You are from: United States, Go to our American website.

Projects AbroadProjects Abroad

Undervisning i Costa Rica - Sara Krogh

Hvorfor lige Costa Rica?

Børn med masker i Costa Rica

Jeg besluttede mig for at tage til Costa Rica, fordi jeg havde læst om deres livsfilosofi; ”Pura Vida”. Tanken om fire måneder væk fra hverdagens jag og mas virkede befriende. Derudover ville jeg så gerne forbedre det spansk, jeg havde lært over tre år i gymnasiet.

Månederne optil begyndte jeg at have kontakt med andre kommende frivillige fra hele verdenen, der skulle være i Costa Rica i samme periode som mig. Under Projects Abroads vejledning blev jeg klar til afgang d. 22/8 2015 – en dag der virkede meget langt væk, da jeg bestilte rejsen 6 måneder tidligere.

Jeg ankom til Costa Rica lørdag aften efter en rejse på 16 timer uden søvn. Selvom jeg var træt, var jeg virkelig spændt på at møde min værtsfamilie. Den efterfølgende mandag blev jeg hentet klokken 9 af en ansat, der både snakkede engelsk og dansk. Han viste mig hovedbyen, Heredia, bankerne, politistationen, hjalp mig med at få et lokalt SIM-kort, og viste mig Projects Abroads’ kontor lige udenfor Heredia, hvor jeg mødte resten af personalet, der skulle guide mig igennem mit ophold.

Familien

Frivillige på surftur

Jeg boede hos en velstillet familie i forstanden San Joaquin. Familien bestod af mine værtsforældre (Yorlene og Sandro), deres fire børn (Fabi, Sofia, Millie og Macho), katten Banana og hunden Sammi. Derudover boede der en anden frivillig fra Frankrig, der ankom to dage efter mig.

I vores gårdhave boede Yorlenes ældste datter og barnebarn, forældre, søster og bror i hvert deres hus med hver deres familier. Yorlenes forældre havde også frivillige, så der var altid noget at give sig til, når man blev inviteret til familiemiddag eller fodboldaften.

Min familie var helt fantastisk og tog mig med til børnenes opvisninger, med i centeret og på stranden. Min værtsmor lærte mig at lave costaricansk mad, min værtsfar gav mig en rundvisning i San Jose, min bror tæskede mig i GuitarHero, og mine værtssøstre fortalte mig om alt i deres liv og lukkede mig ind som en søster.

Arbejdet

Jeg arbejdede på en skole i nabobyen, San Antonio de Belén. Det tog mellem 15 minutter og 45 minutter at komme til og fra arbejde med bus. På busturerne fik jeg indblik i en costaricansk hverdag, og jeg lærte hurtigt ruten, chaufførerne og passagerene at kende, der altid smilede og ofte ville snakke.

Min skole hed Escuela España og var en statsejet skole, hvor nogle børn kom fra fattige familier og ikke fik andet mad, end den der blev serveret på skolen. Skoledagen strakte sig fra 7 til 14 med en halvtimes frokostpause, hvor jeg spiste med mine nye kollegaer, der var meget nysgerrige og hjælpsomme, selvom de ikke snakkede et ord engelsk.

Sara på riverrafting sammen med sine venner

Jeg underviste i engelsk sammen med Marco, så hver dag fulgte jeg hans skema og assisterede i timerne for seks 6. klasser og to 1. klasser. Nogle dage skulle jeg gennemgå noget mundtligt og andre dage rette deres opgaver og forklare dem deres fejl. I starten var jeg meget udfordret, eftersom mit spansk var begrænset, og de ikke snakkede meget engelsk, men jeg lærte hurtigt sproget. Derudover opbyggede jeg også et stærkt bånd til mine elever og deltog i skolens sociale arrangementer, blandt andet i mine 6. klassers ”Graduation Dinner” i slutningen af året inden de skulle starte på det costaricanske gymnasie.

De andre frivillige

I San Joaquin boede de fleste andre frivillige også indenfor 500 meters afstand. Jeg opbyggede hurtigt et stærkt bånd til mange af dem, som jeg hver dag tilbragte tid med – hvad end det var aftensmad på vores lokale restaurant ”Pepe” med alle eller en kop kaffe med en enkelt eller to.

