You are from: United States, Go to our American website.

Projects AbroadProjects Abroad

Humanitært arbejde i Jamaica - Caroline A. Holbek

Caroline Amalie Holbek

I februar 2009 drog jeg af sted til Jamaica, hvor jeg skulle tilbringe de næste 3 måneder som frivillig hjælper på et børnehjem.

Jeg ankom til lufthavnen i Montego Bay en fredag aften og blev derfra kørt til min værtsfamilie i byen Mandeville – en køretur over bjerge på næsten 3 timer. Mandeville var den by alle frivillige på daværende tidspunkt boede i. Den er Jamaicas 5. største og ligger rimelig højt, så selvom det var rigtig varmt i løbet af dagen, kunne aftener og nætter være ret så kølige.

Mandag morgen blev jeg hentet af en fra Projects Abroad. Hun tog mig på en lille sightseeing, så jeg nogenlunde kunne orientere mig i byen, finde ”Projects-Abroad”-kontoret samt den taxiholdeplads, hvor taxien til både mit hjem og min arbejdsplads gik fra.
ALT transport rundt i byerne foregår i såkaldte ”route-taxier” – altså taxier med bestemte ruter, som man så deler med andre, der skal samme vej. Det er en noget speciel oplevelse at dele bagsædet af en bil med 3-4 fremmede mennesker, men man vender sig hurtigt til det.

Caroline Amalie Holbek

Derefter blev jeg kørt til det børnehjem, hvor jeg skulle arbejde i løbet af mit ophold. På børnehjemmet boede 43 børn i alderen 4 til 19 år, anbragt på stedet af forskellige årsager. 25 af børnene blev undervist på hjemmet, resten gik i kommunale skoler rundt om i byen og de ældste i High School.

Mit arbejde bestod i at hjælpe til forskellige steder, både i klasserne, i køkkenet eller i vaskerummet. Nogle af ugerne hjalp jeg til i enten pigerne eller drengenes sovesal. Her skulle jeg hjælpe til med badning, påklædning, rengøring, sengeredning og lignende.
Jeg arbejdede primært i dagstimerne, men enkelte gange mødte jeg ind om eftermiddagen og tilbragte her også tiden sammen med de børn, der kom fra skole.
Selve det praktiske arbejde tog ikke lang tid (også selvom det foregik i et eller yderst afslappende jamaicansk tempo), så der var rigelig med tid til at underholde børnene. Hjemmefra havde jeg medbragt perler, blyanter, papir, postkort og blade, så det var muligt at lave lidt anderledes aktiviteter for børnene (det hele med stor succes).

Caroline Amalie Holbek

Fritiden tilbragte jeg i selskab med de andre frivillige. Da jeg først ankom, var vi i alt 10 personer spredt rundt på skoler, børnehjem og hospitaler. Folk ankom og rejste, så der var en flydende udskiftning i gruppen. Jeg tror vi var omkring 20 mennesker, da gruppen var størst. I hverdagene mødtes vi rundt om i byen, tog i biografen, spiste frokost sammen, eller arrangere weekendplaner. I weekenderne tog vi på udflugter rundt om på øen (både til lokale og mere turistede steder). Vi forlod typisk Mandelville fredag eftermiddag og var hjemme igen søndag aften. Turene var for egen regning, men på ”Projects Abroad”-kontoret var de flinke til at hjælpe med at arrangere transport til rimelige priser. Vi fik også udleveret et formelt brev, der forklarede, at vi arbejdede som frivillige, og det var en stor hjælp til at få overnatninger og turistattraktioner for lokale priser. Desuden lavede ”Projects Abroad”-kontoret også forskellige arrangementer for os, så som Patois-Class (undervisning i det lokale jamaicanske sprog), Reggae-Dance-Class, fællesspisning og dagsture.

Caroline Amalie HolbekAlt i alt var turen på Jamaica en kæmpe oplevelse. Jeg mødte en masse forskellige mennesker, og fik et bredt indblik i de lokales kultur og levemåde, både igennem værtsfamilien, børnene, mine jamaicanske kollegaer og fra mennesker rundt om på gaderne, der alle er meget imødekommende. At folk tager alting i et afslappet tempo er noget man må tage som en oplevelse. Det kan dog være ret så frustrerende, hvis man fx har en aftale om at mødes og at de så ikke gør synderligt for at overholde den.
Rundt om i gaderne spilles musik, både jamaicansk dance-musik samt gamle Reggae-rytmer. Strandene er lige så fantastiske som på billeder, med hvidt sand og lyseblåt caribisk hav.
Rundt om på øen dufter man den velsmagende Blue-Mountain-Coffee, der normalt sælges blandt verdens dyreste kaffer, men ikke koster særlig meget lokalt.
Jamaica har ry for meget kriminalitet, men hvis man passer på og tænker sig om, at der intet at frygte. Vi oplevede kun lommetyverier og lignende i den tid jeg var da. Mandeville ligger i et af de fredeligste områder, og på kontoret informere de om, hvis der er steder på øen man bør undgå og lign.

Derefter blev jeg kørt til det børnehjem, hvor jeg skulle arbejde i løbet af mit ophold. På børnehjemmet boede 43 børn i alderen 4 til 19 år, anbragt på stedet af forskellige årsager. 25 af børnene blev undervist på hjemmet, resten gik i kommunale skoler rundt om i byen og de ældste i High School.

Man må endelig ikke lade sig skræmme, og en ting er da også helt sikkert:
Det er absolut ikke sidste gang, jeg har sat mine ben på øen!

Læs mere om projektet her

Se videoer om Humanitært arbejde her

Caroline A. Holbek

Tilbage til Frivilliges beretninger

Kontakt os på:
(+45)­­ 42 40 90 20

Abonnér via RSS

Frivilliges Beretninger Feed
Back to top ▲