You are from: United States, Go to our American website.

Projects AbroadProjects Abroad

Kultur & Lokalsamfund, Musik & Kultur i Senegal - Martin Frølund

Frivilligberetning fra Saint-Louis, Senegal

Egentlig havde jeg besluttet, at jeg ville til Frankrig og lære fransk gennem frivilligt arbejde efter gymnasiet. Jeg havde undersøgt en del om muligheden for frivillige projekter i Frankrig, men det eneste jeg fandt, som passede til mig, var det europæisk støttede projekt EVS. Der fik jeg enten afslag eller intet svar, så det opgav jeg og stod nu på bar bund.

Så var det at jeg kom i tanker om, at der jo også er andre steder i verden end Frankrig, hvor de taler fransk. Via min studievejleder fandt jeg Projects Abroad og gik straks i gang med at undersøge de forskellige lande og projekter.

Lige siden 4. klasse har jeg spillet trommer, og jeg faldt derfor over et musikprojekt i Senegal, hvor man kunne komme og få undervisning i afrikanske trommer og perkussion. Der var jeg fuldstændig solgt, og jeg kunne med det samme se mig selv sidde i Senegal og spille musik med senegalesiske musikere. Da det så viste sig, at man også kunne kombinere projektet med et humanitært projekt, blev det ikke bedre. Med god vejledning fra Projects Abroad blev mit ophold planlagt, og jeg kunne nu ikke vente med at komme afsted.

Kultur & Lokalsamfund i Senegal

Efter en veloverstået flyvetur ankom jeg til Dakar og trådte ud i et mylder af en by hvor der, trods at klokken var tæt på midnat, var rimelig hedt. Jeg fandt hurtigt den medarbejder fra Projects Abroad, der skulle hente mig, og vi kørte så hen på et hotel, hvor vi overnattede.

Efter en længere biltur nordpå ankom vi til Saint-Louis. Jeg blev indkvarteret hos min familie bestående af en dreng, Augustin, der var lidt ældre end mig, samt en mor og en far, Cecille og Gregoire. De var rigtig flinke, men det var lidt svært at komme i gang med at snakke sammen. Det franske lå lidt langt væk for mig, og de var ikke voldsomt udadvendte.

Dagene gik og jeg startede på mine to projekter, Musik og Kultur samt det humanitære projekt. På musik og kulturprojektet kunne man vælge, to uger ad gangen, hvilke slags timer man ville have. Man kunne vælge op til fem forskellige kurser pr. to uger, dvs. at man så havde forskellige kurser hver dag i en uge, hvorefter det blev gentaget. Jeg valgte at starte med tre forskellige kurser: undervisning i Djembé (en meget populær afrikansk tromme), Balafon (en slags xylofon) og det senegalesiske sprog Wolof. Det var en stor omvæltning at blive undervist af musikerne fra Senegal. De tog lidt mere løst på tidspunkter og læringsmetoder, end jeg var vant til, og det tog meget tid for mig at tilpasse mig deres måder at gøre tingene på.

Projektkoordinatoren for musik og kulturprojektet, Sakis Tanor, var heller ikke den mest velorganiserede mand. Han sendte mig rundt mellem to forskellige lærere for til sidst at ende ved den første. Men herefter blev det meget bedre. Jeg begyndte at forstå dem bedre, både sprogligt og mentalt, og jeg kunne efterhånden leve mig mere og mere ind i deres kultur.

På det humanitære projekt var det lidt nemmere at starte, fordi der var lidt mere styr på, hvad der skulle ske. Man kunne vælge enten at følge undervisningsprojektet eller det mere humanitære projekt. Jeg valgte undervisningsprojektet. Der var altid en lokal voksen person tilstede, så man kunne spørge, hvis man var i tvivl om noget. De deltog også i undervisningen, så man følte sig meget tryg og godt tilpas.

Kultur & Lokalsamfund i Senegal

Noget der til gengæld var lidt mindre godt, var den måde, vi fik at vide vi skulle undervise på. Det var meget sådan noget med at læreren skulle skrive noget op på tavlen, som eleverne så skrev ned i deres hæfter. Derefter skulle de så lave opgaver omkring det de havde skrevet ned. Ikke en særlig god læringsmetode syntes jeg! Jeg ville gerne have været mere aktiv i forhold til at gøre noget ved denne struktur, men da jeg også havde musikprojektet ved siden af, følte jeg ikke, at jeg var der nok til at blande mig så meget i det.

