You are from: United States, Go to our American website.

Projects AbroadProjects Abroad

Da Simone spiste termitter, sandboardede, lærte et barn at gå og lærte spansk

Simone Sophie Nilsson

Frivilligberetning fra Peru (3/10-2011)

Åh Gud, hvor skal jeg dog starte? Jeg kunne skrive en hel roman om mine 3 måneder i Peru, men jeg skal prøve at begrænse mig.

Jeg boede hos den mest vidunderlige værtsfamilie, en lidt ældre dame (Mama Rosa), hendes 3 voksne børn og deres ægtefæller og børn, og en anden frivillig; Susan fra England. Som du nok kan høre, var vi mange mennesker under ét tag, og der var altid gang i den, altid hvinene børnestemmer, og altid en tilhørende kvindestemme der råbte irettesættende på spansk.

Simone Sophie Nilsson

Alle medlemmer af denne familie havde tid til mig, de var venlige og forstående, og det skal lige nævnes, at jeg ikke kunne ét ord spansk da jeg ankom (hvilket jeg nok vil anbefale, at man lærer lidt af først..), men familien, og især børnene, så det som en mulighed for at lære mig noget, og tog gladeligt udfordringen op. Jeg kan huske, første gang jeg havde været på arbejde i den lokale vuggestue (der lå lige rundt om hjørnet fra hvor jeg boede, no kidding!). En af kvinderne i familien havde sendt 10-årige José hen for at hente mig, så de var sikre på, at jeg ikke fór vild (man kan jo aldrig vide med hvide mennesker og deres stedsans!). Han tog min hånd, og førte mig hen ad fortovet, og på vores lille gåtur tog han initiativet til at lære mig sit sprog. Han begyndte at pege på ting, og sige ordet på spansk, og jeg gentog lydigt efter bedste evne. Og sådan startede min "spanskundervisning"

Der går ikke længe fra man ankommer, til man begynder at føle sig hjemme. Byen bliver hurtigt "min by", gaderne føles trygge at gå på, og man går forbi de samme mennesker hver morgen på vej til arbejde, der alle hilser og bukker, og kalder dig de sjoveste ting, f.eks. Gringanita, blancita (begge "kærlige" ord for "hvide pige"), hijita (datter), preciosa etc. Et tilnavn, eller snarere en titel, jeg kom til at holde meget af, var profé Sofi (kort for Profésora Sophie), som mine kollegaer, børnene, og børnenes forældre begyndte at kalde mig. To af de kvinder jeg boede hos, der i princippet var mine værtssøstre, var lærere, så når vi gik sammen gennem byen, og folk der kendte os skulle hilse, hed det: "profésora, profé Nilda, profé Sofi, buen dia!".

Simone Sophie Nilsson

Som det måske fremgår, brugte jeg rigtig meget tid sammen med min værtsfamilie, men det var bestemt ikke fordi, at jeg ikke havde mulighed for andet. Der var mange andre frivillige i området, og vi mødtes i hvert fald én gang om ugen. Der var et dejligt sammenhold på tværs af de forskellige projekter, og vi havde da også en stamcafé vi gik på, når vi trængte til at komme lidt væk fra den peruvianske ris/kartoffel/pasta ret. Folk tog til storbyen sammen i weekenderne, der var plads til alle, og dem der havde lyst tog også rundt til forskellige ruiner sammen f.eks. Macchu Picchu, som er et absolut must, hvis man er i Peru.

Så uanset om man er festaben, der gerne hænger ud på den irske pub hver lørdag, eller den kulturelle type, der hellere vil udforske landets historie og folk, er der plads. Og der er stensikkert andre frivillige med samme interesser som dig, så bare rolig, hvis du rejser alene, skal du nok finde sammen med nogen.

Min tur til Peru har helt sikkert været pengene værd, jeg har fået en ven for livet, har sandboardet, Spist termitter og bambusgrene, set gennemsigtige sommerfugle, er blevet båret over en flod i junglen af en lokal indianerdreng, der ikke syntes, jeg skulle have våde fødder (jeg havde ikke rigtig noget at skulle have sagt, lige pludselig lå jeg bare hen over hans skulder), siddet i bagagerummet på en bil i halvanden time, fordi min veninde og jeg skulle have et lift, i en allerede fyldt bil, jeg har stået på toppen af et bjerg, jeg har set et af verdens 7 vidundere, badet i varme kilder under stjernerne, lært et barn at gå, lært at snakke spansk, og vigtigst af alt; jeg har fået en ny familie på den anden side af jorden. Jeg savner dem, og tænker tit på dem.

Simone Sophie Nilsson

Jeg savner Mama Rosa, og hendes konstante pludren på Quechua. Jeg savner Susan, og at høre hende råbe godnat hver aften, jeg savner min værtsbror og hans barnlige narrestreger. Jeg savner at blive kaldt hijita. Sproget. Bjergene. Børnene. Mine børn.

Peru vil altid have en speciel plads i mit hjerte.

Du bør unde dig selv en tur med Projects Abroad. Selv vil jeg aldrig, aldrig, aldrig fortryde, at jeg tog af sted.

Tilbage til nyhedslisten

Kontakt os på:
(+45)­­ 42 40 90 20

Abonnér via RSS

Nyheder Feed
Back to top ▲