You are from: United States, Go to our American website.

Projects AbroadProjects Abroad

Dyrepasning i Argentina - Mette Mølbach

Mette Mølbach

Jeg havde i lang tid gerne ville ud og rejse og opleve noget nyt og tænkte hvilken bedre måde at gøre det på end ved at arbejde som frivillig. Efter mange overvejelser og søgning på nettet, faldt jeg over Project- abroad og deres primate rehabilitering i Argentina. Jeg tænkte, at det var lige noget for mig. To måneder efter jeg havde ansøgt om at komme til Argentina stod jeg alene i lufthavnen klar til mit livs oplevelse.

Efter en meget lang rejse ankom jeg endelig til Cordoba, Argentina. Jeg ankom en lørdag, men jeg skulle første op til aberne om mandagen: De første to dage boede jeg hos en sød værtsfamilie. Jeg boede sammen med to andre frivillige som var rigtig søde til at tage mig med ud og møde andre frivillige fra Projects-abroad og til sociale events. Da det blev mandag, blev jeg hentet af en fra Projects-abroad, som skulle følge mig til rehabiliteringscentret. Først skulle vi 2,5 time med bus til La Cumbre, som er byen der ligger tættest på rehabiliteringscentret. Derfra skulle vi de sidste 11 km op i bjergene med taxa. Vi var nu udenfor civilisationen og uden signal til telefon og internet.

Jeg blev taget godt imod af Juan og Pia (bestyrerne af rehabiliteringscenteret), som viste mig rundt og viste mig mit værelse. Det var langt fra luksus; en træseng med en tynd madras, en hovedpude og nogle tæpper. Jeg havde ikke forventet det vilde inden jeg tog hjemmefra og vidste godt det ville blive primitivt. Så selv om sengen ikke var den bedste var det jo kun 3 måneder jeg skulle leve med det, og så ville jeg være tilbage i Danmark. Forholdene var generelt meget primitive og der fandtes kun en toiletbygning med to toiletter og et bad. Toiletterne fungerede ikke altid optimalt, men det var noget de arbejdede på at få lavet. Det var nu heller ikke det store problem, da der løb en flod meget tæt på, så man kunne altid gå derned og hente vand og skylde ud. For at få et varmt bad var man nødt til at lave et bål og vente ca. en halv time for at der var varmt vand, så det var ikke hver dag det var muligt at få et varmt bad. Selvom det var noget jeg ikke var vant til hjemmefra, var det aldrig noget jeg tænkte jeg ikke kunne undvære i 3 mdr. Jeg tror, at det er meget sundt at prøve at leve uden varmt vand, uden elektricitet døgnet rundt, samt mobil og internet dækning. Det var da til tider hårdt ikke at kunne komme i kontakt med familie og venner hjemme i Danmark, men samtidig en befrielse ikke at skulle tænke på det hele tiden og tjekke min mobil og mail. Jeg tror dog ikke min familie er helt enig i det.

Mette Mølbach

Den første dag fik jeg lov til at hilse på nogle af aberne, men dagen bestod mest af at kigge på hvad arbejdet bestod i. Derefter startede det hårde, men fantastiske arbejde. Dagen startede som regel kl. 9. Der skulle vi være klar og have spist morgenmad. Fra morgenen af skulle der to ud i skoven med blade og vand til de aber som allerede levede frit og tage de fade som blev brugt til mad med tilbage. Dem, som var tilbage, startede på at gøre rent i det hus som babyaberne sov i. Derefter gjorde de rent i saloonen og vaskede fadende, så de var klar til maden senere på dagen.

De aber som stadig var i bur, og hvor vi prøvede at lave grupper som kunne slippes fri, skulle også have blade og vand. De helt små babyaber sov indenfor og skulle hver morgen bæres ned i deres bur så de også kunne komme ud og nyde solen. Jeg havde også muligheden for at blive ”mor” for de små babyaber. Det var normalt Pia som tog sig af dem, men hun skulle væk i et par dage , hvorfor det blev mig som skulle tage over, når hun ikke var der. Det vil sige at jeg fik muligheden for at give de små sutteflaske morgen og aften og sørge for at de kom ind og sove hver nat og ud igen om morgenen.

Mette Mølbach

Morgenen og formiddagen var altid travl for det gælder om at få gjort rent de forskellige steder så det kan nå og tørre til aberne igen skal sove. Samtidig skal maden laves, så den var klar til om eftermiddagen. Aberne fik forskellig mad hver dag. Nogen dage var det hurtigt at gøre maden klar, mens andre dage kunne det tage lang tid. Maden var hurtig overstået hvis de skulle have ris, pasta, majsgrød eller våd hundemad, mens det tog lidt længere tid når der skulle skæres frugt og grøntsager. Der var flest brøleaber, men der var også omkring 15 Cappucinoaber, som skulle have mad. De er meget kloge og brød nogle gange ud af deres bure, som man så hurtigt skulle have ordnet og derefter lokket alle aberne ind igen. Så bedst som man havde styr på dagens opgaver blev det hele vendt op og ned. Derudover skulle alle hundene fodres og deres bure rengøres. Lamaerne, gederne og fårene skulle lukkes ud af deres indhegning og kaldes tilbage igen sidst på eftermiddagen.

