You are from: United States, Go to our American website.

Projects AbroadProjects Abroad

Dyrepasning i Sydafrika - Maria Brydensholt

Fodring af pingvin

I 2011 blev jeg student, og jeg skulle da finde noget at bruge mit sabbatår på, da jeg ikke følte mig klar til universitetet. Jeg vidste, at jeg gerne ville lave noget frivilligt arbejde, og efter megen søgen faldt valget på Sydafrika og Ghana. Så i september gik turen til Cape Town, hvor jeg skulle arbejde på SANCCOB – et rehabilitionscenter for pingviner og andre havfugle.

Jeg fløj via Dubai til Cape Towns lufthavn, hvor jeg blev hentet af to meget søde Projects Abroad medarbejdere, der derefter kørte mig til mit nye hjem. Turen fra lufthavnen var fantastisk spændende, idet man kører igennem både Town Ships og rige nabolag, og hele tiden har udsigt til Table Mountain i horisonten. Jeg skulle bo i Table View, en by, der ligger ud til vandet og, som navnet antyder, har udsigt til det store bjerg Table Mountain, og selve Cape Town, der ligger i dets skygge.

Efter omkring 45 minutter ankom vi hos min værtsfamilie. Jeg skulle bo hos Dominic og Tonia Ford, der havde tre meget søde hunde: Arnold, Bowwow og Jacob, samt tre katte. Huset var hyggeligt og familien var helt enormt søde, så jeg følte mig godt tilpas med det samme. Men det dog slog én, hvor langt væk hjemmefra man var. Senere på dagen tog Dominic og Tonia mig med ned til supermarkedet ” Checkers” hvor vi købte ind til aftensmaden. De kørte, som de fleste sydafrikanere, i en bakkie (en bil uden bagsæde), så jeg fik en skammel at sidde på i bagagerummet, og så kørte vi ellers bare- meget anderledes end hvad man var vant til!

Om lørdagen kom Projects Abroad’s koordinator og hentede mig, og han hjalp mig med at veksle penge, få en billig mobiltelefon og viste mig rundt i den lille bymidte i Table View. Søndag var jeg så med familien til frokost hos Dominics søster. Det var alt sammen meget overvældende, men også rigtig hyggeligt, og sydafrikanere er utroligt åbne og flinke mennesker. De er meget interesseret i dig.

Mandag startede jeg så på SANCCOB. Om morgenen blev jeg vist rundt af Margueritte sammen med en anden ny pige fra Schweiz. Stedet er ikke særlig stort, men der er en hel masse at huske på! Heldigvis kan man spørge så meget man vil. Stedet består blandt andet af et baglokale, hvor man forbereder fisk, gør rent, laver en slags energidrikke til fuglene, og vasker lagener og håndklæder. Når man er ny bliver man placeret dér i nogle dage, så man kan få styr på det helt basale. Mange beklagede sig over, at det var kedeligt, men man skal nok bare tænke på, at det jo er nødvendigt for, at et sådan sted kan løbe rundt, og så glæde sig til, at man begynder på fuglearbejdet. Jeg var så heldig allerede på min anden dag at komme med på ’release’, hvor man sejler ud omkring Robbin Island og slipper de raske pingviner fri. Dagen efter var det så tilbage til ’general’, som baglokalet kaldtes.

Udsigten fra SANCCOB

Efter nogle dage kom jeg endelig ud i pingvinområdet! Jeg var i ICU (Intensive Care Unit), som er dér, hvor de sygeste fugle bliver placeret. Jeg observerede mest og hjalp til med oprydningen, samt gøre buret klart med masser af bløde håndklæder, så de helt svage ikke kom til skade. Ugen efter var det tid til, at jeg skulle lære at holde en pingvin. Jeg havde, som de fleste, den idé, at pingviner er små søde fugle. Men nej, de er vilde dyr, og det på trods af deres størrelse. Den afrikanske pingvin er kun lidt over en halv meter høj, men den er langt stærkere, end man går og tror. På den ene hånd har man en stofhandske, mens den anden er helt bar, og blev i mine 2 måneder i Cape Town mere og mere skamferet af fuglebid. Det gør dog ikke så ondt, når man lige vænner sig til det. Når man efter en uges tid blev lidt mere sikker på sig selv var det pludselig ikke så svært at fange fuglene. Lidt efter lidt lærte jeg også at fodre dem(de skal tvangsfodres, hvilket involverer at sidde med dem mellem benene, holde næbbet åbent med den ene hånd og stoppe fisken ned med den anden –det er lidt af en kunst), give medicin og notere ændringer på fuglekortene. Efter en fem ugers tid fik jeg lov til at ’supervise’ i mit eget bur. Det fantastiske var, foruden at være ansvarlig for levende væsner, at dagene aldrig var ens. Om mandagen kunne vi få en pelikan ind (man fatter ikke, hvor store de er, indtil man ser dem helt tæt på). Den næste dag kom en Giant Petrel, som nær havde brækket mine fingre, da jeg skulle fodre den, og en tredje dag kom der måske fem nye fugle ind, der skulle vejes, tjekkes, tagges og plejes.