Udover at undervise, bestod mit arbejde på projektet også i andre ting. Hver fredag skulle der laves et lille eftermiddagsmåltid, ”Gouté”, til alle de Talibéer (børn der er sendt ind til byerne for at studere Koranen) der kom i centret. Det bestod som oftest af en kvart baguette smurt med nutella samt en lille pose med saftevand i, ”Bisap”. Det var sådan en stor fornøjelse at dele det ud til alle børnene, for de havde glædet sig så meget og larmede, smilede og var så glade. Vi spillede også nogle gange spil med børnene og gav dem papir og farveblyanter som de kunne tegne med. Det kunne dog godt være meget anstrengende at spille med dem, for de var ikke særlig velopdragne og forstod ikke altid reglerne. Men de havde det i hvert fald sjovt, og det er jo det vigtigste.

Kultur & Lokalsamfund i Senegal

Hos min familie gik det efterhånden bedre og bedre. Jeg lærte dem bedre at kende og vi begyndte at snakke mere sammen. Vi hyggede os godt. Det hjalp også på det, da der kom et lille barn ind i familien, som moderen skulle passe i en månedstid. Hun var så sød, og meget glad for at lege og snakke. Jeg gav hende en billedbog, så hun kunne lære noget fransk, og den hyggede vi os meget med.

En udfordring for mig ved at skulle bo hos familien, var de tidspunkter de spiste på og til dels også maden. Min familie spiste frokost ved 14-tiden samt aftensmad kl 21.00. Der var alligevel en del timer der skulle gå før aftensmaden var klar, så jeg blev tit godt og grundigt sulten. Det var særlig slemt i starten af mit ophold og efter en månedstid, havde jeg faktisk vænnet mig til det. Moderen lavede virkelig lækker mad, og kun én gang kunne jeg ikke lide det. Og så var det så hyggeligt at sidde sammen nede på gulvet og spise af den samme skål. Det kan måske godt være lidt grænseoverskridende de første par gange, men jeg vil sige lad dig ikke styre for meget af hygiejnen. Det er sjældent et problem. Jeg blev slet ikke syg dernede og det til trods for at jeg spiste af samme skål med rigtig mange mennesker, både børn og voksne.

Tilmed drikkede jeg af samme glas som rigtig mange mennesker. Det sidste skyldtes mest af alt den senegalesiske tradition for at drikke the. Det kommer du helt sikkert til at opleve en del, men tro ikke, at du ved hvordan te smager! Deres te er meget anderledes (faktisk kommer den fra Kina), og så putter de rigtig meget sukker i. Når teen er lavet, drikker man den så to af gangen med hver sit glas. Herefter går glassene videre og næsten lige meget hvor mange man er, så benytter man kun to glas. Det er en rigtig hyggelig tradition som de bruger meget tid på.

Kultur & Lokalsamfund i Senegal

En anden ting ved maden, som jeg også havde lidt svært ved at vende mig til, var morgenmaden. Den er ikke særlig vigtig for senegaleserne, og den består derfor som regel kun af en halv baguette med smør eller nutella på. Det havde jeg meget svært ved at vende mig til, da jeg var vant til at spise en god portion havregryn med nødder og frugt. Jeg begyndte efterhånden at købe noget frugt, som jeg kunne spise på baguetten. Det hjalp lidt. Men jeg var stadig ret sulten, når frokosten endelig stod på bordet. Men som med tidspunktet for aftensmaden, så vænnede jeg mig til det og klarede mig efterhånden fint med en halv baguette og noget frugt.

