You are from: United States, Go to our American website.

Projects AbroadProjects Abroad

Humanitært arbejde i Vietnam - Elisabeth Klostergaard

Det blev slet ikke som forventet…

Elisabeth Klostergaard

For at begynde ved begyndelsen sad jeg hjemme i kolde Danmark i november og skulle til at bestemme, hvad jeg ville bruge resten af mit sabbatår på. Jeg havde altid vidst, at jeg ville arbejde frivilligt, men hvor og med hvad? Jeg har rejst meget, men det var første rejse alene og jeg ville prøve noget, der var helt forskelligt fra det, jeg før har oplevet. Derfor bestemte jeg, at jeg ville til Vietnam.

Elisabeth Klostergaard

Jeg valgte, at jeg gerne ville arbejde på et børnehjem og blev tildelt Bo De pagoden i Hanoi. Udover lidt arbejde i en børnehave, havde jeg aldrig arbejdet med børn før, men jeg havde alligevel en vis forventning om, hvordan arbejdet og landet ville være. Men som det ofte er med forventninger, blev det slet ikke som jeg havde forventet. Det blev meget bedre end jeg nogensinde havde forestillet mig.

Landet

Elisabeth Klostergaard

Vietnam er helt anderledes fra Danmark, hvilket jeg egentlig også havde regnet med. En af de første ting der slog mig, var trafikken, som er fuldstændig kaotisk. De millionvis af knallerter kører ind og ud på begge sider af biler, busser, lastbiler og hvad der nu ellers kan bruges som transportmiddel. Der er ingen regler og de færreste følger færdselsreglerne. I starten tænkte jeg, at jeg aldrig ville komme til at krydse en vej. Det tager også noget tid at vænne sig til, inden man indser, at det bare er at krydse vejen og så håbe på det bedste. En anden ting, der slog mig var, hvor venlige og gæstfri vietnameserne er. De vil gøre alt for at gøre en tilpas. De er samtidig også meget nysgerrige og kan godt lide at tage billeder – mange billeder. Ikke så meget af turistattraktionerne, men af turisterne. Det er utrolig mærkeligt i begyndelsen, men man vænner sig så småt til at stille op til familieportrætter med mennesker man slet ikke kender.

Elisabeth Klostergaard

Jeg elskede at leve i Vietnam, der er så mange ting at se og opleve, hvor end man kommer i landet. Naturen er fantastisk og har alt fra de smukkeste bjerglandskaber, farvestrålende rismarker og strandparadiser. Et smukt land med så mange kontraster, at man hver dag bliver overrasket. Rig og fattig, beskidt og rent, smukt og grimt, larm og kaos i byerne og den mest øredøvende stilhed ude på landet. Men når det er sådan et fantastisk land, kan man klare både de hårde oplevelser og de uforglemmelige.

Arbejdet

Elisabeth Klostergaard

Personalet i Vietnam har altid været meget hjælpsomme, og de var altid kun et telefonopkald væk. Jeg følte mig aldrig utryg og følte altid, at der var styr på tingene, hvilket er en utrolig vigtig ting, når man rejser alene. Mit projekt på Bo De pagoden blev også meget bedre end jeg nogensinde kunne forestille mig. Hjemmet er styret af buddhistiske munke og alle hjemløse, ikke kun børn, kan komme og bo der. Derfor boede der mennesker i alle aldre, lige fra babyer til ældre og handicappede. Jeg elskede at arbejde der. Selvfølgelig er det en anden måde at gøre det på end i Danmark og det var ikke altid, man var enige om opdragelsesmetoderne. Men disse ting blev opvejet af børnene, der selvom de i deres korte liv har oplevet så meget modgang, alligevel formår at være så fulde af håb og livsgejst, at man bliver helt rørt. De børn har virkelig fået en helt speciel plads i mit hjerte. De er fantastiske, og jeg vil ønske for alle, at de kunne få lov til at møde disse utrolige børn. Selvom jeg kun arbejdede der i tre måneder, blev jeg utrolig knyttet til mange af børnene, hvilket jeg egentlig ikke havde regnet med.

Spring ud i det!

Jeg kan kun opfordre alle til at arbejde frivilligt. Om det så er i Vietnam eller et andet sted, kan jeg næsten sige med sikkerhed, at I vil elske det. Det har virkelig været mit livs rejse. Det har været det hele værd, så hvad venter I på – spring ud i det, I vil bestemt ikke fortryde det!

Læs mere om projektet her

Se videoer om Humanitært arbejde her

Elisabeth Klostergaard

Tilbage til Frivilliges beretninger

Kontakt os på:
(+45)­­ 42 40 90 20

Abonnér via RSS

Frivilliges Beretninger Feed
Back to top ▲