You are from: United States, Go to our American website.

Projects AbroadProjects Abroad

Undervisning i Fiji - Anna Lynge Nielsen

Anna historie: Undervisning i Fiji

Anna historie: Undervisning i Fiji

Anna historie: Undervisning i Fiji

Anna historie: Undervisning i Fiji

Anna historie: Undervisning i Fiji

Medio august 2014 rejste jeg til Fiji uden en anelse om, hvad der ventede mig på den anden side af jordkloden de kommende 14 uger. Heldigvis kan jeg i dag se tilbage på 14 uforglemmelige uger, som bød på alt lige fra fantastiske naturoplevelser til skønne, unikke og udfordrende stunder med den fijianske lokalbefolkning.

Arbejdet

I den første del af mit ophold på Fiji underviste jeg på en lille privatskole i byen, Nadi. Jeg blev tilkoblet børnehaveklassen på 10 elever i alderen 4-6 år. Jeg nød at undervise, lege og tilbringe tid med de fijianske børn, men jeg må også indrømme, at det krævede en del tilvænning at forstå og acceptere de fijianske læreres undervisningsform samt håndtering af eleverne. Nogle lærere benyttede sig af fysisk afstraffelse og ydmygelse af eleverne til irettesættelse og disciplinering. Glædeligvis var det langt fra alle lærere, som havde denne tilgang til håndtering af eleverne.

På trods af startvanskeligheder med ovennævnte tog det mig ikke lang tid at tilpasse mig skolen og skabe et godt samt naturligt bånd til børnene såvel som til personalet. Dog kom jeg til et punkt efter omtrent en måned på skolen, hvor jeg ikke længere følte, at der var det store behov for min hjælp og støtte. Jeg søgte derfor nye udfordringer og blev i den anledning overflyttet til en stor kommuneskole ved navn Nadi District School. Skiftet fra privatskolen til kommuneskolen skulle vise sig at være et godt skifte, da udfordringerne var mange, og min hjælp blev modtaget med kyshånd.

Fra privatskole til kommuneskole

På kommuneskolen blev jeg tilkoblet en klasse med 35 elever i alderen 9-12 år, hvor jeg hovedsagligt fungerede som hjælpelærer. Klassens primære lærer, Mrs. Vibose, gav mig i høj grad mulighed for at undervise og udviste stor interesse og tillid til mine ideer, forslag og synspunkter. Mrs. Vibose værdsatte virkelig min hjælp, og vi udviklede et super samarbejde gennem min tid på skolen. Det gode samarbejde smittede af på eleverne, som jeg fik et fantastisk forhold til. Det var en stor glæde og oplevelse for mig at undervise de fijianske børn. Mange af dem kom fra familier med meget lav indkomst men ikke desto mindre mødte de dagligt op fulde af liv, glæde og nysgerrighed efter at lære og dygtiggøre sig. Det var så utrolig livsbekræftende, og det gav mig blot endnu mere lyst til at skabe et varierende, energisk og spændende læringsmiljø for eleverne.

Min sædvanlige arbejdsdag var fra kl. 8.00 til kl. 15.00 - hertil kom forberedelsestid til de kommende undervisningstimer. Ellers gik hverdagen med hygge og samvær med de mange andre frivillige, som jeg knyttede et stærkt bånd til, og som jeg stadig har kontakt med. I hverdagene tog vi for eksempel på stranden, på cafe, i biografen, spillede pool eller besøgte det lokale frugt- og grøntsagsmarked, hvor de lækreste frugter og grøntsager kunne findes. Mulighederne var mange, og tiden fløj bare af sted.

Fritiden

Weekenderne tilbragte jeg ligeledes med de andre frivillige. Vi tog på et utal af ø-turer, besøgte forskellige byer på hovedøen, heriblandt hovedstaden Suva. Vi riverraftede nær Pacific Harbour samt deltog i forskellige lokale arrangementer med lokalbefolkningen eller med vores respektive værtsfamilier. Jeg deltog eksempelvis i min værtsfars 60 års fødselsdag, hvor hele familien var samlet til fest. Det var en stor oplevelse at opleve og deltage i en fijiansk fødselsdagsfest med bøn, nationaldans og sang - dét er en aften, jeg sent vil glemme. Alt i alt er mit ophold på Fiji noget, som for altid vil stå klart i min erindring, det er jeg sikker på. Jeg lærte utrolig meget i løbet af de 14 uger. Ikke mindst om Fiji, kulturen, folkefærdet, skolesystemet men også om mig selv. Jeg er vendt hjem med en rygsæk fuld af uforglemmelige minder, oplevelser og erfaringer, som jeg meget nødig vil være foruden.

Læs mere om projektet her

Se videoer om Undervisning her

Anna Lynge Nielsen, Undervisning Fiji.

Tilbage til Frivilliges beretninger

Kontakt os på:
(+45)­­ 42 40 90 20

Abonnér via RSS

Frivilliges Beretninger Feed
Back to top ▲