade og åbne, så snart man kommer; de forventer ikke en helt masse. Det at man bare har lyst til at lege med dem, eller bare sidde og snakke med, betyder utrolig meget for dem, og det var noget af det, der gjorde mest indtryk på mig.

Derfor er det også mit arbejde med børnene, som var det bedste ved min tur. For mig har det været det hele værd! Jeg føler mig rigtig heldig at have fået lov til at være en del af deres liv, og jeg håber, at jeg har gjort et indtryk på dem – de har i hvert fald givet mig rigtig meget. Jeg er meget taknemmelig for den mulighed, Projects Abroad gav mig, og det er ikke sidste gang, jeg har været frivillig.

Mit bedste råd er – lad være med at tænke for meget over det. Tag afsted, tag chancen – du vil ikke fortryde det!

Louise Damgaard Pedersen, Humanitært arbejde i Sydafrika

Tilbage til nyhedslisten

Kontakt os på:
(+45)­­ 42 40 90 20

Abonnér via RSS

Nyheder Feed
Back to top ▲