You are from: United States, Go to our American website.

Projects AbroadProjects Abroad

Teaching in the land of choclo

By Sara Andersen

Family

Jeg havde absolut ingen idé om, hvad jeg skulle forvente af mit ophold med Projects Abroad i Peru. Mit håb var at få en helt igennem grænseoverskridende oplevelse, samt at gøre den famøse forskel på et meningsfuldt og givende projekt i et land, hvor nogen havde brug for mig på den ene eller den anden måde.

Den første forhåbning blev på alle måder opfyldt; min værtsfamilie og kollegaer modtog mig med en gæstfrihed og åbenhed, jeg aldrig kunne have forestillet mig, og de gjorde meget for at tage mig med til lokale fester og arrangementer, så jeg kunne lære landsbyen og peruanske skikke bedre at kende.

Når du står på markedet som rig gringo, er business selvfølgelig business, og de fleste vil til enhver tid forsøge at narre nogle lette penge fra dig. Men når det så er sagt, så er alle de peruanere, jeg har mødt, fantastiske, sjove, ærlige, festlige mennesker, som gjorde min oplevelse til præcis det, jeg håbede, den ville være – og mere til. Jeg synes, det er vigtigt at nævne, fordi jeg ikke kunne lade være med at bekymre mig en smule om dette inden min afrejse – særligt som ung pige i et land med en udbredt machokultur. På byturene var der altid fyrer, som ikke forstod et nej, og de samme typer råber glædeligt efter unge gringas i nattelivet, men vi var altid i flok og havde derfor aldrig nævneværdige problemer med dem. Udover dette oplevede jeg som kvindelig gæst i landet ingen problemer, hverken med fremmede, mandlige kollegaer eller min værtsfar – det er selvfølgelig en anden sag at være peruansk kvinde, som du uden tvivl vil bemærke, hvis du tager af sted.

Tourism

Peru er også ufattelig rig på naturoplevelser. Personligt nåede jeg både at rejse langs kysten, hvor maden og strandene er udsøgte; at vandre i timevis op af stejle bjergstier i nattens mulm og mørke for endelig at blive mødt af den bjergtagende ruinby Machu Picchu, Perus største turistattraktion; at sejle på floden Titicaca, verdens højest beliggende navigable sø, hvor de lokale bor på små, menneskeskabte øer af siv – i en båd, der vel og mærke også var lavet af siv; at bo i Amazonas regnskov, hvor der aldrig er stille, og hvor det vrimler med fascinerende dyr eksempelvis kæmpepapegøjer, taranteller, kaimaner (krybdyr i alligatorfamilien), flodsvin og aber; at sandboarde i de enorme sanddyner i Nazca-ørkenen – den sjoveste oplevelse nogensinde!

Jeg bliver nødt til at stoppe mig selv her, selvom Peru har meget mere at byde på. Jeg kan på det kraftigste anbefale alle ovenstående aktiviteter. For slet ikke at nævne alle de bjergtagende smukke landskaber, der er at finde lige på den anden side af grænsen i nabolandet Bolivia, som nemt og billigt kan nås med bus.

Hvad angår min anden forhåbning – at arbejde på et projekt, hvor de lokale på en eller anden måde havde brug for mig -, må jeg sige, at virkeligheden (ikke så overraskende) er mere kompliceret end som så. De mennesker, jeg mødte i Peru, har haft en mindst ligeså stor indflydelse på mig, som jeg har haft på dem.

Peru har rykket mig langt længere, end jeg har rykket Peru. Dermed ikke sagt, at vi som frivillige ikke kan gøre en forskel, og at der ikke er nogen at hjælpe i Peru.

Jeg arbejdede det meste af min tid som engelsklærer. Det vigtigste her er selvfølgelig at være god til engelsk, men mindst ligeså vigtigt er det at have mod på at undervise og at have nogle gode idéer til at gøre undervisningen spændende.

Children

Særligt på dette projekt vil jeg anbefale at tage et spansk sprogkursus – de taler vitterligt intet engelsk. Peruansk sprogundervisning er ekstremt tavlebaseret, så jo flere spøjse aktiviteter/spil, du kan bruge til at bryde rutinen og frem for alt øve deres mundtlige engelsk, jo bedre. Jeg underviste i løbet af de fire måneder både børn og voksne i alle aldre – alt fra lærere med en universitetsbaggrund til små landsbybørn, som aldrig før havde haft en engelsktime i deres liv (selv har jeg engelsk på A-niveau fra gymnasiet).

Arbejdet som lærer var en enorm udfordring, der skiftevis efterlod mig håbefuld og i dyb frustration. De har meget vanskeligt ved engelsk, særligt engelsk udtale, og nogle gange frygtede jeg, vi aldrig aldrig ville komme længere end "My name is…" Samtidig er det nemt at gøre eleverne positivt overraskede, fordi der ikke er mange af de peruanske lærere, som bruger bolde, huskespil, tegninger og kort i undervisningen. Der er et kæmpemæssigt arbejde at gøre indenfor undervisningsområdet i Peru, og jeg ved, at vi frivillige kan gøre en forskel - både rent engelskfagligt, men også hvad angår rammerne for undervisningen.

Projects Abroad arrangerede også frivilligt ekstra-arbejde på en masse mindre projekter, og mit arbejde dér var også meget berigende. Vi havde to ugers "community service", hvor vi bl.a. kørte rundt i de omkringliggende landsbyer i forbindelse med en kampagne for bedre tandhygiejne og rensede børnenes tænder. Da der også var problemer med enorme oversvømmelser og efterfølgende stenskred i den tid, jeg var i Peru, arbejdede vi med en børnepsykolog på et projekt for de børn, som havde mistet deres hjem. En af dagene arbejdede vi også på nedrivningen og genopbygningen af en sammenfaldet skolebygning – alt i alt nogle meget varierende og enormt spændende arbejdsopgaver.

Volunteers

Jeg vil ikke nævne, hvor træls maden kan være (… ris, pasta, kartofler, ris, ris), eller hvor syg man kan blive af den (… parasitter er en almindelig plage blandt gringos med følsomme maver). Det hører med, og man er i gode hænder med Projects Abroad.

Peru er en utrolig oplevelse, og takket være Projects Abroad fik jeg mulighed for at udføre meget forskelligt, givende arbejde i trygge omgivelser.

Jeg har stadig kontakt til de andre frivillige, nogle heraf mine nye bedste venner, som jeg mødes med så ofte som overhovedet muligt. Der skal også sendes en julepakke til min søde værtsfamilie, som jeg savner meget.

Hvis du overvejer Peru – så gør det!

Tilbage til nyhedslisten

Kontakt os på:
(+45)­­ 42 40 90 20

Abonnér via RSS

Nyheder Feed
Back to top ▲