You are from: United States, Go to our American website.

Projects AbroadProjects Abroad

TIA – (This Is Africa)

Dorthe Ussing

Sommetider i ens liv, kan man trænge til at stoppe op i hverdagens udfordringer, og vende blikket mod andres udfordringer udenfor Danmark. Finde en mening i livets forskelligheder, og give en bid af sit hjerte og en hånd til dem, der trænger mere end os.

Det var en af mine mange tanker, der fik mig til at søge et ophold som volontør hos Projects Abroad. Jeg så muligheden for at bruge min faglighed, og give mig selv et skub på det personlige plan. Målet var at arbejde i en anden kultur og komme tæt på en afrikansk familie, og i januar 2011 rejste jeg forventningsfuld væk fra kulden, og ned til varmen til mødet med et nyt land, nye dufte, og mennesker som jeg ikke kendte.

Mit møde med Tanzania har været udfordrende på alle menneskelige planer - og havde jeg vidst, hvad der ventede mig, ville jeg ikke have fået alle de fantastiske oplevelser, som jeg er i besiddelse af nu. En kæmpe kulturomstilling; mennesker og børn der hver dag kæmper for overlevelse. Mange indfødte, som bruger alt deres hjerteblod på andre, der er dårligere stillet end dem selv - og det siger ikke så lidt. Deres levevilkår ligger så uendeligt langt fra vores.

Efter at være tilbage i mit eget materialistiske samfund, tænker jeg tilbage på tiden som frivillig på skolen, hverdagen og arbejdet under forhold, som ingen dansk lærer kan forestille sig. De fysiske forhold og materialer tåler ingen sammenligning. Der var ingen undervisningsbøger, eller materiale at undervise ud fra, ingen pc eller legeredskaber, ingen skriveredskaber og intet papir, så de kunne aktivere elever med at tegne eller skrive. Alt det, som er en selvfølge i en dansk skole.

Dorthe Ussing

Motivationen i undervisningen var udelukkende lærerens ord og en tavle. Ofte var der ikke kridt, blot lærerens personlige engagement og overskud til gentagelser samt udholdenhed med børn af de fattigste familier, hvis hverdag var præget af vold, druk og mangel på det mest basale: Tøj, mad og rent drikkevand.

Og så tænkte jeg: "Hvad kan jeg bidrage med, når jeg nu intet har, andet end mig selv?" Midt i det fortvivlende fandt jeg en mulighed for at ændre mit fokus. Jeg valgte at undervise lærerne fremfor eleverne, give lærerne feedback på undervisningen ud fra deres begrænsede faglighed, og få skabt læring til at strukturere et dagsprogram for klasserne. At skabe sparring i forhold til undervisningslokalerne, sparring lærerne imellem og at få etableret en mødekultur mellem de få ansatte uddannede lærere og deres ledelse.

Nogle gange mistede jeg min egen motivation, og måtte bruge nogle dage til at finde overskud igen. Dette overskud kom ved at tilbringe tid med andre volontører på den mest luksuriøse vis: En safaritur, en dag ved poolen, shopping samt at bekræfte hinanden i, at vi er heldige med at vokse op uden at skulle kæmpe hver dag med utryghed på de mest basale behov. Behovet for at dele med andre, finde gejsten og troen på at det vi gjorde, uanset indsatsens omfang, gav mening for alle parter - gennem et fællesskab, skabt af Projects Abroad.

Dorthe Ussing

Opholdet hos familien var en gave. At mærke deres fighterinstinkter og tro på, at deres børn engang bryder cirklen og bliver i stand til at sikre familiens fremtid fra sulten og sygdomme. For mange familier er dagen præget af praktiske gøremål, da hjemmet er deres basis for tryghed. Alt gøres uden hjælpemidler, og indtægten kan ofte kun dække de mest basale behov.

Min værtsfamilie gjorde alt for at mit ophold skulle være trygt, og deres gæstfrihed rakte længere end jeg havde forestillet mig. Jeg var omgivet af stor respekt for min indsats, og fik en masse støtte og opbakning fra min værtsfamilie. Jeg oplevede altid stor venlighed, smil og energi trods det, at deres arbejdsdag kunne være 12 timer og at indtjeningen var uværdig i mine ører.

At bo i et afrikansk miljø var en stor tilvænning. Alle kiggede på mig, og ofte ville folk snakke med mig. Usikkerheden overfor folks direkte måde at spørge på, satte mig på prøve i mit eget grænseland. Hvad ville jeg svare på, og hvad ville de mig? Indtil jeg forstod, at i og med jeg var hvid blev jeg opfattet som rig. Derfor var jeg interessant, og måske kunne jeg være vejen til at hjælpe dem videre - væk fra deres fattigdom. Det satte ikke grænser for folks hæmninger for at tigge om økonomisk hjælp.

Tanzania er et land som har brug for dig, og hvis du er parat til at leve efter deres vilkår, og se landet igennem de lokales øjne, vil et ophold kunne ændre din egen og deres udvikling, og give troen på at livet giver mening – både for dig og dem. Værtsfamilierne og projekterne har viljen til at åbne deres hjerter og hjem for al den hjælp de kan få udefra til at ændre opvækst vilkårene for landet.

Tilbage til nyhedslisten

Kontakt os på:
(+45)­­ 42 40 90 20

Abonnér via RSS

Nyheder Feed
Back to top ▲