Det var specielt i mine sidste uger, at vi lige pludselig fik en masse pingvinunger ind, hvis forældre ikke kunne tage sig af dem. I mine sidste to uger var jeg ansvarlig for alle de nye unger (op til 20 styks), og når alle skal fodres to gange, have vand, energidrik og medicin tre gange om dagen, og derudover også have to svømmeture om dagen, er der pludselig rigtig meget se til. Men det var alle anstrengelserne værd, det var jeg aldrig i tvivl om!

På toppen af Table Mountain

Jeg var også på nogle fantastiske ture. Normalt arbejdede man 4-5 dage om ugen (fra 7.45 til 17-18), og så havde man et par dage fri. Med værtsfamilien var jeg blandt andet i Hermanus, hvor vi så hvaler, i Stellenbosch, hvor vi var på en utrolig hyggelig vinsmagningstur, og på Cape Point, det sydligste punkt i det vestlige Sydafrika. Derudover var Rugby-mesterskabet også i gang mens jeg var dernede, og familien var utroligt søde til at tage mig med på pub og se Sydafrika spille (for det meste kl. 8 om morgenen, da kampene blev spillet i New Zealand). Det var sjovt at opleve den del af Sydafrika også.

Med de andre frivillige var jeg blandt andet rundt i Cape Town utallige gange; i storcentret på havnefronten, på busture rundt i gaderne eller på café i Long Street. Dog var den mest mindeværdige tur nok, da vi var på Table Mountain. Jeg besteg bjerget sammen med to venner, og skønt det kun er en 2,5 times gåtur, er det utroligt stejlt og umådeligt varmt, når der lige pludselig ikke er noget mellem en selv og den afrikanske sol. Sjældent har jeg aldrig været så stolt af mig selv, som da jeg stod på den flade top og havde den mest fantastiske udsigt!

Jeg havde hørt mange ting om Sydafrika før jeg tog afsted. De fleste advarede mig om, hvor farlig byen Cape Town er, og selvom de har ret i, at man kan komme meget galt af sted, er man altså nogenlunde sikker, hvis man tænker sig om. Det er vigtigt, at holde sine værdigenstande tæt til sig, ikke går rundt selv når det er mørkt, og lås bildørene, når man kører rundt. Derudover sagde mange, at det ikke var det rigtige Afrika, og at det nok ville føles meget som herhjemme. Når nu jeg har været afsted vil jeg sige: både og. Jo, det er vestligt, idet det er i væsentligt bedre stand end andre afrikanske lande; der er mange velhavende nabolag, en nogenlunde fungerende infrastruktur, samt en pragtfuld storby. Men man kan nu sagtens føle, at man er langt væk hjemmefra. De fattige Town Ships, der ligger ud til de fleste store veje, har store problemer med vandmangel. Den vilde natur omkring én (at se pelikaner flyve hen over hovedet på én hver aften, er ikke lige noget man oplever i Danmark) var alt sammen bevis på, at jeg befandt mig langt fra Europa.

Mine to måneder på SANCCOB var nogle af de bedste i mit liv. Det var hårdt arbejde, og der var dårlige dage, hvor fugle døde eller folk ikke mødte op, men der er simpelthen intet bedre end at hjælpe et dyr til at få det bedre, og se det blive sat fri igen. Det viser dig, hvor meget du er i stand til at gøre selv, hvor dine stærke og svage sidder ligger, og hvor godt du kan klare dig under pres. Det er en oplevelse, jeg aldrig vil glemme. Jeg planlægger allerede at tage tilbage! Og hvis jeg skal give et godt råd, ville det være, at selvom du i de første par uger har det som om, at du hellere vil hjem – fat mod. Det går over! Og når det endelig bliver tid til at sige farvel, vil du ønske, at du kunne blive.

Læs mere om projektet her

Se videoer om Dyrepasning her

Maria Brydensholt

Tilbage til Frivilliges beretninger

Kontakt os på:
(+45)­­ 42 40 90 20

Abonnér via RSS

Frivilliges Beretninger Feed
Back to top ▲