You are from: United States, Go to our American website.

Projects AbroadProjects Abroad

Humanitært arbejde i Tanzania - Marie Villemoes

Baraka og frivillige fra Projects Abroad

Marie VillemoesJeg landede i Nairobi i Kenya den 19. april i år. Jeg havde på forhånd besluttet, at jeg ville med bus til min endelige destination: Arusha i Tanzania, som ville være min hjemby de næste to måneder. Da jeg kørte på de støvede, bumpende landeveje igennem landskabet og så Masaifolk gå ved siden af bussen var jeg både glad og overvældet. Afrika levede op til mine forventninger; og selv nu to måneder senere, er jeg endnu ikke blevet skuffet.
Jeg skulle arbejde på en SOS-skole i Tanzania. Fattige familier bliver igennem denne skole hjulpet med at give deres børn en god start på tilværelsen. Skolen, er en del af et ”family strengthning program”, der hjælper udsatte familier i nærområdet. En morgen da jeg mødte op i ”baby-klassen” så jeg et ukendt ansigt. En lille dreng kiggede op på mig og smilede. Dette var mit første møde med Baraka Daudi. Hele dagen smilede og grinede han til mig, men jeg bemærkede hurtigt, at der var noget anderledes ved ham. Baraka kunne ikke tale. Han kunne udtrykke en masse forskellige lyde, men han kunne ikke udtale rigtige ord. Jeg spurgte Barakas lærerinde om problemet, og hun prøvede at give mig en lang forklaring på gebrokkent engelsk, - noget som jeg hverken kunne finde hoved eller hale i.
Det ene førte til det andet og jeg besluttede mig for at tage Baraka med på hospitalet for at finde ud af hvad problemet var. Jeg informerede skolelederen, Margret, om min beslutning og vupti: dagen efter var Baraka, hans mor, Elizabeth, Margret og jeg på vej til St. Elizabeths Hospital (Hvem siger at alting tager lang tid i Afrika?). Lægen på hospitalet henviste os hurtigt til et andet hospital, AICC, da hun vurderede, at Baraka havde brug for en speciallæge. Efter at have ventet i fire lange timer kom vi endelig ind. Efter at have undersøgt Baraka og talt med hans mor forklarede speciallægen, at Baraka sandsynligvis havde en lille hjerneskade som følge af fejlernæring og omsorgssvigt i hans tidlige opvækst. Dette var grunden til, at han ikke kunne tale ordentligt. ”Hvad gør jeg så nu”, spurgte jeg. ”Find en talepædagog”, svarede lægen. Nemmere sagt end gjort! Der findes EN talepædagog i hele Tanzania.

Marie VillemoesVi besluttede os for at lede efter en skole for børn med specielle behov ligesom Baraka; en skole, som både kan lære ham at tale og tage sig godt af ham. Det er svært at finde skoler i Tanzania, hvor begge disse behov bliver dækket. Efter at have undersøgt en del forskellige skoler, hvoraf en forsikrede mig om at deres skole var den perfekte, selvom de kun havde med døve børn at gøre, fandt vi den perfekte skole til Baraka. Skolen ledes af to fantastiske kvinder: Milcah og Margret. Margrets datter er autist og er faktisk årsagen til, at skolen overhovedet blev grundlagt. Skolen emmer af kærlighed og omsorg for børnene, som desværre ofte pga. deres handicap bliver gemt af vejen fordi deres forældre skammer sig over dem. Da jeg talte med Milcah og Margret forklarede de mig, at for at hjælpe Baraka måtte jeg hjælpe resten af hans familie. EN, TO TRE... sådan udvikler situationer sig super hurtigt, og opgaven blev pludseligt meget større end jeg havde regnet med.