Ind imellem alle opgaverne kom der også turister. Det skete især i januar og februar, som er ferie måneder i Argentina. Det var som regel Pia eller Juan som viste turisterne aberne i gruppe 1 og 3 og så skulle en af os andre frivillige tage dem til gruppe 2. Der var mange opgaver hver dag og det var hårdt arbejde, men det var det hele værd.

Det var helt fantastisk når jeg sad og passede babyaberne og de så kom hen for at hænge på min arm eller skulder og ville nusses lidt eller bare lige få en krammer inden de kunne lege videre. Hver morgen når jeg kom ud og bare blev mødt af ti hunde som ville sige godmorgen og gerne ville klappes lidt og jeg så går ned til burene og et par af aberne lige kom hen og skulle have en morgen krammer før jeg måtte gå videre. Selvom det til tider var hårdt arbejde havde vi det også rigtig sjovt. Jeg har haft muligheden for at ride på en lama, give sutteflaske til en kalv og kaste råt kød ind til pumaerne.

Mette Mølbach

Ud over alle de fantastiske oplevelser jeg havde med alle dyrene, har jeg også mødt en masse søde mennesker. Pia, Juan og Ale gør et rigtig godt stykke arbejde. Ale er chefen der, men bor ikke selv på centret. Hun bor nede i byen, men kommer forbi centret næsten hver dag. Det er hende som kommer med mad til alle dyrene samt os der bor der, og hvad vi nu ellers kunne have brug for. Jeg havde ikke mulighed for at tage til byen hver dag, både fordi jeg arbejdede 8-10 timer hver dag og fordi jeg skulle betale taxa til og fra byen. Nogle dage var jeg nødt til at vaske tøj (i hånden), eller lave bål så jeg kunne få et bad. Jeg var ca. i byen en gang i ugen, om aftenen efter arbejde, hvor jeg fik sendt mails til familie og venner og fik handlet proviant til den næste uges tid. Der blev sørget for brød til morgenmad og forskellige retter til frokost og aftensmad, men ville man ikke have andet end det skulle man selv købte. Jeg købte nogle kiks og yoghurt som jeg kunne spise til morgenmad, jeg blev træt af at spise hvidt brød.

Inden jeg tog af sted havde jeg forventet at jeg ville møde en masse frivillige fra Projects-Abroad og deltage i de social events der bliver arrangerede. Det er dog ikke helt så nemt, da jeg var meget isoleret på centret sammen med de andre frivillige på mit projekt, da man skal arbejde hver dag, også i weekenden. Det var muligt at få en fridag engang imellem, hvis der er nok frivillige til at tage sig af alle gøremålene. Selvom jeg ikke har mødt så mange frivillige, som hvis jeg boede i byen, har jeg til gengæld lært dem jeg har mødt rigtig godt at kende fordi vi var sammen 24/7. Vi lærte hinanden at kende på godt og ondt og var der for hinanden. Man lærte hen af vejen hvordan man kunne få ens dag til at fungere. Man skulle sove to - tre personer på hvert værelse, men jeg havde ikke noget problem med at få det til at fungere. Jeg havde to rigtig gode roomates. Den første boede jeg sammen med i de to første måneder, og så rejste hun. Den anden kom de sidste to uger jeg var på projektet. Selvom man lige skulle vænne sig til at bo sammen med nogen man ikke kendte ret godt, havde vi ikke nogen problemer og fik det hurtigt til at fungere.

Jeg har fået nogle rigtig gode venner i den tid jeg var i Argentina og jeg savner det rigtig meget. Jeg vil rigtig gerne tilbage til Argentina for det er et fantastisk land som jeg bare skal opleve mere af. Jeg valgte at rejse rundt de sidste to uger jeg var i Argentina, for jeg var bare nødt til at se mere af landet inden jeg rejste hjem.

Mette Mølbach

Det har sikkert været mit livs oplevelse og jeg vil gerne tilbage til aberne engang når det er muligt. Jeg savner dyrene rigtig meget og mere end jeg havde regnet med at jeg ville.

Er man klar til lidt hårdt arbejde, som bliver belønnet af kærlighed fra dyrene, og er man ude efter en helt fantastisk oplevelse, kan jeg helt klart anbefale at tage en måned eller to ud og arbejde på rehabiliteringscentret. Man skal være forberedt på at bo lidt primitivt, men intet af det jeg har oplevet er ikke noget jeg ikke har kunnet leve med i 2,5 måned. Det skal bare opleves!

Mette Mølbach

Tilbage til nyhedslisten

Kontakt os på:
(+45)­­ 42 40 90 20

Abonnér via RSS

Nyheder Feed
Back to top ▲