You are from: United States, Go to our American website.

Projects AbroadProjects Abroad

Grøn, grønnere, Samoa!

  Kommentarer

12. maj 2015Rejsetips, Kultur, Natur, Stillehavet
Forfatter: Mette Vinther


Jeg havde den store fornøjelse af at besøge en af vores – måske – mere ukendte destinationer, Samoa, i starten af december 2014. De fleste har nok mere eller mindre kendskab til Fiji, men hvor er det nu lige at Samoa ligger? Og hvad er det egentligt for et land?

Der er mange paradisstrande i Samoa

Samoa? Hvad? Og hvor???

Samoa er – ligesom Fiji – en østat i Stillehavet, og ligger omkring 3000 km øst (du kommer ikke længere væk) for Australien. Samoa hed indtil 1997 Vestsamoa, og for at gøre forvirringen total, er der også noget som hedder Amerikansk Samoa. Vi arbejder i Samoa, som består af to hovedøer, Upolu og Savaii, samt nogle få mindre øer.

Samoa på kort over Projects Abroad destinationer

Vores projekter foregår i og uden for hovedstaden, Apia, som ligger på Upolu. Samoa har omkring 184.000 indbyggere, og langt de fleste bor på Upolu. Klimaet kaldes tropisk regnskov, og det skal jeg da love for er ganske korrekt!

Vej i en by på Samoa

Jeg ankom omkring kl. 21 om aftenen, og da jeg kom ud af lufthavnen, var jeg ikke i tvivl om, at jeg nu befandt mig på væsentligt fjernere bredde- og længdegrader end Danmark. Luften var varm og fugtig – lidt som i et drivhus. Jeg blev modtaget af vores lokale medarbejder, Faleolo, samt vores faste chauffør, kaldet Leo. To skønne kvinder som gav mig en hjertelig velkomst til Samoa. Der er vist ingen tvivl om, at vores frivillige bliver taget godt imod.

Smukt, smukt, smukt!

Den første morgen var fantastisk! Jeg fik en kop morgenkaffe på terrassen og overalt var der grønt landskab – 50 shades of green – om man vil. Det var kort efter solopgang, og solen var godt i gang med at fordampe den regn, som var faldet i løbet af natten. Dagen ville byde på solskin, 30 grader og en absurd høj luftfugtighed. Fra terrassen kunne jeg se træer med nye avokadoer, mangoer, popoer (papaya) og buske med frisk ananas. Lækre, friske frugter, og Samoa har lidt ødelagt ananas og mango for mig nu ☺

Landskabet er evigt grønt i Samoa

I løbet af dagen besøgte jeg forskellige projekter inden for humanitært arbejde, fysioterapi og sport, og overalt hvor jeg kom, blev jeg mødt af en skøn og varm gæstfrihed. Jeg fik store smil og imødekommende hilsener fra de lokale indbyggere, og det var skønt at opleve den gæstfrihed, som vores frivillige hver dag møder.

Fodboldstadium på projektet i Samoa

Vi gik meget rundt i området, og jeg blev gang på gang overrasket over det imponerende smukke landskab. Personligt bliver jeg sjældent begejstret over storslåede naturoplevelser, så derfor var jeg nok des mere betaget af Samoas mange grønne nuancer. Blomsterne og træerne var også særdeles farverige, og jeg må nok bare erkende, at jeg er gået hen og blevet noget begejstret for Samoa.

Prisniveauet? Knapt så smukt

Til gengæld blev jeg knap så forelsket i prisniveauet – tværtimod. Samoa er ikke et billigt land at leve i, når man sammenligner med andre ulande. Der er ingen tvivl om at det er et uland, dog. De fleste større byggerier og igangværende projekter er finansieret med økonomisk støtte fra Australien, New Zealand og Japan, og der er ingen tvivl om, at landet ikke har meget at rutte med selv.
Trods et stort potentiale for landbrug importeres mange fødevarer, og det gør det relativt dyrt at spise frokost på en café, for eksempel. En almindelig frokost løb hurtigt op i små 100 kr. I f.eks. Fiji ville det samme måltid have kostet omkring 45 kr.

Jeg oplevede det samme med transport. I Samoa bruger man offentlige busser (minibusser) og taxier – hvis man ikke selv har en bil. De lokale indbyggere kører hovedsagligt med minibusser, så her får man en skøn, lokal oplevelse. Jeg finder det altid charmerende at leve som se lokale, for hvordan får man ellers en autentisk oplevelse af et fremmed land?

Den daglige transport på en Stillehavsø

Jeg blev inviteret til middag hos en af vores skønne værtsfamilier, og det var virkeligt lækkert! Vores frivillige går bestemt ikke sultne i seng. ”Have some more” er nok den mest brugte sætning ved middagsbordet, men pas på – samoanerne elsker deres madolie og ris.

Store, store udfordringer i sigte

Der er ingen tvivl om, at selvom Samoa er ganske smukt, så står landet over for nogle kæmpe økonomiske udfordringer. Samoa har ”kun” 184.000 indbyggere, og udfordres af at især den yngre befolkning rejser til Australien, New Zealand og USA for at prøve lykken. De sender så penge hjem til deres familie i Samoa, men i min optik er det ikke bæredygtigt. De største industrier er landbrug og fiskeri, og turisme har de senere år markeret sig som en betydelig indtægtskilde.

Samoa har brug for at få udviklet deres industrier og infrastruktur, så landet ikke behøver at importere så mange varer, men i stedet bliver selvforsynende. Det vil sænke priserne og forhåbentligt skabe en basis for øget eksport. Jo mere et land tjener – jo bedre får det råd til forbedringer i samfundet som f.eks. sundhedssystemet, infrastrukturen og at øge velstanden i samfundet generelt.

Hvorfor er Samoa et besøg værd?

Uanset om man er turist eller ulandsfrivillig er Samoa helt sikkert et besøg værd, og jeg skal helt sikkert tilbage på et tidspunkt. Der er stille, smukt, varmt og solrigt, og så tæt på at være paradis som man kan komme. Der er flotte sandstrande og afsides vandfald, som man kan slappe af ved.

Samoa har uendeligt mange smukke strande

Den meget stærke lokalkultur får dig til at glemme alt om verden uden for Samoa, og du får helt automatisk lyst til at gå ned i gear og bare slappe af i varmen. Det gør altså noget godt ved humøret, når de lokale hilser varmt og uden bagtanker. Samoa er (endnu) ikke overrendt at turister, så man støder ikke på påtrængende gadesælgere – medmindre man selv opsøger det lokale marked i Apia.

Til fest med børn og voksne i Samoa

Du skal rejse til Samoa, hvis du vil have en anderledes ferie end mange andre danskere. Du skal rejse til Samoa, hvis du vil helt ned i gear og slappe fuldstændigt af. Du skal rejse til Samoa hvis du gerne vil opleve en autentisk kultur som ikke er voldsomt påvirket af den vestlige verden.

Bare kom af sted!

Del artiklen:

Glem ikke at sprede ordet og fortæl endelig, hvad du synes om bloggen!

Søg i bloggen efter kategori

Søg i bloggen

Følg os

Abonnér via RSS

Projects Abroad Blog Feed
Kontakt os på:
(+45)­­ 42 40 90 20

Søg i bloggen

Abonnér via RSS

Projects Abroad Blog Feed

Søg i bloggen efter kategori

Back to top ▲