Derudover tog vi ugentligt til Zumba timer og snusede til de latinske rytmer og besøgte hinanden ved vores værtsfamilier. Når man bor i så lille en by, lærer man hurtigt mange at kende og derved følte man sig altid hjemme, når man gik ned til bussen og mødte sin venindes ”mama” eller ”søster” og stoppede for at få en snak med dem. Mange af de venner jeg fik, har jeg allerede set igen efter min hjemkomst eller planer om at se i den nærmeste fremtid.

Sara på vandretur med i Costa Ricas jungle

Udover at være sammen i hverdagen, tog vi også ofte på weekendudflugter.

Oplevelserne

Hvad end man er til eventyr eller afslapning, har Costa Rica svaret inden for en rimelig afstand. Jeg tog surfertimer og oplevede vaskebjørne, der stjal mine ting i strandbyen Manuel Antonio, oplevede en vaske ægte regnskov på hesteryg og fra hængebroer i Monteverde, besteg en vulkan, ziplinede over junglen, svømmede i et vandfald og slappede af i autentiske hot springs midt i junglen ved Volcan Arenal, oplevede jamaicansk stemning og dasede ved standene ved den caribiske by Puerto Viejo, svømmede ved nogle af verdens smukkeste strande ved Guanacaste, riverraftede en skræmmende men fantastisk tur ned af en af verdens bedste floder, og selvfølgelig oplevede de nærtliggende attraktioner som Café Britt’s kaffe tour og La Paz Waterfall Garden.

Derudover slog jeg et smut forbi det panamanske øhav, Bocas del Toro, for at få mit visum forlænget.

Busturerne fra hovedstanden San Jose tog mellem tre og syv timer og kostede mellem 21 og 60 DKK. Vi boede billigt på hostels, hvor der var mulighed for selv at lave mad og møde en masse andre herlige mennesker.

Sara på badetur ved vandfald i Costa Rica

Det er meget sikkert at rejse i Costa Rica – selvfølgelig så længe man opfører sig fornuftigt. Jeg har ikke på noget tidspunkt oplevet utryghed, hvad end jeg gik hjem i San Joaquin efter mørkets frembrud eller tog en syvtimers bustur gennem landet alene.

Oplevelserne var der, hvor jeg lærte mig selv og de andre bedst og kende – i pressede, sjove og udfordrende situationer, der altid endte med en sjov historie og gode minder.

Problemerne

Mine problemer var få, men lige så snart de opstod, blev de løst samme dag af Projects Abroads fantastiske personale. Et eksempel herpå var, da jeg på et tidspunkt havde brug for at se en læge, hvorved jeg kontaktede min supervisor. Han hentede mig samme dag fra mit arbejde og kørte mig til en læge, der kunne snakke engelsk, hvorefter han tilbød at gå med ind eller vente udenfor. Derefter blev jeg kørt hjem for at slappe af resten af dagen.

Der var generelt stor tryghed i form af evalueringer, opringninger og besøg fra min supervisor på min arbejdsplads mellem to og tre gange om ugen. For mig betød dette, at jeg kunne nyde mit ophold til fulde uden at bekymre mig om noget.

Det praktiske

Jeg spiste morgen- og aftensmad i værtsfamilien og frokost på skolen. Madkulturen i Costa Rica er en blanding af amerikaniseret fastfood og traditionel mad. Jeg spiste flere ris og bønner (arroz y frijoles), end jeg har spist samlet i hele mit liv, og selvom jeg ofte blev træt at det og savnede en dansk rugbrød, blev jeg meget glad for den smagfulde mad.

Billede af strand og palmer i Costa Rica.

Under næsten hele min tid i Costa Rica var det regntid (september til november), men det betød heldigvis ikke uafbrudt regn. Det regnede og tordnede et par timer om eftermiddagen, men ellers var vejret solrigt og behageligt med mulighed for at sole i weekenderne.

Pura Vida!

Costa Rica er Pura Vida. Befolkningen er fredelig og hjælpsom, naturen er uvurderlig og smuk, og strukturen er god (på trods af at være mere primitiv end i Europa). Jeg fortryder ikke et sekund min beslutning om at rejse til netop Costa Rica med Projects Abroad, fordi jeg fandt eventyr, oplevelse, venner, familie, erfaring og selvstændighed under trygge rammer.

Læs mere om projektet her

Se videoer om Undervisning her

Sara Krogh

Tilbage til Frivilliges beretninger

Kontakt os på:
(+45)­­ 42 40 90 20

Abonnér via RSS

Frivilliges Beretninger Feed
Back to top ▲