You are from: United States, Go to our American website.

Projects AbroadProjects Abroad

Humanitært arbejde i Sydafrika - Stine Kristensen

Hav det sjovt!

På udflugt i Sydafrika

Jeg husker tydeligt den følelse jeg havde inden i, da jeg skulle sige farvel til mine forældre, bror og veninde i lufthavnen. Jeg var spændt, på alle de nye oplevelser og mennesker jeg skulle ned og møde, men samtidig var jeg også ekstremt nervøs. Jeg var lige gået ud af 9. klasse, 17 år gammel og havde besluttet mig for at tage til Afrika helt selv, uden at vide præcist hvad der ville komme til at ske. Jeg ankom til lufthavnen d 19. september 2014 om eftermiddagen.

Humanitært arbejde

Jeg arbejde i en børnehave i Capricorn Park. Når jeg tænker tilbage på børnehaven nu, kan jeg ikke lade være med at smile, men også blive en smule følelsesladet, da børnene havde en kæmpe indflydelse på mig og jeg er så taknemmelig for at jeg har fået lov at arbejde der. Hver morgen kom børnene løbende hen til mig, og jeg fik en kæmpe krammer af dem alle sammen, det kan virkelig gøre ens dag 1000 gange bedre.

Børnehaven havde ikke særligt mange ressourcer at gøre godt med og man kunne tydeligt se hvor meget de frivillige betyder for Maria som ejer børnehaven. Hun har selv 3 børn som hun skal tage sig af, så det at vi frivillige hjalp hende med børnene, lettede en stor byrde fra hendes skuldre.

Lokale børn i Sydafrika

Det var dejligt at se, at det ikke kun var børnene at jeg hjalp, men også Maria. Hun har lagt hendes liv i den børnehave, og behandler børnene, som var de hendes egne. Jeg tog til Sydafrika med en tanke om, at jeg skulle være med til at lære børnene en masse ting om at opføre sig ordenligt, men det endte med, at de lærte mig at værdsætte de små ting i hverdagen, og at man altid skal se positivt på tingene.

En oplevelse for livet

Efterhånden som dagene gik, blev det hverdag for mig at tage minibussen, bruge en tastaturmobil og ikke at færdes rundt alene. Cape Town blev som mit andet hjem, og selv når jeg tænker tilbage på det nu, så savner jeg det utroligt meget. Det var virkelig en oplevelse for livet, og jeg er så glad for at jeg valgte at tage af sted.

Jeg fik lært hvordan hårdt arbejde føles, slikket sol ved de mange strande, svømmet med sæler, besøgt diverse museer og ikke mindst bungee jumpet ud fra verdens højeste bro. Når jeg skriver det her, er det svært at vælge ud hvilke ting jeg skal skrive og hvilke jeg ikke skal, for jeg har lyst til at fortælle det hele og vise alle billederne!

En del af familien

Frivillig med lokalt barn i Cape Twon

Jeg blev inviteret ind af min dejlige værtsmor, og blev en del af familien sammen med de andre frivillige der også boede der. Vi spiste alle aftensmad sammen om aftenen, og snakkede som en hver anden familie om hverdagens opture og nedture. Men jeg blev også inviteret ind af Project Abroad, som til hver en tid var der til at snakke med dig hvis du havde noget på hjertet. Jeg blev en del af en større ting, selvom det måske ikke lyder som noget stort, var jeg med til at gøre en forskel for andre, bare det at putte et smil på en lille dreng der kommer om morgenen og ikke har det så godt, er en stor ting og det varmer inden i.

Jeg mødte mennesker fra hele verden, og vi havde alle den ting til fælles, at vi var kommet til Sydafrika for at gøre en forskel, arbejde frivilligt og møde nye mennesker. Mine to roommates fra Indien og Belgien er blevet to af mine bedste veninder. Jeg kan slet ikke forestille mig mit liv uden dem mere, de betyder så meget for mig og er blevet familie for mig. Jeg glæder mig allerede til vi skal mødes for anden gang siden Sydafrika.

Personlig udvikling

Frivillige på udflugt i Cape Town

Inden jeg tog af sted, havde jeg gjort mig mange tanker om de andre frivillige, hvordan det ville være at bo ved en fremmed familie og være længere væk fra ens nærmeste end at man lige kan tage bilen og kører. Jeg spurgte endda min far op til flere gange ”hvad nu hvis jeg ikke får nogle venner” og jeg kan kun sige, at det var over al forventning. Jeg udviklede mig ved at være væk fra mine forældre i så lang tid, jeg er blevet meget mere selvstændig, mit engelsk er blevet fuldstændig flydende og jeg har ingen problemer med at snakke med fremmede mere.

Til alle der overvejer at lave frivilligt arbejde, tag afsted! Rejs ud og oplev en anden kultur, mød nye mennesker og hav det sjovt, bedre råd tror jeg ikke der kan gives.

Læs mere om projektet her

Se videoer om Humanitært arbejde her

Stine Kristensen

Tilbage til Frivilliges beretninger

Kontakt os på:
(+45)­­ 42 40 90 20

Abonnér via RSS

Frivilliges Beretninger Feed
Back to top ▲