Huset

Marie VillemoesBesøget hjemme hos familien Daudi var ikke en behagelig oplevelse. Syv mennesker boede i et lille rum med kun halvanden seng. Det var beskidt og absolut ikke godt nok til en familie med to HIV-smittede personer. De levede kun af madrationer, som de fik fra SOS-skolen, en madration der består af: majs, bønner, ris og olie. Familien er ganske underernæret. Hvad var så næste skridt? At finde dem et nyt hjem! Skolelederen, Margret, kendte nogen, som kendte nogen, som kendte nogen, som havde et hus (sådan fungerer det som regel!) Vi tog hen for at se huset, som godt nok trængte til en kærlig hånd, men ellers var det meget fint og havde plads til familien. Huset består af et soveværelse, et opholdværelse og et køkken. Jeg fortalte om opgaven til de andre frivillige fra Projects Abroad, og de var alle meget ivrige for at hjælpe familien. Den efterfølgende uge dukkede folk op og vi tog hen til huset. Vi startede med at male væggene både indvendigt og udvendigt, og vi lagde et utroligt cementgulv (hvilket var en noget større udfordring end forventet. Det kostede sved – rigtigt meget sved! – og takket være nogle hårdtarbejdende fyre, er det blevet et virkeligt flot gulv), og vi gravede haven op og lavede en hønsegård.
Vi tog til markedet for at købe frø, så familien kunne plante grønsager, som de både kan spise for ekstra næring og sælge for at få en indkomst. Vi har købt tyve høns, så familien får dækket deres proteinbehov og så æggene kan bruges som en ekstra indtægt. Det var min plan at gøre familien selvforsynende, og uafhængig af min hjælp på længere sigt. Vi købte også tæpper og lidt møbler. Efter et stykke tid så det ud til at muzungus (lokalt slang for ”hvid mand”) og huset var ved blive den største attraktion i landsbyen, og folk stod og stirrede på os fra den anden side af hegnet. Efter to uger var huset helt færdigt og familien kunne omsider flytte ind. Nu, ikke særligt lang tid senere, er de virkeligt glade. Hønsene lægger æg, og grønsagerne er snart klar til at høstet. Baraka starter på sin nye skole 16. maj, og takket være dette projekt håber jeg at hele familien går en lysere fremtid i møde.
Marie Villemoes De frivillige arbejdede rigtigt hårdt for at gøre huset dejligt at bo. På grund af dette hårde arbejde føler familien sig nu tryg og lettet. Det er en kæmpe byrde som er taget af skuldrende på moderen, der ikke længere behøver at bekymre sig om at komme igennem dagen. Både familien og jeg er meget taknemmelig over for alle disse mennesker, som besluttede sig for at hjælpe til. Man kan ikke tilnærmelsesvist hjælpe alle, men takket være omsorgsfulde hjerter og hårdt arbejde har denne familie nu en lysere fremtid i sigte.

Familien

Familien Daudi består Elizabeth Daudi, som er mor til seks børn: Joseph på 16 år, Yohanna på 14 år, Riziki på 12 år, Luka på 7 år, Baraka på 4 år og Sara på 1 år. Elizbeths mand døde af HIV/AIDS, og Elizabeth og Luka er desværre også syge. Efter mandens død blev Elizabeth og børnene smidt ud af huset af mandens slægtninge. Elizabeth gjorde, hvad hun kunne for børnene, men på grund af stigmatisering af HIV/AIDS-smittede, havde hun det meget svært. For at gøre det hele værre, blev hun så psykisk ustabil da hun ventede Sara, at hun gik rundt i gaderne, og forsømte børnene, og det fik hendes egne slægtninge til at vende hende ryggen. Elizabeth har det heldigvis godt igen, men det er kun takket være SOS- skolens familieprogram og kirken, at hun og familien har klaret sig.

Læs mere om projektet her

Se videoer om Humanitært arbejde her

Marie Villemoes

Tilbage til Frivilliges beretninger

Kontakt os på:
(+45)­­ 42 40 90 20

Abonnér via RSS

Frivilliges Beretninger Feed
Tilbage til toppen ▲