Da jeg var kommet godt ind i mit ophold, gik det rigtig godt med mit musikprojekt. Jeg lærte rigtig meget, og jeg var blevet rigtig gode venner med både min trommelærer, Mayoro, og Sakis Tanor som underviste mig i Wolof og den senegalesiske kultur og historie. Fra start af i mit ophold var jeg meget opsat på at opsøge den senegalesiske kultur og lære om den. Jeg ville ud og møde de lokale og leve som dem - sammen med dem. Jeg følte ikke, at der var særlig gode muligheder for det ved de arrangementer som Projects Abroad arrangerede for de frivillige. Og mange af de andre frivillige brugte deres fritid på at ligge i poolen, shoppe, tage på diskotek, spise på restaurant, eller tage på guidede turistture. Det sagde mig absolut intet! Jeg ville ikke spilde min tid på den slags. Derfor tilbragte jeg rigtig meget tid sammen med Sakis Tanor og Mayoro.

Kultur & Lokalsamfund i Senegal

Sakis Tanor og jeg kørte rundt på knallert om aftenen og besøgte hans venner, hang ud på barer og så forskellige steder i Saint Louis. Han tog mig med på stranden hvor han underviste mig, og vi kørte ned til et sted langs ”Fleuve Sénégal” (en flod der løber langs den nordlige del af Senegal) hvor vi spillede guitar, sang og spiste vandmelon. Han tog sig så godt af mig, og vi hyggede os virkelig meget.

Mayoro spillede perkussion i Sakis Tanors band, og de spillede koncert stort set hver onsdag og lørdag. Jeg tog med næsten hver gang, og hørte koncerterne. Jeg fik også lov til at spille med en del gange, hvilket jeg var så glad og taknemmelig for. Jeg følte mig virkelig som en del af kulturen og det lokale, når jeg kørte rundt til barer og restauranter med dette band.

Mayoro var nok en af mine bedste venner dernede. Vi havde ikke længere sådan et lærer-elev-forhold. Vi var bare gode venner. En typisk dag med undervisning foregik på den måde, at jeg kom hjem til ham ved en ni-tiden. Der vækkede jeg ham typisk (han var ikke så morgenfrisk) og vi gik derefter ud og købte lidt ind til morgenmad (selvom jeg havde spist hjemmefra, tog jeg næsten altid noget hos ham også). Vi spiste morgenmad og drak ”Café Touba” (ægte senegalesisk kaffe, som du helt sikkert kommer til at smage også) og jeg begyndte at varme lidt op. Da han havde taget et bad, begyndte vi så med at spille sammen. Det kunne så stå på til en 13-tiden, hvorefter jeg så småt gik hjem af for at spise frokost. Det var meget løst (hvilket også til tider irriterede mig grænseløst, men det vænnede jeg mig til), men vi hyggede os rigtig meget, og hans familie var så imødekommende og forstående overfor at vi skulle spille trommer hele tiden. De var trods alt også vant til det, da det var Mayoros arbejde.

Kultur & Lokalsamfund i Senegal

Flere dage endte det også med at Mayoro inviterede mig på frokost hos ham. Så blev jeg og spiste med hele hans familie af den samme store skål. Det var så hyggeligt og damerne i huset var smaddergode til at lave mad.

Mayoro var, ligesom Sakis Tanor, god til at tage mig rundt i byen for at vise mig deres kultur. Jeg kom med i moské sammen med ham, vi tog til tre forskellige bryllupsfester, hvor han skulle spille musik til, samt til et begravelsesritual med arabisk sang hos hans nabo.

Derudover tog jeg også på en kort rejse sammen med Mayoro. Han havde fået en bestilling fra en ven i Frankrig på 15 små trommer, kaldet ”Tamar”, og skulle derfor have købt noget træ. Han inviterede mig med, og sammen drog vi afsted i bus til byen Mbour.

Kultur & Lokalsamfund i Senegal

Mayoro havde boet i denne by i syv år og havde derfor en del kontakter. Vi boede på taget af nogle af hans venners hus. Vi fik mad der, og hang ud med dem over en kop te. Næste dag kørte vi hen til et træværksted, hvor Mayoro købte træ til trommerne. Det blev hugget og skåret til, så vi kunne have det med hjem i bussen. Her så jeg på nært hold hvordan Djémber, andre trommer, samt træværktøj og træfigurer, bliver lavet ved håndkraft. Det er et utroligt arbejde de gør, og meget fascinerende at et tungt stykke træ, kan blive til en tromme der lyder godt.

Om aftenen spiste vi på en af hans venners restaurant og drog derefter afsted tilbage mod Saint Louis. Det var en rigtig god tur vi havde haft, men vi var godt trætte begge to, da vi kom tilbage til Saint Louis.

Sakis Tanor tog mig også med ud og rejse. I Senegal holder de hvert år en religiøs muslimsk fest ved navn Tabaski. Her fejrer de Abraham, der i sin tid var villig til at ofre sin søn i sin tro på Gud. I stedet skænkede Gud så Abraham et lam, som han skulle ofre. Derfor skal enhver voksen mand slagte et får denne dag. Denne fest er en stor begivenhed i Senegal som fejres med familie og venner. Sakis Tanor inviterede mig med til Dakar for at fejre Tabaski med sin familie. Det var rigtig sødt af ham og jeg tog med. Hans familie var meget stor og hans far havde to koner. De var alle rigtig søde og imødekommende, og jeg sov på Sakis’ lillebrors værelse. Sakis havde også sørget for at jeg havde det rigtige tøj at tage på. Han havde nemlig givet mig en meget fin hvid dragt, som man bruger til højtider.

Kultur & Lokalsamfund i Senegal

På selve dagen tog vi i moské for at bede, hvorefter vi tog hjem for at slagte fårene. Både Sakis, hans bror og hans far skulle slagte et får. Det var meget voldsomt at se på, og jeg havde ikke lyst til at deltage i slagtningen. Men fårene blev derefter parteret og grillet. Hele dagen spiste vi så disse får, men fordi der var så meget, blev der også givet en del til venner, bekendte og fattige - en del af den muslimske almisse. Sammen med Sakis tog jeg rundt til hans venner for at lykønske dem og hilse på. Vi fik drukket en hel masse te og spiste en del kød også. Om aftenen var der fest i gaden, og jeg tog, sammen med Sakis’ storebror, rundt og hilste på nogle af hans venner. Imens havde Sakis lagt sig på gulvet og sov. Det var en rigtig god dag, og en rigtig god rejse som jeg lærte meget af. Jeg følte virkelig, at jeg havde oplevet noget af den senegalesiske kultur.

Uha, hvor skete der meget på de tre måneder, jeg var væk! Og hvor har jeg dog lært meget om den senegalesiske kultur og også om mig selv. Jeg har meget mere at fortælle om, men jeg vil stoppe her. Hvis du synes min beretning lyder spændende, så synes jeg, du skal tage af sted. Jeg kan virkelig varmt anbefale specielt at følge musik og kulturprojektet. Man får så mange oplevelser og får en del lokale venner, som man kan besøge igen. Som sagt var jeg meget glad for at komme ud og møde de lokale og leve sammen med dem. Jeg synes, det var svært at gøre med de arrangementer som Projects Abroad arrangerede og søgte derfor mine egne veje.

Projects Abroad er en rigtig god vej til at komme ud i verden - hvor det end måtte være. De skaber en rigtig god baggrund for at man kan føle sig tryg i landet. Men hvis du gerne vil ud og møde de lokale og mærke kulturen, så er min oplevelse af det, at man selv skal gøre meget for det. Man skal turde vove nogle grænser og turde gå rundt alene. På den måde møder man og snakker man med folk, som man ikke ellers ville have stødt ind i, hvis man gik i en gruppe af frivillige eller kun tog på ture med Projects Abroad.

Til sidst skal det siges at musik og kulturprojektet, ikke kun er for folk der har spillet musik før. Alle kan være med og alle kan få enormt meget ud af det. De er så imødekommende og åbne over for alle, og hjælper dig hvis du har svært ved noget.

Jeg håber at denne beretning har hjulpet dig eller i hvert fald givet et billede af hvordan et ophold med Projects Abroad også kan stykkes sammen.

Læs mere om projektet her

Se videoer om Kultur & Lokalsamfund her

Martin Frølund

Tilbage til Frivilliges beretninger

Kontakt os på:
(+45)­­ 42 40 90 20

Abonnér via RSS

Frivilliges Beretninger Feed
Back to top ▲